★★★★★☆ Nattens drømme – et provinsteater af international karakter

Svendborg BalletTeater inviterer til premiere på Nattens drømme. En balletaften med de tre værker Speak-easy, De tre gratier fra fædrelandets Muser og Maria’s Dream. Der er ingen tvivl om, at det sydfynske balletinitiativ drømmer stort. Sne og kulde tør hurtigt op i varmen fra den lille scene, hvor de deler deres passion for dansen med alle – tilmed på et internationalt niveau.

Snestormen tuder udenfor. Alle, der har begivet sig ud til aftenens premiere, har gjort det mere eller mindre med livet om indsats. Det fortryder vi ikke. Danserne sprænger teatrets hyggelige, små rammer med en udstråling, som var det en verdensscene. De internationale dansere, der til dagligt danser dels i London og dels i Tivoli Balletteater, spreder både latter og fascination for ballettens mange ansigter.

Direktør for Borgerforeningen Svendborg Teater og balletchef Per Lundsgaard byder velkommen fra scenen til det, der betegnes som den anden “rigtige” forestilling med Svendborg BalletTeater. De har fra starten vist stort talent både på og bag scenen, og allerede i år er iscenesættelsen løftet endnu et nyk med live musikere, stjernekoreografer og lækre visuelle universer, der får os til at glemme scenens størrelse.

Urpremiere med swing

Første værk, Speak-easy er fx intet mindre end en jazzet urpremiere i 1920’er stil af danske Robert Thomsen. Scenen er sat på en undergrundsbar. Her afreagerer man på tidens alvor med lige dele alkohol, flirt og dans. Vi genkender stumfilmens univers og den humoristiske pantomime. Det er samme kækhed og humor som i Det Kongelige Teaters Den store Gatsby, Come Fly Away eller Jerome Robbins Fancy Free.

Indledningen er uden store danseoptrin, men etablerer datidens ånd med gestikulerende, bøjede håndled med opadvendte håndflader, koketteri, drinks – og distingverede, flirtende par. Jazzmusikkens små cæsurer udnyttes klogt koreografisk til gimmicks, retnings- og stemningsskift. En alarm er et kortvarigt glimt af samtidens utryghed, og minder bargæsterne om, at livet skal leves fuldt ud.

Dansen tager til i festlige dame- og herrekvartetter, fyrige pardanse og elegante soli. Trin og naturlige bevægelser flettes stilsikkert og stinkende musikalsk sammen med en tydelig personinstruktion. Der er alt fra underholdende slapstick til en intens herreduet, der kombinerer ballettens sfæriske lethed med tangoens osende tyngde. En inkluderende og festlig åbning af en balletaften, der hylder dansen bredt.

Skønhed i blodet

Det andet værk er en lille perle af August Bournonville, der var balletmester på Det Kongelige Teater fra 1830 – 1877. Dina Bjørn har med sin store kærlighed og indsigt i Bournonvilles repertoire rekonstrueret uddraget, De tre Gratier. Her præsenteres vi for Bournonvilles rendyrkede skønhed i graciøse og teknisk krævende trinsprog til sanselig livemusik fra de unge stortalenter Ellen Vognsgaard Brunsbjerg og Emil Dalgaard.

Sahel Flora Pasqual, Jimin Kim og Claire Gillard har efter et kort og intenst prøveforløb fået Bournonvilles sødmefulde, poetiske og dog teknisk svære udtryk i blodet. Det gælder også den kendte mime, fx at pege mod hovedet og stikke en finger i vejret. Det betyder “jeg har en idé.” Eller at pege på gulvet og dreje hænderne rundt om hinanden for “vi skal danse her.”

En arm ad gangen folder de sig inviterende ud mod publikum over trippende, overstrakte tåspidsfødder og balancer i langsomme drejninger med et ben løftet bagud. De lave armholdninger, de drømmende smil og hoveder, der vipper i de helt rigtige vinkler, er alt sammen historiske stilelementer, der går i arv fra danser til danser gennem generationer. Og Bournonville klæder sine nye dansere og den fine sal i Svendborg.

Flydende svaner og køn

Den prisvindende tjekkiske koreograf Petr Zuska skabte allerede i 2002 balletten Maria’s Dream om verdensstjernen Marie Taglioni. Hun er kendt for at være den første, der dansede på tåspids. Nemlig i Sylfiden i 1832, som hendes far havde koreograferet. Det er mange år før Michel Fokine i 1905 koreograferede den berømte solo, Svanens død, der her flettes sammen med Grand pas de Quatre (dans for fire red).

Laurie Nielsen danser rollen som Taglioni med velartikuleret præcision og funny bones, mens de fire herrer i tylskørter og bare overkroppe er vidunderligt underspillede gennem værkets hæsblæsende og kiksede surrealisme. En bænk flyttes rundt på alle leder og kanter for fuld symfonisk udblæsning iblandet komiske fald, løft og entreer, der fuldstændig tager fusen på os i opfindsomhed.

Værket er – også i vores tid – en genistreg, der opløser ballettens konventioner og kønsstereotype trin med vidunderlig timing og humor. Det er dermed et fortrinligt valg til nye publikummer.

Nattens drømme er alt i alt en yderst vellykket balletaften, hvor vi tilmed forkæles med Michael Nøhrs luksuriøst lækre kostumer og stemningsbærende lys og lyd fra Ricko Hougaard og Mikkel Juul Eriksen. Der er ingen tvivl om, at Svendborg BalletTeater ikke bare drømmer – de eksekverer og tiltrækker internationale talenter. De har på kort tid etableret et unikt og inkluderende fællesskab omkring dans.