★★★★☆☆ Amadeus bliver aktuel på grund af sin utroværdige fortæller

Jakob Højlev Jørgensen er ganske forrygende i rollen som komponisten Salieri. På Aalborg Teater leverer han en nuanceret præstation, som dog ikke ændrer på det uundgåelige karaktermord, forestillingen bringer.

”Jeg beder ikke om tilgivelse,” erklærer Jakob Højlev Jørgensens Salieri, mens han med tomme, mørke øjne stirrer ud over publikumsrækkerne. Vi befinder os på dette tidspunkt helt i starten af anden akt af Kim Bjarkes iscenesættelse af Amadeus på Aalborg Teater.

Den førhen så velklædte kejserlige kapelmester er iført et lurvet tæppe og mangler sin nydelige paryk. Ligesom ved forestillingens begyndelse tiltaler han publikum som ”fremtidens spøgelser”, der – før hans nært forestående død – skal kende til hans livshistorie. 

Ren fiktion med en aktuel pointe

Peter Shaffers Amadeus, der senest spillede på Det Kongelige Teater i 2019, er en fiktiv fortælling om, hvad der kunne være sket mellem de to komponister, Antonio Salieri og Wolfgang Amadeus Mozart, i Wien i slutningen af 1700-tallet. De fleste kan nok blive enige om, at Shaffers teaterstykke, der siden dannede grundlag for Milos Formans Oscar-vindende film, på det skammeligste begår karaktermord på Salieri.

Men i Kim Bjarkes bearbejdning og iscenesættelse på Aalborg Teater mindes publikum i lige så høj grad om, at den involverede fortæller ikke nødvendigvis er troværdig. Ikke ulig fortællerne i Idioten og Løgneren er Salieri ganske utroværdig.

Jeppe Ellegaard Marlings Mozart fremstilles som en vulgær dummernik, der konstant kaster om sig med barnlige udbrud og pruttelyde – men som tilfældigvis også er et musikalsk geni. For sig selv – og i publikums påhør – omtaler Salieri Mozarts musik som ”den absolutte skønhed”, mens han med frustration og opgivelse mejslet i alle træk kalder sig selv for ”de middelmådiges skytsengel”. Netop denne tvetydighed formår Jakob Højlev Jørgensen at fremstille lysende klart på scenen.

Enkel scenografi og stærke farver

Gennem Salieris fortællinger lærer vi, hvordan hans livsrejse har sendt ham fra Italien til Wien, hvor han gennem hårdt arbejde – og en vellykket pagt med Gud – er blevet hofkomponist for Kejser Joseph II spillet af Mogens Rex. 

Olav Myrtvedts scenografi benytter sig af enkle elementer, der med stor effekt sænkes ned i det ellers tomme scenerum. Der er draperede døråbninger, åbne rumdelerstrukturer og et flygel på en central plads, hvorfra forestillingens virtuose pianist, komponist og musikalske konsulent, Ramez Mhaanna, indtager rollen som den kejserlige kapelmester Bonno. 

Modsat den sparsomme scenografi er Maria Gyllenhoffs kostumedesign præget af markante silhuetter og stærke farver som blodrød, dueblå og solgul. Måske med lidt symbolik i farvevalget. I hvert fald er Jakob Højlev Jørgensens Salieri klædt fra top til tå i forskellige nuancer af falskhedens gule farve. 

Musikalsk fornøjelse

Der er desuden en vis del humor tilføjet i såvel kostumeudformning som spillestil. I rollen som Salieris unge sangelev er Clara Josephine Manley iført en kjole formet som en kæmpestor bold med en corsage. Og når Østen Borre Simonsen træder ind ved det kejserlige hof som baron van Swieten, har han så megen polstring på brystpartiet, at det næsten ser ud som om, hans hoved er sat omvendt på overkroppen.

Nogle af de mere fjollede påfund bidrager måske ikke i sig selv synderligt til iscenesættelsen. Men fortællingen glider stødt fremad, og det er en sand fornøjelse, hver gang Mozarts musik klinger ud i lokalet – både de indspillede dele og de stykker, som kapelmesteren på medrivende vis spiller live på scenen.

”Musikken er Guds kunstart,” forklarer Salieri os allerede tidligt i forestillingen. Det er da også, udover det fortrinlige portræt af Salieri, de mange musikalske indspark i iscenesættelsen, der får de tre timer til (næsten) at flyve forbi.