Kejseren af Portugalien – Louise Alenius skruer op for det tavse

Betty Nansen Teatret har premiere på Kejseren af Portugalien efter Selma Lagerlöfs roman af samme navn. Instruktør Elisa Kragerup og komponist Louise Alenius udforsker værkets tema om psykisk sygdom. Vi har talt med Louise Alenius om kunstens evne til at give samfundets overhørte stemmer volumen – og dermed bidrage til en vigtig samfundsdebat.

På Edisonscenen sættes der lup på landsbysamfundet og en fars store sorg, da datteren flytter væk. Tabet gør ham sindssyg, og han skaber sit eget univers som Kejseren af Portugalien. Louise Alenius har skabt musikken, der fremføres af otte sangere fra vokalensemblet ÆTLA. Maria Rossing spiller kejseren og alle de andre 25 roller som folk i landsbyen.

“Vi har talt sammen i otte år om den her roman – dramatikeren, instruktøren, scenografen og jeg. Det er den længste, faglige samtale, jeg har haft. Der er sket rigtig meget med samtalen, siden vi startede, fordi samfundet ændrer sig. Det er det, der er så fedt med universelle problematikker, der aldrig stopper. Vi kan lave et nedslag, men samtalen fortsætter. Vi smider noget ind i en samtale, der allerede er i gang. Sådan kan jeg godt lide at se kunsten,” fortæller Louise Alenius, da vi synker ned i to dybe lænestole på en travl cafe på Frederiksberg.

Er det sundt at være normal?

“Vores greb har et stort fokus på landsbyen og på landsbyens syn på det menneske, som ikke passer ind. Hvordan varetager en gruppe det normafvigende? Gribes det, fraskrives det eller rummes det? Et andet spor handler om, det der sker med Jan, der bliver til kejseren. Hvad er det egentlig for en transformation han gennemgår?

Vores fællesnævner er at stille spørgsmål ved, hvad der er normalt, og hvad der er sundt, og det synes jeg netop, Jan som karakter adresserer. Da han bliver syg, kommer han meget mere i kontakt med naturen og kunsten – nogle af de ting, vi efterhånden taler meget om, vi mennesker skal mere i kontakt med. Der har han nogle særlige evner som et sansende menneske, mens den kontrollerede, hierarkiske verden, vi har bygget op, måske ikke er så sund.

Jans rolle i landsbyen minder os om en anden måde at være i verden på, end det vi normalt betragter hinanden igennem hver eneste dag. I mit musikalske koncept folder vanviddet sig ud hos Jan, fordi han er enormt presset og i sorg over, datteren er rejst. Vi kan imidlertid alle sammen gå til grunde under særlige omstændigheder, og det synes jeg er vigtigt at italesætte gennem musikken,” siger Louise Alenius.

Fra ord til sanselighed

Kejseren fra Portugalien har ekstremt mange ord – og en enkelt skuespiller, Maria Rossing, spiller alle 25 roller i landsbyen: “Udgangspunktet var at skrive historien fra landsbyens perspektiv, og det ligger rigtig meget hos dramatiker Tom Silkeberg. Ideen om, at man skriver mere loyalt med flokken er virkelig interessant og bliver ekstremt dialogbaseret.”

“Det er vildt krævende for Maria, men igen også for publikum. I starten bruger man mange kræfter på at forstå forestillingens nuancer og de forskellige karakterer, som Maria og Elisa har bygget op. Det er noget med at finde bitte små greb og skabe kontraster, hvor en har et tic i ansigtet, en har løftede øjenbryn, og en ryster lidt på hænderne, så man ved, det er en anden person.

I Selma Lagerlöfs roman er der mange beskrivelser. I Toms tekst (dramatiker red.) er der næsten kun dialog. Det er det, som skaber hele karakterer hos os og er en anden vej at gå end Lagerløfs præcise malede portrætter,” fortæller Louise Alenius. Hun understreger, det er fint, man ikke altid forstår, hvilken rolle, der er aktiv. “Man forstår det umiddelbart gennem kroppene og stemningerne – i Marias virtuose skuespil og de truende toner, og det er netop det kunsten kan. Vi får en fornemmelse af noget, som vi ikke er helt bevidste om, men tydeligt kan mærke.

