Hvordan forhandler vi vores fællesskaber – følg med i næste afsnit af STATEN

En landmand går rundt på et kunstmuseum. En bankrøver kører dig rundt i sine barndoms gader. En embedsmand viser rundt i magtens korridorer. En pædagogisk leder balancerer ressourcer med inklusionskrav. Alle er de med i STATEN, der kan opleves som en teater-serie på lokationer over hele København netop nu. ISCENE spurgte instruktør Tue Biering, hvorfor det er vigtigt at undersøge staten i et serielt format.

Med bind for øjnene ledes jeg gennem et ukendt hus. Placeres på en lav stol med et stykke legetøj i hænderne. Så begynder Rikkes fortælling om kampen for at skaffe støtte til sin blinde datter i statens institutioner. Jeg er på besøg i STATEN, en co-produktion mellem TOASTER og fix&foxy. Gennem et halvt år kan den opleves som en serie af snitflader i forholdet mellem borger og stat på et hav af lokationer – og med ganske almindelige mennesker som optrædende.

Det er Tue Bierings idé, og den bærer også hans umiskendelige kendetræk: udviskningen af grænserne mellem teater og virkelighed, som denne gang bruges til at undersøge, hvordan statens indflydelse former vores liv.

Ingen vil tage de svære beslutninger

”Det handler om at folde kompleksiteten ud. Jeg er dybt fascineret af, at vi kan leve sammen i det her samfund, hvor nogle af os er modstandere, der ønsker at sende andre ud på en øde ø. Men de fleste kan vi ikke bare smide ud, og så må vi forhandle,” siger Tue Biering, da jeg spørger om ideen bag STATEN.

”Samtaler om staten er grundlæggende samtaler om økonomi. Vi befinder os som mennesker i et system, der hele tiden prioriterer, og det er i de forhandlinger, at man som menneske bliver klemt og mærker staten. Vi vil gerne prioritere kræftbehandling, men så nedprioriterer vi noget andet. Jeg har spurgt nogle sundhedsfaglige personer, om de kan sove om natten. Det kan de fleste godt, men de har oplevet, at det kan være svært. Der er ingen politikere, der tager ansvar for de svære beslutninger, men nogen er nødt til at tage det,” forklarer han videre om den kompleksitet, projektet afsøger.

Et træningscenter for kompleksitet

”Jeg valgte serieformatet, fordi det foregår over tid. Det giver den kompleksitet, jeg gerne vil folde ud i en form for træningscenter, der anlægger et 360 graders blik på verden. Et sted, hvor vi kan opdrage os selv og hinanden til at forstå verdens kompleksitet, fordi det er farligt at gå den anden vej, hvor vi forsimpler. Jeg vil invitere ind i kompleksiteten og råde bod på de binære forestillinger, jeg også selv har lavet mange af,” forklarer han og fortsætter:

”Der kommer et tidspunkt, hvor man må indse, at hvis jeg vil spejle verden, så må jeg også spejle den hele vejen rundt. Og invitere de ting, vi synes er ubekvemme, ind på scenen og træde ud af ekkokammeret,” pointerer han. Allerede tidligt i karrieren blev han træt af at instruere traditionelt, og siden har Tue Biering søgt efter en aktivistisk agenda, der kan skabe forandring uden at fortælle andre, hvordan verden skal være.

Dette mål forfølges i STATEN både gennem kompositionens kompleksitet, men også gennem det abonnement, publikum tegner. Det er skabt i en app, oprindelig til yogaundervisning, hvor man booker sig ind på de scener, man vil se. Det minder samtidig om streamingtjenesterne, idet man svarer på forskellige fakta og præferencer, når man logger ind. Pointen er så, at STATENs algoritme anbefaler det modsatte af ens svar:

”Hvis du angiver at være venstreorienteret, sender den dig til scener med højreorienteret indhold. Det er en kamp mod algoritmer, der giver feedback og fastholder os i samme resonansrum. Systemet med app’en er et eksperiment – en undersøgelse af at sælge billetter på en anden måde, der får publikum til at møde andre, end de ellers ville have gjort,” forklarer Tue Biering.  

Vi er som et garageband

Jeg fanger Tue Biering lige op til premieren på de første scener, og aktivitetsniveauet er højt. “Vores kontor fungerer som et redaktionsmøde, hvor vi aftaler dagens afsnit, og så kører jeg rundt og godkender dem til premiere. Vi har tre aktive forestillinger og tolv mere på vej i denne uge. Så kommer der en anden og måske en tredje bølge mere frem til juni,” siger han helt roligt. Den krævende logistik er da også i sig selv en del af projektet.

