★★★★☆☆ TECTONIC – fascinerende rejse ind i jordens rytmer

Dansehallerne har premiere på TECTONIC af italienske Mirko Guido, der er huskoreograf på Bora Bora, som forestillingen er skabt i co-produktion med. Vi inviteres ind i en sanseoplevelse af jordens geologiske bevægelser – en soloperformance i et fascinerende univers med lyd, billede og eventyrligt lys.

Mirko Guidos værk er et innovativt bud på en sanselig tilgang til et af naturens mange unikke fænomener – de konstante, men oftest usynlige bevægelser vores verden formes af. Et fascinerende univers af bevægelse, scenografi, lys og lyd, der bidrager til at vække vores sanselighed og nysgerrighed på naturlige fænomener til live.

”Jeg tænker på Jorden som en krop. Den bevæger sig, presser, glider, genskaber sig selv. Vi mærker kun bruddet, jordskælvet, vulkanen. Men hele tiden er der små vibrationer, som former vores liv. Det er smukt. Og det er voldsomt. Det er dét, jeg prøver at fange i dansen.” Sådan siger Mirko Guido i pressemeddelelsen til TECTONIC – dybt optaget af at dele jordens rytmer med os.

Hør Mirko Guido fortælle om forestillingen her.

Menneskelig erosion

Kroppen er gennem hele forestillingen dedikeret til jordens naturlige bevægelse. Guido bevæger sig mellem metalplader på gulvet, som han synes at trække vejret sammen med i skyer af haze. Pladerne hejses op i forskellige tempi, mens han fx ligger på siden og langsomt lægger det ene ben foran det andet på skift, som var de tandhjul, der drejer ham rundt. De tektoniske pladers langsomme bevægelser gjort synlige.

Guido skubber sig op på skuldrene eller folder sig sammen enten i bro eller med bagdelen i vejret overladt til jordens rytme, ligesom tektoniske plader skubbes sammen og skaber nye konturer i landskabet. Andre gange sidder han med strakte ben, som han hæver og sænker med armene. Det har et meditativt udtryk næsten som universelle, yogiske praktikker med fokus på enkelthed og nærvær.

Fredrik Arsæus Nauckhoffs kompositioner beskrives som “elektroniske teksturer og optagelser af den rumlende islandske undergrund.” Musikkens murren tilbyder et indtagende rum af puls, raslen, vandlyde og dunken. Vi fornemmer pladernes skurren mod hinanden. Koreografien ændrer sig med lydsiden til dansende løb og tiltagende brug af armene. Så bliver der pludselig mørkt over publikum.

Skælvende lyskunst

Mørket skærper øjeblikkelig vores sanser. Scenograf Olga Regitze Dyrløv Høeghs elegante univers af bøjelige metalplader bevæger sig i samspil med koreografi, lyd og lys, som alle er kunstnerisk ligestillede bidrag til de tektoniske pladers erosion.

Nu forstår vi også det sirlige ophæng af lamper og projektører, som Thomas Zamolo så innovativt har designet lys til – i en grad så det næsten overtager showet. Lys og tyk haze i orange, grønt, blåt og lilla svøber scenen i filmisk magi. Guidos bevægelser fanges i glimt i forskellige tempi og med spejlinger i gulvet – søgende på vejen mod det næste hvilested, hvor rejsen i jordoverfladen end fører ham hen.

Hvide lyskegler fanger røgen, så det ligner et filmlærred, der viser Guios strakte arme, der svinger i forskellige retninger. Lyskeglerne svinger fra side til side, mens metalpladerne løftes og sænkes til en lyd som rotorblader tilsat stroboskoplys i et fuldskala jordskælv. Intet er stabilt længere i det dybt fascinerende lys, der konstant overraskser med farver, retninger, haze og rytme.

Hør scenograf Olga Regitze Dyrløv Høegh fortælle om værket her.

Kunsten at lytte

TECTONIC er en sanselig dans med geologiske kræfter, der gør os små og sårbare på toppen af jordens skorpe. Guidos solopræstation overgiver sig generøst til naturens kræfter i en menneskelig skala, der forstørrer naturens langsomme rytme og sindige forandring – fra de mindste repetitive bevægelser til voldsomheden, når det endelig går løs.

Det er ikke en koreografi, der gør stort væsen af sig, eller som vil påberåbe sig en særlig stil eller menneskelig tillært teknik – den gør sig snarere til en del af et naturligt flow bestemt af helheden. Forestillingen skriver sig dermed ind i rækken af smukke, regenerative værker, der i disse år, især indenfor dans, ønsker at italesætte menneskets relation til natur og teknologi.

Vi er som mennesker gradvist blevet mere døve overfor den natur, vi selv er en del af. Kunst kan vække vores evne til at genopdage vores sanser og omsorg, når nogen som her har gjort sig umage for at lytte til det, vi andre for længst har glemt.

Se trailer fra forestillingen her.