★★★★★☆ Renæssance – humor og bid i alderen, hvor kvinder let bliver usynlige

Nørrebro Teater sætter fokus på, hvordan det er blive ældre i et samfund, der dyrker ungdommen. Renæssance er en yderst velspillet, musikalsk og morsom forestilling. I Kamilla Wargo Breklings vellykkede iscenesættelse viser 10 modne, kvindelige skuespillere deres ærlige opfattelse af livet 67+ med velanbragt bid.

Skiftevis med tårer i øjenkrogen og herlig sprudlende latter – sådan oplevede jeg de hurtige glimt af, hvordan det er at være en moden kvinde over 67 år i Renæssance på Nørrebro Teater. ”Ej, hvor holder du dig godt og så i din alder. Du ligner en på 50, selvom du er 70. Vupti så blev de sidste 20 år lige strøget,” lyder det morsomt afleveret af Sonja Oppenhagen, en af Renæssances 10 kvindelige skuespillere.

Latter bliver hurtigt afbrudt af en stille monolog fremført af Pia Rosenbaum, der fortæller om at miste sin ægtefælle efter 40 år, og hvordan det er, efter at have været et ”vi” er hun nu et ”jeg”. Her kom tåren frem – stille, smukt og usentimentalt. Renæssance viderefører konceptet i instruktør Kamilla Wargo Breklings mandeforestillinger ”Pis” (2007) og ”Ikke mere pis” (2023), der handlede om at være mand i 40’erne og 50’erne.

Kvindernes egne historier

Der er smæk for skillingen i Renæssance. Der bliver talt ærligt og uden omsvøb om, hvordan det er at leve som kvinde i en moden alder i et samfund, der dyrker ungdom og fornyelse. Her leveret med smittende humor, underdrejet lune, refleksion og bid. På en bar scene med et hvidt, rynket bagtæppe og en del papkasser, træder de 10 moderne, modne kvinder frem. Stolte og ranke tager de os med på en rejse i kabaretform om det er at blive ældre.

Instruktør og dramatiker Kamilla Wargo Brekling har atter med succes anvendt improvisation som arbejdsmetode. Til Renæssance afholdt Nørrebro Teater sidste vinter samtalesaloner med 50 kvinder i pensionsalderen, hvis fortællinger er forestillingens fundament. Herefter er de omdannet af de 10 skuespilleres egne erfaringer, oplevelser, drømme og visioner til scenen.

Hver især har kvinderne en historie at fortælle. Og når vi indstiller blikket på den ene historie, er de ni øvrige med på scenen – enten deltagende eller blot lyttende. Historierne bæres af god instruktion og dygtige skuespillere med hver deres udstråling – uden hjælp fra kostumer eller sceneskift.

Sex – en badeby uden for sæsonen

Renæssance udmærker sig også ved meget kropsligt nærvær, som er et kendetegn for Kamilla Wargo Breklings praksis. Et eksempel er, når Marianne Mortensen smider BH’en på grund af for stramt tøj, og Ann Hjort ikke vil være usynlig og transformerer sig til en plastisk Ninja-figur i metroen. Eller når Hanne Hedelund sætter hele pibetøjet på højkant for en Tinder-date, og Ulla Henningsen synger: ”Lad os tale om sex – en badeby udenfor sæsonen” – med krop og jazzet stemme.

Mange indslag kredser også om identitet, der er kærligt og morsomt fremstillet. Jeg bliver fx grebet af genkendelse, når Rikke Wölck fortvivlet spørger: “Hvad er det nu, hun hedder – hende i den der film?” Eller når Kirsten Olesen taler om sit identitetstab: “Hvad er jeg uden et arbejde – er jeg ingenting?”

Birgitte Raaberg vil gerne have en ny ung ven, for de jævnaldrende dør. Og Jannie Faurschou falder krumrygget sammen og taler vrøvlet: ”Jeg bliver langsommere og langsommere, men jeg vil blive gammel uden lyd.”

Aldersritual søges

Renæssance kommer ind på det meste: Inkontinens, glemsomhed, dårlige knæ, frygten for at overleve venner og samværet med børnebørn. Vi får også et fint fortalt hjemmelavet eventyr til børnebørnene med to nervøse spøgelser. En scene går tilbage til 1971: ”Vi kræver ligeløn.” Alle demonstrerer i ponchoer og hæklede veste med kvindetegn, og det konstateres: ”Det er 55 år siden – vi er der ikke endnu.”

I en tid, hvor ældreministeren netop har nedsat et Råd for et mere aldersvenligt Danmark, spiller Renæssance rent ind i debatten med en seværdig forestilling. Alderdommen sættes i perspektiv med humor og alvor på en måde, der får os til at se den, som den er. Med al dens komiske besvær, men også som nye begyndelser. Mod slutningen lyder det: ”Vi mangler et ritual, der markerer overgangen til alderdommen – man skal være set, æret og fejret.”

Alberte Winding og Andreas Fuglebæk har skrevet fine melodier, der fremføres af Ulla Henningsen, Hanne Hedelund, Birgitte Raaberg og Marianne Mortensen – og af hele ensemblet i den afsluttede finale. Her handler det om, hvad vi efterlader til næste generation. Musikken giver velplacerede stemningsskift undervejs, spillet af Alice Carreri fra bagscenen på klaver- og guitar.

Myterne om at kvinder over pensionsalderen – også kvindelige skuespillere – er afdankede, i vejen og ubrugelige, bliver kærligt demonteret. Det er en velspillet, musikalsk og morsom forestilling – selvfølgelig for målgruppen, men også for deres mænd, børn og unge børnebørn.