★★★★★☆ Before the End – dragende surrealisme

På Edison vender Dansk Danseteater vrangen ud i en spændende proces under Betty Udvikler sammen med den anerkendte, chilenske teaterinstruktør Marco Layera, der for første gang gæster Danmark. I verdenspremieren Before the End vælter skeletterne ud af skabet, så vi kan se frygten i øjnene. Et unikt, sanseligt billedunivers dyppet i grotesk poesi.

Det er næsten som om cafestole på en tom scene draperet i tunge gardiner og et vindue ud mod verden, straks symboliserer danseteater – på den gode måde. Og vi bliver heller ikke skuffede her. Efter hele 11 ugers udforskning af tærsklen mellem liv og død – spændingen, tidløsheden og smerten – udfoldes en surrealistisk maskerade af følelser og stemninger i billeder og bevægelser garneret i humor og omsorg.

Ensomheden – eller måske den livsforladte tristhed – oser ud af alle celler på den enlige skeletfigur i det stærke anslag. Et grotesk persongalleri defilerer forbi udenfor vinduet med nysgerrige blikke. Vi er alle nysgerrige på forfaldet, men vil helst ikke mærke det indefra. Det er dragende og interessant i al deres overjordiske gangarter og groteske, fugleagtige blikke og hovedbevægelser.

Sjælevandringer

Et højt skud efterfølges af en nedfalden sort, fjeret størrelse. Det enlige skeletmenneske løfter den op, og græder stille. Vi har set ham fløjte ledende efter nogen. I følge gammel sceneskik, betyder fløjt på scenen, at noget er på vej ned fra loftet, men det gælder normalt ikke forestillinger. Hele publikum hopper en halv meter fra sædet af bare forskrækkelse. Sikken et anslag til limboet mellem liv og død.

Fuglen kan både symbolisere ånden, der flyver op som sjælen, når døden er indtrådt, men også livsglæde, fantasi og længsel. Andre fugle symboliserer ulykke – eller sågar angreb fra flyvemaskiner. Et varsel. Sjælevandringer synes at være et gennemgående tema hos danserne. De bevæger sig ofte æterisk eller med små trippende trin på toppen af tæerne som mimiske maskerader marineret i indtagende gru og grotesk humor. De gentager og forstørrer de groteske bevægelser, så vi har tid til at studere forfaldet.

Fredrik Floens scenografi og kostumer er en frydefuld og uadskillelig del af universet fyldt med tidløse draperinger, bleggule trikots, sorte skeletdragter og eventyrlige hovedbeklædninger. Vinduet, der synes at markere adskillelsen mellem verdener, er en genistreg. Da skeletterne vælter – ikke ud ad skabet – men ind gennem vinduet, er det som at se flydende, organisk materie tranformere sig fra en stoflighed til en anden.

Dystopisk gyser

Selv uden de ord, instruktøren er vant til at tage udgangspunkt i, er der iblandet så stærke fortællinger, at man næsten kan høre ordene hviske sindrige nuancer i kroppe og ansigtsmimik. Danserne er mesterlige til at bære deres humoristiske karakterer med en sand pantomime af groteske udtryk. Det er både omsorgsfuldt og humoristisk med stor respekt for livet, døden og frygten.

Ikke som den ovedrevne pantomime, der i traditionelt teater skal forsikre os om, at det netop bare er teater. Hver en følelse og sindstilstand i Before the End er tydeligvis gransket og følt og blevet til organiske, kropslige helheder. Derfor er det skræmmende effektfuldt, når danserne stiller sig op med store tandløse gab og leder efter deres tænder på scenen i gyserlignende desperation.

De mange groteske optrin er bestemt ikke tandløse, men helt utilregnelige, og forfaldet gælder fx også selve scenografien, hvis store, tunge gardin først sænkes halvt, og senere rives helt ned. Da scenografien så at sige er på halv, opstår optrin på bagscenen over gardinet. Nogle vifter med hvide sos-flag, andre river sig selv i begge sider af håret. Røg stiger op fra Copen Hill – dystopien kan næsten lugtes.

Nyt liv bag frygten

Komponist Damien Bazin har skabt en fascinerende komposition. Sammen med Ulrik Gads lysdesign skaber de landskaber, der forstørrer bevægelserne i frygtens utallige ansigter. Mens gardinerne rives helt ned og synes at afsløre modernismens fallerede bagside, opstår et vendepunkt for menneskeheden.

Tre søde spøgelser skaber håb – idet de dækker de faldne med scenografien, kan nyt liv opstå. Det er et humoristisk værk, der har studeret alvoren, gruen og forfaldet og inviteret os til at dele den kollektive frygt. En frygt, der er alle steder – og som de groteske bevægelser forstørrer så surrealistisk for os.

Det er den sidste produktion af Elisa Kragerup og Eva Præstiin, der i deres år i chefstolene har sat et imponerende aftryk i Bettysjælens bevidsthed. Med denne flotte finale vil selv teaterspøgelset danse med.