Overgangen fra barn til ung er fuld af følelser. Det kan til tider være uoverskueligt og let kaotisk. Det er desværre også tilfældet med sART Danseteaters nye forestilling Ens, som vil lidt for meget på én gang.
Der er mange store og svære følelser på spil, når kroppen forvandler sig, venskaber udvikles og verden ligger ny og skræmmende for ens fødder. Det understreges tydeligt fra allerførste scene i Ens, hvor ord som “Træt”, “Glad” og “Ensom” glider over bagvæggen i Julie Forchammers scenografi.
Koreograf og iscenesætter Sofie Christiansen har helt tydeligt haft mange vigtige temaer og budskaber i baghånden under arbejdet med forestillingen, som er henvendt til de 12-17-årige. Men desværre er der så meget på spil, at det hele drukner lidt, og intet står skarpt frem.
Teenagepigelivet sat på spidsen
Musikken brager ud af højtalerne, mens den før så rene, hvide scene hastigst overdynges med tøj og udstyr, som de tre medvirkende bringer ind fra bagscenen. Bunkerne af tøj tages siden i brug i korte sekvenser, der sætter spot på den unges kritiske opfattelse af egen krop og (måske) kampen om altid at følge med på de nyeste modetrends. Det er som en gennemgang af livet som teenagepige sat på spidsen.

Først danser de tre synkront. En sammentømret helhed. Men langsomt vender Katrien van der Velden og Thjerza Balaj sig mod hinanden, hvilket efterlader Melodi Soltani alene på sidelinjen. Fra højtalerne lyder hviskende stemmer: “Dig og mig. Os to”. Vi er trådt ind i teenagepigernes verden, hvor BBFs på en og samme tid er livsvigtige – og kan skifte fra dag til dag.
Der er genkendelige tematikker og koreograferede situationer inspireret af hverdagen
Lige så hurtigt, som man træder ind i rollen som tredje hjul, lige så hurtigt kan man blive festens midtpunkt. Melodi Soltani svinger en glitrende, pailletbesat kappe syet af diverse tøjstykker over skuldrende, og vupti er hun igen i fokus. De tre afprøver kappen på skift. Med front mod publikum beundrer de sig selv i et usynligt spejl. Lige indtil Melodi Soltani binder et par jeans om livet og sætter gang i en ny trend, der overtager den forrige. Så langt fungerer Ens faktisk virkelig fint. Der er genkendelige tematikker og koreograferede situationer inspireret af hverdagen.
Forelsket i idéen om en livemusiker
Katrien van der Velden og Thjerza Balaj er begge uddannede dansere, mens Melodi Soltani er musiker. På papiret er kombinationen af de tre god, men det er som om, at begejstringen over at have en musiker på scenen overskygger dét, der kunne have været en velfungerende danseforestilling.
Begejstringen over at have en musiker på scenen overskygger dét, der kunne have været en velfungerende danseforestilling
Scenerne skifter hurtigt og peger i forskellige retninger både tematisk og formmæssigt. Fra en bunke jeans på scenegulvet sætter Melodi Soltani sig op og synger nu live i spotlys, mens de to dansere næsten som silhuetter danser helt bagerst på scenen. Soltani står selv bag de musikalske kompositioner, som tekstmæssigt ikke bidrager til at forstærke iscenesættelsen.

Senere sætter Melodi Soltani sig ved keyboardet, der er placeret forrest i den ene side og spiller nu livemusik, mens de to andre danser. Hvorfor denne sekvens skal spilles live, mens al den øvrige musik er indspillet, står ikke helt klart. Ligeledes bliver det igen lidt mærkværdigt, at musikeren får spotlyset, mens danserne bevæger sig i halvmørke.
For mange gode intentioner
Det er ikke fordi, Sofie Christiansens projekt med Ens ikke giver mening. Både jeg og min 15-årige teenagedatter, der om nogen burde være målgruppen for forestillingen, kan sagtens følge tankerne bag. Men der er på sin vis alt for mange gode intentioner, der har fundet vej helt frem til den færdige forestilling.
Der er på sin vis alt for mange gode intentioner, der har fundet vej helt frem til den færdige forestilling
Ens bliver en anelse rodet af de mange forskellige tematikker, som sætter spot på alt fra ensomhed til de fysiske forandringer, kroppen gennemgår på rejsen fra barn til voksen. Dertil kommer de konstant skiftende scener, som ikke umiddelbart har nogen visuel sammenhæng, og den stavepladeagtige afrunding, hvor sætninger som “Det skal nok gå” og “Alt nyt er svært” glider over bagvæggen.
Stærkest i iscenesættelsen står de ordløse sekvenser med de to dansere Katrien van der Velden og Thjerza Balaj, som i Sofie Christiansens koreografi fint udtrykker de mange frustrationer og følelser, som teenagelivets rummer.
Se forestillingstrailer her.
Koreograf og iscenesætter: Sofie Christiansen. Scenografi og kostumer: Julie Forchammer. Lysdesigner: Jens Hansen. Lyddesigner: Kim Malmose. Dramaturg: Trine Wisbech. Komponist og livemusiker Melodi Soltani. Speak: Ane Helen Hovby, Isak og Alma.
Performere og medskabende: Katrien van der Velden, Thjerza Balaj og Melodi Soltani.
Ens spiller på Teaterhuset Filuren 11. – 12. februar, på Nørregaards Teater 14. – 17. februar og på BaggårdTeatret 21. – 22. februar 2026.




