★★★★☆☆ Florence’s Fantasy – tiltrængt udfordring af omsorgens fortælling

Feernes vinger er tunge i Florence’s Fantasy på Sydhavn Teater. Performancen sammenkobler originalt de eventyrlige væsner med nutidens pres og behov for omsorg og bruger Florence Nightingale som bro mellem de to verdener. Med et fint strøg af karsk humor giver både feer og Florence perspektiv til nutidens selvforståelser.

For anden gang på få dage befinder jeg mig i selskab med feer. Sidst var det i selskab med queer-feerne – de evige hjælpefigurer – i Johan Klint Sandbergs legende-melankolske Feerne på FÅR302. Denne gang er det i selvskab med feer med tungere vinger. Feer, der også spiller en birolle, her i familie med titlens Florence.

At være fe er et kald

Florence med det poetiske efternavn Nightingale fik sit ry under Krimkrigen, hvor hun fungerede som sygeplejerske og satte retningen for fagets udvikling. Hendes konkrete tiltag er debatterede, men hun blev et ikon i samtidens medier og har indiskutabelt betydet en del for ikke bare hygiejnestandarder, men også for opfattelsen af sygepleje som et omsorgskald. “At være fe er et kald,” lyder det således også, da vi står ventende ved en modtagelsesskærm, der præsenterer feernes verden.

Iført florlette, transparente heldragter og blomsterassocierende hovedpynt byder feerne os ind i deres let boblende univers. Små hoppende trin, bløde omfavnende bevægelser. Feer består næsten kun af dug, får vi at vide – om end de af og til fremtræder lidt kluntede og med det samme lader os ane anstrengelsen bag deres blide fremtoning.

Linn Haldrup Lorenzen er den undseeligt-koketterende Florence, der inviterer os til at høre hendes historie omkring køkkenbordet. Der er jo faktisk skrevet bøger om hende. Se selv. Hun trækker os tættere på, men smækker os straks over fingrene, og man fornemmer, at damen vil have sin vilje – og nok har svært ved at være tæt på andre mennesker uden for det professionelle rum.

Holdet bag Florence’s Fantasy mikser således bidder af Florences historie sammen med ordløse visuelle tableauer, dansesekvenser og enkelte kliniske referencer til nutidens omsorgsarbejde. Fx når en sygeplejerske skal flytte en patient rundt kun ved hjælp af et stykke plastic og begges kropsvægt.

Uden feer, intet håb

Sarah Lee Armstrong får med sine rolige bevægelser og det gentagne “1-2-3” skabt en værdig varme omkring Hanna Filomen Mjåvatn, der ligger tilsyneladende lammet hen på det lange spisebord i det septisk-hvide køkken midt i Sydhavn Teaters Anneksscene.

Inden da var hun fuld af liv og bevægede sig rundt i rummet mellem os. Først til lyden af mikroovnens brummen – siden strømmer en mere musikalsk lyd ud fra mobilen i den dybe skål. Koreografien er voldsom, af og til lidt rodet på en anstrengt måde, der prægnant formidler tidens pres og stress, der får mennesket til at knække sammen – fysisk eller mentalt – og kræve omsorg.

“Uden feer, intet håb. Menneskene har brug for feer.” Udsagnet giver mening i denne kontekst, men problematiseres i andre konsekvenser. For hvem skal drage omsorg for feerne? Eller for skuespillere, der presser deres krop ud over kanten i seje arbejdsprocesser? I et dystopisk sort/hvidt setup med røntgenbillede-mimende skærme suger spillerne liv af de orange-glødende vinger, mens de skifter ham og efterlades – måske døende – i det tunge, røgfyldte rum.

Fantasien om en anden vej

I hvert fald ligger Florence-karakteren lit de parade, da vi kaldes tilbage til indgangsrummet. Performeren associerer sit arbejde til Florences som en form for martyrium, men også et arbejde, der skal færdiggøres. Igen guider hun os i en bestemt tone til at lægge en hånd på hende og hjælpe hende det sidste stykke som en sygeplejerske ville gøre, hvis der ikke var andre til stede ved en døende.

Til slut ligger kun vingerne tilbage, og vi skiftes til at mærke deres tyngde og forbløffes på bagkant af den elegante lethed, de tre performere har båret og bevæget denne byrde med. Et skjult åg af det mudrede mix af opofrelse, martyrium og selvopfyldelse.

Gruppen formår således i en ret fragmenteret fortælling, sammensat af meget forskellige elementer, at grave sig ind i temaet fra flere sider og dermed skabe en fortælling, der stritter i mange retninger, men alligevel har en fælles kerne. Florenece’s Fantasy har historien med og siger samtidig noget aktuelt om den tid, vi lever i, hvor vi taler meget om (selv)omsorg, men ikke rigtig praktiserer den på en samfundsforandrende måde. Derfor trænger vi også til, at flere fantaserer om en anden vej.