★★☆☆☆☆ Den sidste slæderejse – super relevant fortælling i rodet dramaturgi  

Den sidste slæderejse på Bellevue Teatret kunne have været årets mest relevante forestilling. Men i en forestilling der handler om at rejse tværs over Grønland, er der desværre alt for lidt fremdrift og bevægelse i den dramatiske fortælling.

Den sidste slæderejse skal give stemme til eventyren Knud Rasmussens rejsefælde, den grønlandske kvinde Arnarulunnguag. Hun var nærmest fraværende i hans fantastiske fortællinger om Grønland – til trods for, at de kun overlevede takket være hinanden.

En vigtig agenda, som desværre drukner i en fragmenteret dramaturgi, hvor både fortællingen og relationsskildringen mellem Knud og Arnarulunnguag bliver noget rod.

Historien kan ikke lempes efter smag

”Historien kan ikke lempes efter smag.” Sådan udtrykker Nukâka Coster-Waldau det skarpt i rollen som den grønlandske forsker Arnarulunnguag. Vigtige budskaber, filosofiske spørgsmål og diskussioner om kulturforskelle og magtbalancer mangler forestillingen bestemt ikke. For som Coster-Waldau spørger: ”Findes en kultur da ikke, hvis ikke vesten har beskrevet den?”

Vigtigheden af at stille skarpt på, hvorfor dælen det var den danske mand, fremfor den grønlandske kvinde, der endte med at have ret til at fortælle historier om den grønlandske natur og det grønlandske folk, kan jeg ikke understrege nok. Men jeg savner en historie med mere fremdrift og en tydeligere dramaturgisk opbygning.

Vi møder de to forskere i et mystisk rum – en slags venteværelse til efterlivet måske – med forskellige genstande: en sandbunke, en skrivemaskine, en sælkappe, et jagtgevær og en grammofon. Alle vigtige symboler for deres sidste slæderejse, men rummet bliver en låsende faktor, der gør det svært for spillerne. Det bliver foredragsagtigt og stillestående – de to spillere skiftes til at fortælle historier eller udfordrer hinanden med filosofiske spørgsmål.  

Datiden spolerer det sceniske nu

Desværre ændres formen ikke synderligt, da vi endelig når til selve slæderejsen. Trods Søren Knuds meget smukke videoscenografi af det storslåede grønlandske landskab, får jeg ikke følelsen af at blive taget med på rejsen. Jesper B. Karlsens tekst skifter mellem det dramatiske, det filosofiske og det fortællende og er svær at følge. At en stor del af teksten foregår i datid, gør det svært at føle det sceniske nu. Jeg vil hellere opleve scenarierne end at høre karaktererne fortælle om dem. 

Nukâka Coster-Waldau og Caspar Phillipson famler derfor, trods begges store erfaring som skuespillere, mellem replikførelse, filosofiske spørgsmål og koreograferede bevægelser – og det føles lidt kluntet. Den fragmenterede stil går igen i spillernes relationelle skildring af de to forskere. Da vi møder dem, føles de nærmest fremmede for hinanden, som om Nukâka Coster-Waldau er en slags kritisk kommentator, der udfordrer Caspar Phillipsons Knud Rasmussen.

Lige indtil en god time inde i den halvanden time lange forestilling, hvor vi bliver præsenteret for et stormende, intenst kærlighedsforhold, hvor de både får et barn sammen og mister det igen. Det føles voldsomt og svært at forholde sig til, når vi ikke er blevet præsenteret for den historik i rammefortællingen, og jeg oplever ikke deres relationelle opbygning som særlig troværdig.

Kom igen!

En anden relation, der savner balance, er relationen mellem det danske og det grønlandske sprog. I starten af forestillingen både synger og taler Nukâka Coster-Waldau på grønlandsk. Jeg ærgrer mig over, at det sproglige valg ikke er mere gennemgående i forestillingen. Med det grønlandske sprog på scenen ville jeg i højere grad føle mig inddraget i fortællingens sceniske nu, så det ikke kun er videoinstallationen og sælskindskappen, der skal løfte det.

Kom igen – som man siger i sporten. Og jeg mener det faktisk. For at sætte mere fokus på den kunst og kultur, der kommer fra vores medlande i rigsfællesskabet, synes jeg er vigtigt. Især lige nu.

Og så håber jeg virkelig, at der er nogle uenige medpublikummer derude, som har haft en positiv oplevelse med denne forestilling, for jeg synes både den er vigtig og relevant. Desværre må jeg, i denne omgang, fokusere på selve scenekunstoplevelsen, hvor jeg ærgrer mig over at gå derfra uden at føle mig, hverken meget klogere eller videre berørt.