★★★★☆☆ Præriens skrappe sangere har hjertet på rette sted

Figaros og Den Ny Opera turnerer landet rundt med deres nyeste musikalske forestilling, Præriens skrappe sangere. Selvom historien stikker helt af og humoren er til den platte side, så er det god gedigen underholdning med stor kærlighed til genren.

Kan du forestille dig en historie, hvor så vidt forskellige personer som Keld Heick, Clint Eastwood, Greta Thunberg og Lene Beier medvirker? Det ligger måske ikke lige for, men det er ikke desto mindre tilfældet i Lisbeth Kjærulff og Kristian Jensens manuskript til Præriens skrappe sangere.

Kjærullf og Jensen, der også står bag de finurlige sangtekster, står selv på scenen sammen med tidligere bakkesangerinde Karen-Marie Lillelund og musiker Allan Dahl Hansen, som har skabt alle forestillingens musikalske arrangementer. Det er på alle måder en festlig kvartet, som fra start til slut leverer gennemmusikalske præstationer.

Fra røverbande til dusørjægere

I helt korte træk kan historien i forestillingen opsummeres til følgende: De fire brødre, der alle hedder Bill, udgør røverbanden Præriens skrappe sangere. De er født i Harboøre og er – som de synger i deres præsentationssang – ”farligere end pest”. 

Røverbranchen går ikke så godt og økonomien er i bund. Derfor takker de fire ja, da sheriffen Clint Eastwood beder dem skifte side og blive dusørjægere i stedet. De skal finde og indfange Den gode, Den onde og De grusomme Dalton-brødre. Så langt giver det nogenlunde mening, men så stikker historien fuldstændig af og jagten på pengene sender de fire Bill’er rundt i Europa.

Rejsen bringer dem forbi alverdens genrer, så vidt forskellige sange som Money, money, money, Se Venedig og dø og Jolene kan finde plads i samme fortælling. Alle sange leveres med stort musikalsk overskud – og naturligvis flerstemmigt. Når Lisbeth Kjærulff for alvor folder sin sangstemme ud i en italiensk arie, eller når Kristian Jensen inviterer alle blandt publikum til at synge med på omkvædet til Solitudevej, er der ikke et øje tørt i salen.

Ren nostalgitur

Det hele pakkes ind i Figaros og Trine Dueholms Western-kulisse med kaktusser og lejrbål. Desuden med en videoprojektion på bagvæggen, som skifter mellem AI-generede kulisser og små videosekvenser, der tidsmæssigt understreger den forventede gennemsnitsalder blandt publikum, som de på scenen selv omtaler som ”det grå guld”.

Her dukker nemlig alverdens gamle filmklip op. Introerne til tv-serierne Dallas og Det lille hus på prærien, musikvideoen til Tommy Seebachs Apache og en gang OBS med Otto Leisner. Det kræver en vis alder overhovedet at kende til disse. Men videoklippene rammer helt tydeligt publikum denne aften i Knebel, for da den gamle reklametegnefilm for saftevand dukker op, synger alle med på ”Hvem kommer først, når tørsten er størst, Bonanza!”

Musikalsk og super charmerende

Der plukkes mange lavthængende frugter i Præriens skrappe sangere, der ikke er for fin til at levere smålumre jokes eller platte ordspil. Som når de fire brødre ”tager vest på” – altså den skriggule, trafiksikre af slagsen. Eller når Karen-Marie Lillelund iført polkaprikket flamencodanserkjole med absurde hoftesving lægger an på en mand blandt publikum. ”Det er erotisk, kan I ikke se det?” spørger hun, til stor morskab for publikum. 

Det sagt, så er der er absolut intet at udsætte på hverken musikalitet eller præstationer. Tværtimod er alle fire medvirkende særdeles charmerende og udstråler en enorm kærlighed til genren. Præriens skrappe sangere rammer lige i hjertet på den målgruppe, den er tilegnet. Og det vil helt sikkert være en oplagt teatertur for alle dem, der ikke kan vente på, at revysæsonen begynder.