★★★☆☆☆ Fredagsunderholdning? Nej, men The Sanjay Shah Shitshow er væsentligt debatteater

Den absurde historie om udbytteskatteskandalen er forståeligt formidlet i The Sanjay Shah Shitshow, og forestillingen, der er produceret af Off Off/ Production, giver trods sin lidt for langtrukne form masser af stof til eftertanke.

”Nu er det om at holde tungen lige i munden,” siger Ina-Miriam Rosenbaum, da hun skal til at forklare teknikken bag svindlen med refusion af udbytteskat. Og det gør trommeslager Emil de Waal så – holder tungen helt lige strittende ud i luften – mens vi andre forsøger at koncentrere os.

Man skal som anmelder også holde tungen lige i munden, for Ina-Miriam Rosenbaum byder med forestillingen The Sanjay Shah Shitshow ikke på ren og skær satirefis og skatteballade. Der er gods i manuskriptet, som bruger en del tid på at opremse navne og årstal, oplæse lange mails og kortlægge skandalen.

For insisterende

Dét, Ina-Miriam Rosenbaum laver, er ikke fredagsunderholdning. Det er debatteater. Og siden 1960’erne har debatteater først og fremmest haft til formål at provokere vores debatlyst. Så må underholdningen komme i anden række.

Men det bliver simpelthen for langt og for gentagende. De 90 minutters onewomanshow med tætpakket tekst – kun afbrudt af et par korte videobidder velegnet til kostumeskift – bliver en repliktung omgang. Og særligt i den sidste del, hvor Sanjay Shah er hovedrollen, synes bægeret at flyde over.

Forestillingen dvæler ved de forskellige nedslag i historien, og det begynder at ligne en insisteren på sin egen væsentlighed. Man får en fornemmelse af, at hvis vi ikke straks griber til høtyv, så må det være, fordi vi ikke har forstået sagens alvor. Og så får vi det hele én gang til.

Debatskabende teater

Når det er sagt, så er vi ikke i tvivl om væsentligheden. Ina-Miriam Rosenbaums Off Off/Produktion udviklede i perioden 2017-2022 – under navnet Projekt Glemmebogen – fire tilsvarende forestillinger, der hver især dykkede ned i og udfoldede skandaler og dilemmaer. Samme formål, men med forskellige medvirkende og forskellige koncepter.

Forestillingerne handlede henholdsvis om Helle Thorning-Schmidts mands skattesag, om salget af Dong Energy, om Danmarks deltagelse i Irak-krigen og om Offentlighedsloven. Alle har været yderst gennemarbejdede og højst engagerende.

The Sanjay Shah Shitshow er ikke officielt en del af Projekt Glemmebogen, men den lægger sig naturligt i forlængelse af det. Og den er ikke mindre væsentlig eller mindre debatskabende end de foregående. Og det er her, hvor man som anmelder også må holde tungen lige i munden. For er væsentligheden ikke i sig selv et succeskriterie for debatteater?

Med aftertalks

Man må altså tage hatten af for Kristian Halkens gennemresearchede manuskript og Ina-Miriam Rosenbaums udmærkede formidling. Det er ikke nemme sager at forklare, og det lykkes ganske godt – ikke mindst med hjælp fra analogier om naboens mejetærsker, en halvdefekt brødrister og en bakke jordbær.

At det hele er spiffet op med Emil de Waal på trommer og synth, hvilket bidrager fint til tempo- og temperamentsskift, og med lidt video som afveksling, er klart en fordel.

Men det bliver en lang-i-spyttet forestilling, der trods ihærdige forsøg på komiske indfald ikke bliver meget sjovere end et jævnt underholdende foredrag. Til gengæld er det vigtigt debatteater, der efterfølges af aftertalk og debat, som understreger forestillingens primære formål.