★★★☆☆☆ Mandebilleder – underholdende, men ikke særligt udfordrende take på stereotype kønsroller

Aveny- T’s forestilling Mandebilleder dykker ned i vores fordomme om mænd og kvinders følelsesliv. Til trods for gode pointer og morsomme, om end forholdsvis flade karakterer, ender forestillingen som en rodet parodi på både business og køn. 

”Køn er den bedste markedsføringsstrategi.” Sådan lyder det fra Alex, der er CEO i ClearFeel – en ny virksomhed, der producerer læbestifter, som kan få mænd til at tale om deres følelser. Karakteren Alex spilles af Freja Kirk og er den af de fire kvindelige karakterer med den mest maskuline energi, og den der, i forestillingens slutning, ender med at sidde tungt i chefstolen.

For man kan åbenbart ikke lave business ud fra følelser og bløde, feminine værdier, konkluderer forestillingen, der er skrevet af Sofie Diemer og instrueret af Mathias Broe, til slut.  

Novo Nordisk møder The Kardashians

Hver af de fire kvinder repræsenterer en kvindetype. De er genkendelige og underholdende, bevares, men uden de store nuancer. Det behøver de måske heller ikke at have, hvis forestillingens mål er at udpensle vores kønsfordomme fremfor at udfordre dem.

I scenetjeneste fra Den Danske Scenekunstskole ses Zere Celik i rollen som den måske knap så stereotype forsker, men noget mere stereotype generation Z. Hun udfordrer sin feministiske fremtoning med sorte læber, 90’er frisure og sort tøj, der tillader alle former og kurver at stå stolt frem.

Hanin Georgis spiller med stor humor ClearFeels ordentlige sekretær i stram nederdel og zebraprint, der med sin luftige stemme og forargede, nervøse latter insisterer på en god tone i virksomheden. Sidst har vi Kimmie Liv Sennova, der spiller en meget feminin presse- og SoMe ansvarlig med lårkort kjole i slangeskind, fyldige øjenvipper og langt blondt hår.

Med stort schwung i hofterne bevæger hun sig rundt, sådan som mange af os nok vil parodiere en influencer, og det er hende, der kommer med udsagnet: ”Novo Nordisk møder The Kardashians.” Det er godt set af kostumier Mai Katsume først at lade kvinderne få succes som forskellige kvindetyper med egen stil, før hun presser dem ned i jakkesæt i forsøget på at lade dem overleve den maskuline businessverden.

Parodier fremfor egentlige karakterer  

Som navnet på forestillingen måske også indikerer, så er det kvindernes billeder af mænd, som bliver præsenteret. Det gøres fx ved, at kvinderne laver parodier på deres ekskærester og fædre. De fire skuespilleres satiriske evner fejler ikke noget. De mandeparodier, de laver, træder tydeligt frem til stor latter i salen.

Det ender dog lidt i noget rod, at de fire skuespillere ikke bare skal spille kvinder, der parodierer mænd, men pludselig også skal spille reelle mandlige figurer. Fordi karaktererne er stereotype og flade i forvejen, bliver skellet mellem parodi og reel karakter svært at få øje på.

De kvindelige karakterers dybde forsøges præsenteret i en form for verfremdung-tilgang, hvor de en af gangen træder ud af historien for at fortælle, hvad de hver især gemmer på. Det bliver dog nogle mærkelige brud, hvor jeg langt hellere havde set nuancerne i kvindernes relationer til hinanden. På den måde ville skellet mellem parodi og karakter nok også fungere bedre. 

Gode sange, dårligt integreret

Musiker Freja Kirk har, sammen med August Fogh Møller, Karl-Frederik Reichhardt, Mattis Rødsten Jacobsen og Ole Bjørn Heiring Albertsen, skrevet og komponeret samtlige popsange til forestillingen. Sangenes tekster er gode og vedkommende, men integreringen af dem i forestillingen bliver noget mudder.

De fire kvinder tager og giver lige meget plads, og det er faktisk en fin ensemblepræstation. Derfor skaber det en mærkelig skævvridning, at kun Freja Kirk synger, mens de andre bliver placeret i nogle halvhjertede, musikvideolignende koreografier, som det ikke rigtig lykkes at få integreret i den egentlige fortælling.  

At de forskellige sceniske virkemidler ikke taler lige godt sammen er et generelt billede for forestillingen, som simpelthen vil for meget. At der både skal være sange, danse, videoprojektioner, publikumsinvolvering og reel 4. vægs-teater, gør forestillingen for lang i forhold til historiens egentlige indhold.

Hvis der var dræbt nogle darlings undervejs i virkemiddeloverfloden, så forestillingen havde holdt sig under 90 minutter og fokuseret på den egentlige fortælling, tror jeg, Mandebilleder ville have stået skarpere, stadig underholdende og som en langt mere reflekteret forestilling.