★★☆☆☆☆ 4.48 Psykose – lang digtoplæsning i smuk kunstinstallation

Glad Teaters og Sort/Hvids opsætning af Sarah Kanes ikoniske, men ikke særligt iscenesættelsesvenlige stykke,4.48 Psykose, giver den gas på symbolik, men mangler karakterskildring. Det bliver psykosen fremfor mennesket, der får stemme – og det bliver lidt et poetisk navlepilleri.

Sarah Kanes tekst er jo som den er. Men trods dens status som en af verdens mest ikoniske stykker, vil jeg vove at sige, at jeg ikke finder den særligt iscenesættelsesvenlig. Det skyldes i høj grad dens lyriske fremfor dramatiske karakter. Det er også en udfordring i instruktør Jesper Michelsens opsætning, hvor teksten kører i sit eget spor, uden at jeg mærker mennesket der siger den højt.

Klokkeslættet 4.48 er tiden, hvor psykosen stopper og klarheden kommer på besøg. Det er svært at se i Anne Reumerts skildring af kvinden, der ikke er konsekvent i sine psykotiske og emotionelle skift. Og de andre spillere, udstyret med hver deres dyremaske, bliver mere en del af et scenisk univers, fremfor egentlige medspillere.

Dødens uundgåelighed

Scenograf Lise Marie Birch sætter 4.48 Psykose ind i et scenisk univers, der mikser en kirkegård med mytiske og åndelige elementer, som både jord, vand og ild – og det er egentlig ret forfriskende. Døden bliver uundgåelig i denne fortælling, for kvinden har ikke længere stemme, hun er død. Tilbage er kun psykosen. En fin måde at inddrage Sarah Kane og hendes selvmord – kort efter værkets færdiggørelse – i iscenesættelsen.  

Ligeledes brugen af farven rød. Farven for lidenskab, begær, energi, blod og krig. En farve, der træder frem og dominerer, ligesom psykosen gør for kvinden. Det er ganske godt set, fremfor den hvide og sterile farve, som ofte kendetegner scenografier, der beskæftiger sig med temaet psykisk sygdom.

At psykosen er temperamentsfuld, utilregnelig og lige så fysisk som psykisk bliver fint skildret. Både med brug af farve og i Mie Mona Jakobsen Nielsens lysdesign, som veksler fra det bløde og rolige til det iltre og voldsomme.

Symbolik for fuldt smadder

Glad Teaters ensembleskuespillere, Andreas Flodin Pedersen, Janick Pihl Nielsen og Michele Rasmussen, agerer hver deres dyrefigur, hhv. en krage, en hjort og en hare i den psykotiske kvindes univers. I den kristne kunst er hjorten et symbol på menneskesjælen, der søger sit guddommelige ophav. Og det er da også denne figur, der træder frem, når kvinden taler om sin frelsende læge.

Kragen symboliserer evnen til at manipulere de fysiske love og gå ud over illusionen om, hvad der i denne dimension er rigtigt og forkert, godt eller dårligt. Og haren er oftest forbundet med irrationel frygt eller angst.

Hele det sceniske univers bliver dermed meget symbolsk sammen med farven rød og elementerne af jord, på gulvet, vand – eller måske nærmere blod – der render ned ad væggene til lyden af ild, der brænder kvinden op. Det skaber bestemt nogle smukke billeder, men forbliver en baggrund til den tekstlige fremstilling, der mest minder om en digtoplæsning i en smuk kunstinstallation.

I fysikken mærker jeg jer

Forestillingen rummer dog fysiske og musikalske elementer, hvor spillere, scenografi, lys og lyd taler sammen og bliver en helhed. Da kvinden accepterer at komme på medicin, ændres hele hendes univers sig til et psykedelisk technoshow.

Her forvandles hun selv til et forsøgsdyr, mens en læges mekaniske stemme observerer hendes reaktioner. Det bliver på én gang dyrisk og rituelt, og jeg mærker endelig et udmattet menneske.

Desværre balancerer de fysiske elementer dårligt med lange sekvenser af ren monolog. Jeg taber interessen for teksten og begynder at sidde uroligt på stolen hen imod slutningen, som føles som en uendelig lang talestrøm af ord, vi allerede har været igennem.