★★★★★☆ Sigurds rumrejse – musikalsk astrofysikformidling med Sigurd Barrett

Sigurd Barrett fortsætter stilen med formidlende koncepter på tværs af medier, og med Sigurds rumrejse laver han en velskabt, musicallignende forestilling om rummet og dets stjerner og planeter og sorte huller på Louise Schouw Teater.

Velkommen i Sigurds butik. Her kan man købe alt fra bøger til bamser, så hele børneværelset kan fyldes med Sigurds koncepter. Det er oplevelsesøkonomi med stort Ø.

Og det er smart! For jeg er selv af den generation, der stæsede ind til skærmen dengang i 1998, da jeg var 9-10 år gammel, og så Sigurds Bjørnetime på DR. Jeg var nok i den øvre del af målgruppen, men kombinationen af musik og dukketeater fængede mig. Jeg var fan.

Og det er min generations børn åbenbart også. For i pausen under Sigurds rumrejse flokkes de om Sigurd ude i foyeren for at få taget billeder med ham, og flere unger slæber deres pilfinger-bamser med sig rundt i salen.

Barrett lykkes altså med ikke bare at fastholde sit publikum i mere end 25 år, men også at dyrke nye generationer af publikummer op. For en producent er det et ønskescenarie. Og som anmelder må jeg konstatere, at konceptet er klart og tydeligt, og at det virker. Hatten af for dét.

Blærede videobidder

Igennem årene har Sigurd-fænomenet også budt på en række teaterforestillinger, der hver især søgte at gøre børn klogere – for eksempel på danmarkshistorien, græske guder eller H.C. Andersens eventyr. Nu er turen så kommet til det ydre rum. Og Sigurds rumrejse bliver til en musikalsk og visuelt begavet forestilling, der må få Planetariet til at spærre øjnene op.

Vi – og det gælder åbenlyst også de voksne – lærer om lysbølger og lysets hastighed, om kulde og varme, om tyngdekraft og enorme afstande. Vi lærer om exoplaneter, stjernebilleder og vores nabostjerne Proxy Centauri.

Vi forholder os også til mere filosofiske spørgsmål om vores egen eksistens, om rumvæsener og om at kolonisere Mars. Og med hjælp fra nogle blærede videobidder med Andreas Mogensen ombord på den internationale rumstation får forestillingen også et mellemmenneskeligt perspektiv om krig og fred.

Lærerig rumpraktik

Forestillingen efterligner musicalgenren ved at indarbejde en lille, praktisk handling. Her møder vi Luna, der spilles ungt og nysgerrigt af Sandra Bothmann. Hun prøver forgæves at få en erhvervspraktikplads ved noget, der har med rumfart at gøre, men ender med at snige sig ombord i Sigurds rumskib.

Sigurd er nemlig også astronaut, og med sig har han Eskild Dohn, der her går under navnet Einstein, som sin musikspillende medastronaut. Og de skal helt ud til den anden side af Mælkevejen og tilbage igen.

Det buldrer i salen, da rumskibet letter, og ellers går det bare derudad forbi planeter og stjerner igennem galaksen. Undervejs forklarer Sigurd og Einstein om rummet, og det ledsages af sange i alverdens genrer fra disko til tango. Og sangene ledsages af fire unge dansere, der giver musicalideen et koreografisk lag.

Gennemført produktion

Det er langtfra skuespilpræstationerne hos Barrett og Dohn, der skal skrives hjem om. Heldigvis virker det heller ikke til at være en ambition for de to, og det går an. Til gengæld er musikken melodisk, og teksterne er sjove. Og hele forestillingens manuskript er tætpakket med information, så der kommer fuld smæk på formidlingen.

Scenografisk er forestillingen ligetil – nærmest oplagt – men tydeligvis velproduceret. Og kostumerne, der skal forestille klassiske rumdragter, er i store træk også troværdige. Det visuelle lag-på-lag-teknik, hvor der projiceres grafik både på forscenen og bagscenen, giver også en god dybdeeffekt, som man kunne dyrke endnu mere.

Jeg er stadig fan af Sigurd og hans ambitioner om at formidle viden til børn. Men jeg er som anmelder ikke udpræget vild med, når konceptet overskygger kunsten. Balancen er hårfin, men den musikalske kvalitet og astrofysikformidlingen i Sigurds rumrejse løfter forestillingen til at være meget mere end et franchise-produkt.