★★★☆☆☆ Rigoletto – Verdi-loyalitet, man ikke slår sig på

Det Kongelige Teater leverer i samarbejde med Kungliga Operan en Verdi-loyal opsætning af Rigoletto, hvor forbandelsen tydeligt kan høres, men aldrig for alvor gør ondt.

Man står over for en velkendt fælde, når man opsætter Rigoletto. På den ene side er operaen spækket med melodier, der nærmest passer sig selv – ikke mindst den reklameudhu­lede La donna è mobile, som nemt kan sælge både billetter og frysepizza. På den anden side rummer værket en række figurfremstillinger, der i dag skurrer markant.

Det gælder især titelrollen. I Verdis oprindelige udgave – baseret på et drama af Victor Hugo – er Rigoletto en pukkelrygget hofnar, hvis sociale udstødelse er uløseligt knyttet til hans kropslige deformitet. En konstruktion, der med nutidens blik ikke bare virker forældet, men problematisk.

I de fleste moderne opsætninger løses problemet ved en kosmetisk manøvre: Rigolettos pukkel fjernes, og narrekostumet udskiftes. Det gælder også Sophia Adrian Jupithers iscenesættelse, der prioriterer det psykologisk fortættede drama over prangende sceniske virkemidler. Men til trods for det psykologiske fokus i Jupithers tolkning udebliver en nuanceret indsigt i de perversioner, der producerer Rigolettos marginalisering.  

Forbandet opera

Det er en forbandelse – La maledizione, Verdis oprindelige arbejdstitel til operaen – der driver dramaet frem. Før den konkret udsiges og rettes mod den afmægtige Rigoletto, sunget af barytonen Alfredo Daza, og hans misogyne arbejdsgiver, hertugen af Mantova, sunget af tenoren Galeano Salas, har den allerede sneget sig ind på publikum.

I ouverturen anes den allerede i trompetens sørgmodige molklang. De formindskede, dissonerende akkorder, der opsluger trompeten, varsler en disharmonisk verdensorden og den tragiske skæbne, titelrollen og hans uskyldsrene datter Gilda er bundet til.

I første akt bliver Hertugen effektivt etableret som herskesyg og rapkæftet, idet han spankulerer rundt på bordene til sit eget gilde, og i Questo o quella lystigt synger om kvinder, han ubesværet vælger og vrager. Magtliderligheden er til at tage og føle på, når han – som en mafiøs alfahan – tvinger to uskyldige unge kvinder til at kysse hinanden.

Det er samfundets skyld

Gildet er iscenesat med et grotesk helvedesmotiv som bagtæppe: Hieronymus Boschs mareridtsagtige Kristus i dødsriget fra omkring 1575. Centralt i billedet ses en fedladen torso, hvis opskårne mave gaber som en indgang til helvede, fyldt med forpinte sjæle.

Motivet understreger værkets gotiske grundtone. Man kan indledningsvis le ad magthavernes perversiteter, men latteren forstummer, efterhånden som den lystige leg afslører sin sociale slagside og glider over i en skyggefuld og indespærret tristesse.

De moralske tømmermænd rammer i anden akt, hvor gildesalen nu står hærget af gårsdagens udskejelser. Pludselig går det op for det masochistiske samfund – repræsenteret af mandskoret – hvad de egentlig udsætter Rigoletto for, og den absurd grove mobning udløser en bidende, kollektiv skam.

Overforsigtig Verdi-loyalitet

Verdis intrige forbliver intakt i Jupithers temmelig forsigtige bud på den populære opera. Men Rigoletto bliver ikke nødvendigvis mindre karikeret alene ved løsrive ham fra hofnaridentiteten. I stedet gøres han i Jupithers opsætning til omdrejningspunkt for en fortærsket skildring af en far-datter-kærlighed, iscenesat i sidste scene som det eneste snehvide lys i en mørk verden.

Er der ikke også noget lige så sadistisk over den måde, Rigoletto projicerer sorgen over sin afdøde hustru over i kontrol og indespærring af sin datter? Findes der i forlægget ikke åbninger som kunne tegne både Rigoletto og hans datter Gilda, som noget andet end rene ofre for et uretfærdigt magtregime?

Når Jupither afholder sig fra at sætte et markant præg på Det Kongelige Teaters Rigoletto nr. 204, hviler det i høj grad på sangerne og Det Kongelige Kapel at gøre operaen til en sindsoprivende oplevelse. Heldigvis løfter de opgaven. Clara Cecilie Thomsen veksler i Gildas populære koloraturarie Caro nome elegant mellem dramatisk tyngde og lyrisk lethed, Galeano Salas leverer overlegent og nonchelant La donna é mobile – med teatersmøg i hånden – og Alfredo Daza formidler overbevisende Rigolettos indestængte følelseshav med en brusende intensitet.

En sikker, men tilbageholdende Rigoletto, man bestemt ikke slår sig på. Men opera skal gøre ondt, før den gør godt.