★★★★★☆ Vi synger glade med på Meter i sekundet

Stine Pilgaards roman Meter i sekundet har vist sig både slidstærk og transformerbar. Først til filmlærredet, og nu til en underholdende feel good-komedie med kant på Aalborg Teater og Folketeatret. Karla Rosendahl lyser nuanceret i centrum for et vidunderligt charmerende cast sekunderet af en herlig folkemusikkvartet, når vi alle bryder ud i højskolesang – for også “Vi vil i Velling”.

“Vi har levet som påhæng så længe / vi har dinglet os halvvejs ihjel / men hvor er det, vi egentlig skal hænge / sådan spørger vi ofte os selv”.

Melankolien lurer i lyrikken, men som oftest bliver den vendt til handling i Aalborg Teater og Folketeatrets særdeles vellykkede dramatisering af Stine Pilgaards populære og virkelig sjove roman Meter i sekundet om den navnløse hun, der lander i vestjyske Velling som påhæng med baby til kæresten, der har fået job som højskolelærer.

Vi mødes i sproget

Således også i påhængssangen, der går på melodien Når jeg ser et rødt flag smælde, og derfor naturligvis kalder til kamp midt i melankolien.

Jens Christian Lauenstein Led har dramatiseret med charmerende musikalitet, der elegant fletter romanens elementer ind og ud af hinanden. Køretimerne med den ene desperate kørelærer efter den anden. “Du kører ikke godt, men du kører spændende,” siger den sidste. Brevkassen, som den geskæftige højskoleforstander får hende ansat til. Højskolesangene, besøgene i Brugsen og stalkingen af Anders Agger, der sammen med kæresten giver hende tips til at gebærde sig i “de korte sætningers land”.

“Vi vil i Velling,” lyder byens slogan, men for en københavnsk tilflytter er det svært at blive en del af denne vilje blandt de ordknappe vestjyder. Ligeså usynlig er hun på højskolen, hvor de unge, hormonpumpende skriveelever sværmer hårdt for hendes kæreste. “Alle, der skriver, har et behov for at forklare sig,” lyder det tvetydigt fra hende, der også selv lever i sproget.

Med på højskole

Det er en grundlæggende vittig, sproglegende tekst, der generøst folder sig ud i Anastasia Holst Nørlunds veloplagte iscenesættelse og Katrine Gjerdings scenografi, der giver de vindblæste vidder et strejf af surrealistisk horror gennem lyssætning og forvoksede dagplejebørn. Vi er langt ude på heden og dybt inde i det ensomme sind på samme tid.

Og så er vi med på højskole. Jævnlig må sanghæftet frem og salen synger fuldtonet med på Pilgaards beske, vemodige og kærlige vers til kendte toner, når kapelmester Jakob Lindbirk i rollen som musiklærer manende kommanderer “Vintersang uden sne” bag sine tunge brilleglas. Det fungerer overraskende godt, og hele universet trækker tråde til teaterdirektør Mette Wolfs Nørrebro-signatur, men er samtidig helt sit eget.

I centrum står Karla Rosendahls Hun, som hun giver en skøn quirky energi, der trækker alle karakterens nuancer frem. Det fortabte, det nøgterne, det empatiske, det kiksede og det ukuelige livsmod, som både småbarnsforælderen og nytilflytteren kan have brug for i metermål.

Højskolevibes, provinsangst og post-barselsblues

Omkring hende balancerer castet på samme vis folkekomediens iboende eksistentialisme i en moderne variation af byboere, højskoleelever og brevkasseskrivere. Niels Anders Manley som den rare kæreste, men også skøn som stout vestjyde i regnsæt og overdramatisk teenager.

Joachim Bach Rosendal som med-påhæng og selvopfyldt Agger, Rikke Westi stråler som veninde og kroejer Krisser, Ida Mia Appel som den småmopsede, sværmende Emma, Bolette Nørregaard Bang som kørelærer midt i et rygestop, Tom Jensen som old school-kørelærer, der endelig får det til at ske, og Pernille Schrøder som et hav af energiske kvinder, der holder det lille samfund sammen.

Men mere end de enkelte roller er det samspillet og den blæret-rytmiske iscenesættelse, der giver højskolevibes, provinsangst og post-barselsblues for fuld skrue. Meter i sekundet har vist sig både slidstærk og transformerbar. Først til filmlærredet, og nu til en underholdende feel good-forestilling med kant forløst af et skønt cast sekunderet af den herlige folkemusikkvartet. Det er ikke nemt at lave moderne komedie. Det lykkes her.