Man kan egentlig manipulere meget gennem musik, og på et tidspunkt begynder det at blive vigtigere at give sig hen til noget andet, som i højere grad repræsenteres gennem musikken og lyset. Det hele vokser og bliver sløret i udtrykket med større rummelighed og fantasi,” fortæller Louise Alenius indlevende.

Et korthus i balance

En klassiker kan dermed trækkes i mange retninger af fortællinger og ideologier:

“I vores version får man meget lidt hjælp, men omvendt er der en skærpelse, der gør, at man forstår det, når det er vigtigt. Og når det er ligegyldigt at forstå, kan man give slip og bare lade karaktererne være en landsby. Jeg finder plads i et rum tæt pakket med ord og spørger, hvad musikken kan, når du har en skuespiller, som repræsenterer hele byen. Det maxer helt ud – og så gør jeg det modsatte for at skabe balance. Der er musik fra start til slut i forestillingen, men de første 3/4 af forestillingen er den ekstremt minimalistisk,” siger Louise Alenius.

Ida Grarups scenografi er tilsvarende minimalistisk: “Den er utroligt smuk med meget tydelige rum, der også kan bryde klicheer ned. På den måde kan vi hele tiden trække historien med op til nutiden. Kunsten bliver en samlende kraft, der ender med at forløse både smerten og kærligheden,” fortæller Louise Alenius.

“Denne minimalistiske forestilling er som et korthus, der skal kunne stå. Vi kalder det et klodsmajorspil, for der er kun det mest nødvendige på scenen. Vi fjerner hele tiden elementer, indtil det styrter – og så sætter vi noget tilbage. Hvor langt kan vi gå, hvor radiale kan vi være, hvor publikum stadig forstår situationen?

Tonen G for galskab

Helt konkret handler musikken de første 55 minutter om én enkelt tone, som alle otte sangere i vokalensemblet ÆTLA synger. Af tekniske grunde blev det tonen G – sidenhen døbt “G for galskab”. Det er meget krævende, fordi sangerne skal holde den i 90-100 minutter, uanset stemmetype. Derefter skal de falde direkte ind i en 15 minutter lang korsats til stor forløsning. Louise Alenius uddyber:

“Tonen repræsenterer potentialet for at gå ud af en tangent, set med samfundets normer. Med denne ene tone bruger jeg klang, volumen og intensitet til at illustrere, at vanviddet altid er potentielt til stede i hvert eneste menneske. Det er i høj grad sangernes fysiske fremtræden, der kommer til udtryk i den ene tone. De er aldrig i karakter, men er meget fysiske i det minimalistiske.” Samtidig kræver også musikken og tonen meget af publikum:

“Det har en dobbelthed, fordi man er nødt til at skærpe sine egne sanser for at opleve de udsving i tonen, som netop er det, Jan gennemgår. Når udsvingene så kommer, virker de enormt kraftfulde, selvom de er bittesmå. Jan har en intens fornemmelse af naturen, skønheden, lyset og musikken, som han fornemmer meget kraftigere end alle naboerne i landsbyen. Så musikkens enkelthed er også et forsøg på at give publikum den skærpede sans, som Jan oplever i romanen.

Jeg synes, det er vildt fantastisk, at han kan høre noget, vi andre ikke kan. Er det en særlig gave eller et problem? Det skal vi blive ved med at stille spørgsmålstegn ved. Altså om tossen bare er tosset,” understreger Louise Alenius og fortæller, at hun er vildt imponeret af ÆTLA:”De er gode til at blive instrueret, være på en scene og lære udenad. Og så er de helt utroligt dygtige sangere. Så meget af musikken har jeg lavet på dem og formet på scenerne, og det er jo mega fedt,” siger hun begejstret.

Musikken i spektrum

“Jeg elsker partituret, men det er også fedt engang imellem at kunne frigøre sig fra det, så jeg kan arbejde i begge verdener og have et større musikalsk frirum sammen med instruktøren. Den ekstremt simple og enkle en-tone-komposition udvikler sig meget langsomt tilført musikalske greb. Fx begynder tonen at vibrere i forskellige grader alt efter, hvor tæt man er på Jans vanvid, og hvor meget sygdommen tager over. De forskellige greb kan strækkes for at vise, at sygdom foregår på et spektrum,” understreger Louise Alenius.