”Institutioner kan ikke lave noget, der er i proces hele tiden, men det kan vi i fix&foxy, der er mere som et garageband. Vi skal kunne være i proces hele tiden og finde på nyt, hvis fx en lokation falder fra,” fortæller Tue Biering, der har brugt flere år på at udvikle konceptet.

”Vi prøvede mange dramaturgiske modeller, men landede på den decentrerede, hvor vi sætter prikker, der kan relatere sig til hinanden, når vi zoomer ind og ud. Vi gik væk fra at tro, at vi kunne målrette en søgning. I stedet afsøges en masse ting, som vi drømmer om, og så ser vi, hvad der hænger fast og binder sammen. Der vil altid være forbindelser. Måske ikke i de øverste lag, men i de dybe menneskelige,” forklarer han videre.

Fællesskaber er ikke åbne for alle

Konceptets decentrerede struktur understøttes af forskellige skabeloner, som det kunstneriske hold har brugt til at styre, om de enkelte scener var inden for skiven. ”Det hele skal kunne flyttes fra København til Skanderborg eller Bahrain. For i et hvilket som helst samfund vil du kunne stille spørgsmål til den dømmende, udøvende og lovgivende magt – og til den socioøkonomiske struktur. Vi har flere gange brugt diktatur som trykprøve på, om en scene holder, selvom vi udvikler i et demokrati,” forklarer Tue Biering med et smil.

En anden skabelon går på udfordringen af de regler, der strukturerer samfundet: ”Der kan være flere eller færre regler, og de kan være orienterede mod individet eller fællesskabet. Samfundet fungerer på grund af regler, men hvad med dem, der ikke kan fungere med reglerne?” spørger han og giver selv et bud på et svar:

”Vi taler meget om inklusion i disse år, men et fællesskab er ikke rummeligt for alle. Det har altid et element af eksklusion. Vi må rumme, at noget er i yderkanten, og at samfundet har en ret tyk randeksistens. Kernen føler sig som normalen, men kanten bliver bredere og bredere. Den kan se ud på mange måder og mange polariseringer er ikke til at regne ud, for de forskyder sig. Det så vi ved vores åbning af STATEN, da to medvirkende, en konventionel landmand mødte en regenerativ landbruger, der tidligere har været klimaaktivist. For trods deres forskelle har de måske mere til fælles, end de hver især har med københavnere.”

På besøg i andres verden

Inspirationen til STATEN kommer mange steder fra. Tue Biering peger først på Svend Åge Madsens roman At fortælle menneskene, som har et bredt persongalleri. Han nævner også sit besøg på en særlig version af Berlin Biennale for samtidskunst, hvor forskellige lejligheder, skoler og butikker i en gade var kurateret som en udstilling: ”Det var jeg ret fascineret af, for jeg har altid haft lyst til at iscenesætte en by som en rejse til steder, jeg aldrig har været før,” fortæller han entusiastisk. Og afslutningsvist peger han på sin egen Velkommen til Twin Peaks, der udfoldede sig som et roadtrip i Odsherred i 2016:

”Jeg tænkte helt naivt, at STATEN var lidt det samme, men dette er noget mere komplekst, fordi det foregår over så lang tid. Fælles er det med at være på besøg i andres verden og bare blive sat af i mørket et tilfældigt sted,” reflekterer han. Sammen med flere fra holdet er de medvirkende blevet castet:

”Vi er flere instruktører og vores location-scouts har også fundet potentielle medvirkende, og så har vi spurgt os selv om, hvordan vi kan finde en, der repræsenterer vores sundhedssektor? Er der nogen, der har sagt noget eller allerede har en fortælling? Rikke i afsnittet Hænderne fulde fandt vi, fordi hun har anlagt sag mod staten på vegne af sin blinde datter,” fortæller han om en af de medvirkende i det afsnit, jeg netop har set.  

Et bidrag til, at mennesker mødes

Tue Biering ved endnu ikke helt, hvad han forventer fra publikum, men han håber, at de bliver rørt af de medvirkende, som han selv er blevet. Og så drømmer han om, at projektet kan leve videre, drevet af borgere.

”Det er startet som en abonnementsordning, der forhåbentlig får folk til at tage chancer og se noget nyt, fordi det er så billigt. Vores casting har haft fokus på at bringe mange segmenter sammen, så det er metaprojektet for mig, at nogle mennesker møder hinanden, som de ellers aldrig ville have gjort. Det er det hele værd, det er min aktivisme. At mødes over midten i stedet for at gå længere fra hinanden. Kan jeg bidrage til det, er jeg glad,” afrunder han, inden han haster videre til dagens redaktionsmøde på projektkontoret.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.