★★★★★☆ AI Know You – Kompromisløst…og godt?

Evigt afsøgende Tue Biering står i spidsen for en co-produktion mellem fix+foxy og Odense Teater. AI Know You er en sær bastard mellem en teaterforestilling, et gameshow fra 90erne og et stort anlagt bluffnummer. Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal mene om det, men ligegyldigt er det i hvert fald ikke!

Det hele virker lidt foruroligende, og det er velsagtens også hensigten. Det er første gang nogensinde, at jeg er blevet bedt om at holde min telefon tændt under en forestilling, men AI Know You har tænkt sig at bruge vores data, hvilket vi bliver gjort opmærksom på i den mail, der bekræfter billetreservationen. Vi bliver bedt om at give samtykke. Det skal nok blive hyggeligt, det her.

Gad vide, hvem der egentlig kender mig bedst? Mig selv eller algoritmerne?

Smil, du er på!

Et kamera filmer publikum fra start til tæppefald, og hele herligheden bliver streamet live på en storskærm. Skuespiller Kristoffer Helmuth byder os velkommen, og i samfulde af de følgende 90 minutter er jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt han er i spil, eller om han optræder som sig selv. Det er hans sidste forestilling efter ti år i teatrets ensemble, og hvor er han dog indtagende med sit milde væsen og sin karakteristiske diktion, her som den store illusionist i et dystopisk quizformat.

Nicolaj Spangaas simple scenografi består primært af en skærm, en hyppigt anvendt printer og et simpelt møblement. I samspil med Mathilde Hyttels kliniske lysdesign og Erik Christoffersens ildevarslende lydtæppe er stemningen omtrent lige så hyggelig som en rektalundersøgelse, hvor lægen forsøger at lette stemningen med små, kække bemærkninger – jeg ved, hvad jeg taler om.

Publikum svarer løbende på forskellige spørgsmål via deres telefoner, og besvarelserne projiceres op på skærmen som en slags scenisk Kahoot!. Svarene bruges – så vidt jeg ved – dynamisk i forestillingen, og vi får illusionen af, at det hele er skræddersyet til os.

Fejl er en del af pakken

Publikum tager del i løjerne. Drypvist stiller de velvillige mennesker deres ansigt og relativt ømfindtlige detaljer om deres liv til skue for resten af salen. Først er det sjovt, men som forestillingen skrider frem, bliver det mere og mere ubehageligt.

Der er helt afgjort ting, der ikke virker. De små intermezzi med riverdance, Hamlet og lignende kunne jeg sagtens have været foruden. Både pointe og fremførelse fremstår fladpandet. En enkelt gang er det decideret tåkrummende. I den scene falder det helt fra hinanden.

Jeg er fuld af beundring for Tue Bierings kompromisløse stil. En stil, der ofte er nemmere at beskrive end bedømme. Jeg har kæmpe respekt for, at hans forestillinger ofte stiller store krav til publikum. AI Know You er bestemt ingen undtagelse. Men når man tager chancer, tager man indimellem også fejl. Det er en del af pakken, og den præmis accepterer jeg til fulde.

Jeg er helt rundt på gulvet

AI Know You er vist det, man på nydansk ville kalde et mind fuck. Min ledsager og jeg ser vantro på hinanden og aner ikke, hvad der lige er overgået os. Jeg mindes ikke at have været så meget i tvivl om, hvordan jeg skulle bedømme en forestilling.

På vej hjem i toget træffer jeg den beslutning, at jeg ikke vil give forestillingen tre eller fire stjerner, for det er ikke en forestilling i midterfeltet. Så er den til to stjerner? Er den til fem? Jeg aner det virkelig ikke.

Jeg er fristet af to, for der er meget, der ikke spiller. Og kan jeg overhovedet lide den markante slutning? Kan jeg på den anden side give en negativ anmeldelse af noget, der tydeligvis påvirker mig så meget og sætter så mange tanker i gang?

Jeg er helt rundt på gulvet, men det synes jeg faktisk er en kvalitet i sig selv. Tak skæbne for, at ikke alle forestillinger er som denne, men ligeledes tak for, at der findes få, der er.