Hun plukker fx også fra forestillingens afsluttende korsats undervejs, så man lige så stille præsenteres for det, man skal høre i slutningen “som små dråber ned i Jans monotone, grå hverdag.” Dermed udviskes grænserne mellem det normale og det afvigende. Det er er tydeligt, at Jan har fået en stor plads i komponistens hjerte, og at hun taler hans – og vores alles sag for at understrege en pointe:

“Det skal ikke være så tydeligt, at her er en tosse, og her er en normal. Det synes jeg er virkelig uspændende. Tonen peger på et spektrum af sygdom, hvor man ryger så meget ud ad en tangent, så man ikke passer ind. Det kan ske for os alle sammen, og her følger vi den udvikling i tonens volumen og klang. Der kommer noget truende i denne her tone til en kropslig panik og angst.”

Louise Alenius’ musik skildrer dermed også noget, der tales meget om i dag – at diagnoser findes på et spektrum: “Spektrum nedbryder grænserne mellem syg og rask. I stedet kan man være på et spektrum for narcissisme, ADHD eller autisme. Alle de diagnoser, vi taler så meget om. Jeg synes, det er enormt befriende at se det som en spektrum-ting.”

Samfundets pres

Louise Alenius mener dermed, Selma Lagerlöfs roman også taler ind i, at det kunne være gået anderledes for Jan, hvis han ikke var blevet så presset – et samfundssyn:

“Det handler om, at man både kender sig selv og sine medmennesker. Hvad hvis omstændighederne havde været anderledes? Og ville det være gået anderledes for et andet menneske? Det synes jeg er interessant. En tænkning om, at det ikke kun er det enkelte menneskes skyld eller ansvar. Det er også vores fælles ansvar at være bevidste om, hvornår noget er ved at blive for tight hos ens nærmeste, der begynder at reagere så uhensigtsmæssigt, at de bliver syge af det.

Man kan kigge på sit eget nærmiljø eller sig selv og prøve at fjerne de ting, der presser en for at kunne være til stede i verden på en mere harmonisk måde. Den samtale vi har om psykisk lidelse i dag handler ofte om pres på mennesker, fordi verden skaber sygdom ved at være for hård. Det er svært at være en god borger, når man er under så ekstremt pres, at folk vælter og bliver syge og stressede. Det er interessant at flytte perspektivet fra den enkelte til det strukturelle,” anfører Louise Alenius.

I det aktuelle værk, og i værker som Silent Zone, Manualen og Stille Slag, har hun foretaget en stor undersøgelse forud for værket, hvor hun prøver at finde nogle stemmer, der normalt ikke får meget plads. Dem tager hun ind og giver volumen.

Smider noget ind i samtalen

“Jeg tror bare, jeg er personligt optaget af at finde noget, som jeg ikke har hørt før? Eller af at illustrere noget, som jeg først finder undervejs, og som jeg ikke vidste i forvejen. Når man går ind i en undersøgelse, får man jo svar, man ikke kunne regne ud på forhånd. De mønstre er vildt interessante, og det giver god mening at præsentere dem lidt skarpere i vores meget hurtige og firkantede verden.

Jeg kan sjældent lide den måde musik bruges på i teater og bliver ofte generet, når det starter og slutter, fordi det er et brud med den illusion, jeg netop har fundet ro i. Jeg kan lide at bruge musikken på andre måder. I denne forestilling synes jeg, det var interessant at nedbryde grænsen mellem musik og ikke musik ved at lade tonen ligge i rummet konstant,” siger Louise Alenius.

“Min inspiration kommer af at være i verden, af mennesker jeg kender eller møder. Jeg er hele tiden i gang med at forstå. Og pludselig kan jeg bruge et eller andet, jeg har oplevet for 10 år siden. Sådan tror jeg egentlig mange, der laver kunst, arbejder – det med hele tiden at være i kontakt med noget, man ikke helt kan regne ud. Det er sjovt at lave kunst, når jeg oplever, det er forbundet med verden.”