★★★☆☆☆ CULT svinger den bloddryppende kniv – og vi er vidner til udåden

Det særegne og meget underholdende finske performancekollektiv Glitcher er tilbage og har denne gang co-produceret et sekt-bodyhorrorgys sammen med Teater FÅR302. Det er blodigt og intimiderende på den gode Glitchermåde, men bliver denne gang lidt forudsigeligt og 1:1 virkelighedsnært.

“Velkommen i menigheden,” siger den barfodede Jesuskarakter og borer sit varme blik ind i mit. Hans proselytter venter længere inde i FÅR302’s lille scenerum, der i Cult er omskabt til en form for kapel. Siggi Óli Pálmasons stilsikre hånd rammer den brun-beige palet rent, mens det twistede kors og den uhyggelige ikon bag alteret straks får os på vagt over for disse ellers så velmenende disciple.

Miraklet er sket igen

Rummet er fyldt med ånd og åndedrag, som vi først projicerer mod Martin Pauls Larry. Han kæmper med stor nervøsitet – og en endnu større hænge-skovsnegl på overlæben – men får dog stavet sig igennem teksten i Lukasevangeliet om Gabriels besøg hos Maria.

Teksten er ikke tilfældig, for vores åndelige vejleder med det manende blik og den milde røst, spillet af Joel Forsbacka, er ingen andre end ærkeenglen Gabriels menneskelige inkarnation. Født ved jomfrufødsel af Giselle (Charlotte Elizabeth Munksgaard), den gustne kvinde på ikonet. Miraklet er altså indtruffet igen her langt ude på Herrens mark i fætter Larry og fru Deborahs lade. Og minsandten om det ikke skal til at ske på ny, for den fjerde i menigheden er den højgravide teenager Tabatha spillet af Emelie Zilliacus.

Man kan og skal nok stille spørgsmål til den jomfrufødsel, men vi lægger troligt hånd på den gravide mave, inden vi stemmer i på hymnen, Salme 5. Josefine Fris undseelige Deborah har sin første stjernestund ved klaveret med sin falset-orgastiske ledelse af sangen. Hun skal snart få en anden og mere blodig rolle at udføre.

Et blodigt barselsleje

For selvfølgelig er der slanger også i dette (tvivlsomme) Paradis, hvor Gabriels varme stemme kan slå om i rå nedgørelse på et splitsekund. Orden kan kun opretholdes, hvis menigheden holdes isoleret fra resten af verden – og nogen har gemt en telefonbog bag affaldsspandene.

En bekendelse udløser panik og sætter gang i et blodigt barselsleje. Ve os, der sidder på første række, når Deborah svinger den forløsende kniv. Det er bodyhorror af klammeste slags, creepy med lige dele voldsovergreb og akavet komik.

Teater FÅR302 har skabt Cult sammen med det finske kollektiv Glitcher, og får også sat et lille, men signifikant FÅR-præg på forestillingen. Nemlig i slutningens absurde pantomime-mirakel, hvor nekrofili, incest og masseselvmord føjes til menighedens excesser.

Fortællingens syge univers

Tydeligst bæres Cult dog af Glitchers særlige evne til at drive popkulturens udtryk til ekstremer, som vi sidst så i 2023, hvor de gæstede FÅR302 med The Porn Horror Musical. Cult bruger mange af de samme greb og spiller igen på at gøre os til medvidere, vidner til de overgreb, der foregår på scenen – ligesom de finder sted i virkeligheden.

Det er fascinerende at være vidne til, for de fire spillere formår at skabe kontakten, selvom de fremstår vanvittige på hver deres arketypiske måde i fortællingens syge univers. Det fungerer dog, trods virkelig præcise karakterer og gode chokeffekter, samlet set ikke helt så godt som i pornoforestillingen.

Måske fordi det er svært at se, hvad forestillingen lægger til temaet. Det er megaklamt at skære en baby ud af den unge piges krop. Men det er mindst lige så uhyggeligt at høre om rigtige sekter som Jonestownsekten, der begik kollektivt selvmord i 1978 – eller for den sags skyld mere aktuelle radikaliseringskulturer.

Jeg går ok underholdt fra Cult, men bliver ikke rigtig konfronteret af et radikalt perspektiv eller overraskende fortællestrukturer, som jeg oplevede med finnernes vilde tag på overgrebs- og pornokulturen.

LÆS OGSÅ: ★★★★☆☆ The Porn Horror Musical – popkulturens rammesætning af fantasier