Bløde, hvide dyner og leg, der sætter gang i fantasien. Sparrow Dances Pyjamas venner er en sød forestilling, som giver børn blandt publikum lyst til – og mod på – at lege med.
Vi har helt sikkert alle prøvet det. At skulle sove sammen med en god ven, hvor det er meget sjovere at lege end at lægge sig til at sove. Det er udgangspunktet for Sparrow Dances forestilling Pyjamas venner.

Fint koreograferet leg
Iført stribede pyjamasser og omgivet af bløde, hvide dyner tager Rebecca Seward og Esther Wrobel imod publikum. Netop som Esther er ved at præsentere de to, gemmer Rebecca sig under en dyne – og legen begynder.
Langt de fleste af børnene blandt publikum fanger med det samme ideen. De fniser og griner højlydt
Under de hvide dyner forvandles de to dansere til alverdens mærkværdige væsner, der kryber, kravler og tumler omkring over gulvet, mens små pludrende lyde høres. Langt de fleste af børnene blandt publikum fanger med det samme ideen. De fniser og griner højlydt.
Dynevæsnerne forvandler sig igen og igen. Først til en hund, dernæst en ugle og siden et spøgelse, der forskrækker sin ven. ”Hvad er det, de laver, far?” spørger en lille stemme blandt publikum leende. For vi kan jo alle se, at de leger, selvom mor har sagt, at de skal sove.

Forsigtigt medrivende
Tempoet i legen – og koreografien – tager til. Rebecca Seward og Esther Wrobel danser omkring, sjipper i en dyne, slår kolbøtter og vejrmøller, og trækker leende hinanden omkring på en dyne, mens også Camilla Barratt-Dues musikalske kompositioner ændrer karakter.
Med en helt række af børn mellem danserne, forvandles en stor dyne til noget, der ligner et tusindben
Nogle af børnene i salen ser stadig lidt betuttede ud. Som om de ikke helt ved, hvad de skal stille op med de to voksne, der leger med dyner ligesom børn. Men da dynerne mod slut også rykker ud på publikumsrækkerne, og danserne inviterer alle børn og voksne, der har lyst, til at deltage i legen, bløder de fleste forsigtigt op.
Med en helt række af børn mellem danserne, forvandles en stor dyne til noget, der ligner et tusindben, som trisser muntert omkring på scenen, mens musikken stiger i styrke og energi. Netop fordi, der ikke lægges pres på dem, ender det med, at alle børn i salen – og en del af de voksne – befinder sig på dynerne på scenen, hvor de begejstrede deltager i legen. En fin afrunding på en helstøbt teateroplevelse.
Koreografi: Esther Wrobel. Medskabende performer: Kajsa Bohlin. Komponist: Camilla Barratt-Due. Kostumedesign: Camilla Lind.
Medvirkende: Rebecca Seward og Esther Wrobel.
Pyjamas Venner havde premiere i august 2024. Oplevet på Horsens Teaterfestival 2025.



