★★★★★☆ Byen fortæller kærlighedshistorien i den mangestemmige Kejseren af Portugalien

Elisa Kragerups sidste iscenesættelse som kunstnerisk leder af Betty Nansen Teatret er den legende, rørende og meget helstøbte Kejseren af Portugalien, der spiller på anneksscenen Edison. Forestillingen illustrerer på bedste vis Kragerups kunstneriske vision om samskabelse, hvor scenografi og komposition integreres med Maria Rossings mange karakterer i en fuldendt mangestemmig kærlighedsfortælling.

Less is more. Det gælder på alle parametre i Betty Nansen Teatrets fortolkning af Selma Lagerlöfs inderligt sorgdryppende, men efter sigende også ganske folkloristiske roman Kejseren af Portugalien (1914).

Less is more med en setting af douche jordfarvet minimalisme. Med en komposition så fragil, og dog så præsent formidlet af koret ÆTLA. Med en sprudlende sikker og sanselig solopræstation af Maria Rossing. Ja, Elisa Kragerups iscenesættelse er måske det eneste, der af og til lader det muntre flyde frit i kulørt retning.

En kærlighedshistorie

Det er en historie om kærlighed. Om at elske så inderligt, at tabet synes uoverkommeligt og må transformere sig til en parallel virkelighed. Men det er også en fortælling om byen. Det er en by, der fortæller. En fortælling af stemmer, der tilsammen danner en by. En by, der – modsat byen i Peer Hultbergs Byen og Verden, der anvender et lignende fortællegreb – nok kan sladre, men også en by, der rummer sine originaler og diktatorer.

Men først er kærligheden ren og solbeskinnet. Den fattige bonde Jan får sin datter Klara Fina i armene og gennemstrømmes af fylde, af kærlighedsmening, der varmer som den sol, han viser hende til. Maria Rossings Jan formelig stråler af glæde med hånden på det hjerte, der aldrig har banket så hårdt for nogen eller noget før.

Men ak, datteren vokser op og forlader den lille by for at tjene penge i Stockholm. Penge, der skal betale den gæld, familien har til den nye, brutale herremand, som også lider en sørgelig skæbne i fortællingens løb. Allerede i scene to står Jan derfor på kajen og spejder efter det skib, der sejlede bort med Klara Fina. Siden venter han på de skibe, han håber på, vil bringe hende tilbage.

I længselsdalen

Men hun kommer ikke, og Maria Rossings Jan bliver gradvist mere og mere forkrampet i sin længsel. Om ham ligger en enkelt, vedholdende tone, der sætter tiden i stå og skaber et evigt rum af savn. Et savn, der ikke bliver mindre, da den lokale rigsdagsmand efter et par måneder bringer Jan og konen Kattrina penge til at dække gælden fra Klara.

Det eneste, forældrene ønsker, er, at hun selv kommer tilbage. Men der kommer end ikke et brev. I byen bobler snakken. En har set Klara Fina i sin røde silkekjole i Stockholm. Andre har mere direkte bud på hendes fald i den store by. Der kagles og rafles, der lyses velsignelser og faldbydes varer i en uendelig kæde af den småsnak, der binder en by sammen. Maria Rossing skifter karakter med lynets hast. Med et bøj i lænden, en hånd gennem håret, en dialekt, et temposkift tegner hun snart den ene, snart den anden af byens borgere op for os.

Tidligt prøver en af landsbyens tosser at nærme sig Jans sorg med det sjælsrivende “Nu er du i længselsdalen”. Hun giver ham stjerner til, “når den tid kommer”. Snart derefter slår sorgen om i en form for håbefuld galskab. Jan bliver til Kejseren af Portugalien, der med værdighed glæder sig til datterens tilbagekomst. Det skal vare mange år, før hun kommer, og det bliver ikke et lykkeligt møde med den far, der elsker hende højere end alt. Hun frastødes af hans galskab og forstår for sent kærlighedens fylde.

Fortællingens mange stemmer

Jeg har ikke læst romanen, og kan derfor ikke vide, hvordan den dramatiske beskæring har været. Men Kejseren af Portugalien fungerer som scenekunst i egen ret. Stærkt båret af Maria Rossing, der ikke bare leverer den lidt fortærskede betegnelse “en pragtpræstation”, men virkelig formår at bringe de små nuancer frem i hver enkelt karakter. Måske kammer det enkelte gange over i folkekomedie, men den tone er på den anden side heller ikke ude af takt med Lagelöfs egen præ-postmoderne måde at blande stil- og genreelementer på.

Forestillingen er en del af konceptet Betty Udvikler. I dette tilfælde har konceptet taget afsæt i kollektiv karakterrepræsentation, der altså har ført til valget af en enkelt – storslået – skuespiller. Men hun er er jo netop ikke alene. Hun omgives af et visuelt og lydligt univers, der taler med i fortællingens mange stemmer.

Ida Grarup gør pasteller ud af elementernes farver, men lader jorden stå brun i den lille firkant, karaktererne bevæger sig. Den jord, der til sidst opsluger Jan og Kattrina, og samtidig løfter dem op i et stærkt billede, der spejler himmel og jord.

Louise Alenius går næsten videre i sin minimalistiske komposition, der tør lade en tone vare, for siden at dryppe dyrelyde, vinden og sorgens susen og skærende ubehagelige dissonanser for først til slut at lade sproget tale med: “Nu forstår du”. Kor og scenografi gør sammen med Maria Rossing Kejseren af Portugalien til et legende, rørende og meget helstøbt værk.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med komponist Louise Alenius