Anna Malzer er netop blevet forlænget med fire år som direktør for Mungo Park. Hun fortsætter sammen med teatrets administrative chef, Maja Ries. I de sidste to år har de, som noget nyt på Mungo Park, arbejdet i et ligestillet partnerskab. Nu deler de deres foreløbige erfaringer om succeser og knaster.
Da jeg interviewede Anna Malzer og Maja Ries for to år siden, havde de netop indgået en ny partnerskabsstruktur. Anna skulle koncentrere sig om teatrets kunstneriske virke og profil, og Maja skulle varetage drift og personaleansvar.
Ambitionen var at omlægge Mungo Parks forretningsmodel fra ”hovedscene i Allerød med landsdækkende turné” til “forstædernes teater”. I dag ser ambitionen ud til at være lykkedes. Mungo Park spiller nu i Allerød, Gladsaxe – og for flere tusind unge på Vestegnen i nye egnsteateraftaler med Albertslund og Høje Taastrup.
Fået greb om nyt publikumssegment
Jeg møder Anna og Maja på Zoom for at følge op på deres tiltag og ambitioner. Anna er ivrig og svarer nærmest, før jeg når at spørge til status på deres ambition om at få teater til forstæderne.
“Da jeg for seks år siden sagde, at vi skulle spille for hele toglinjenettet rundt om København, tror jeg, mange tænkte, at det var lige lovlig store armbevægelser. Men nu sker det – og endda i faste, store aftaler. Vi er meget stolte!”
Vi er meget stolte!
Som den første store forestilling dedikeret direkte til Vestegnen skrev og instruerede Anna selv forestillingen Sukker – en delvist selvbiografisk ungdomsforestilling om venskab og magtrelationer i en kontekst af sex og sugardating.
Årets anden produktion, Guldkalven, var skrevet af den debuterende dramatiker Zakiya Ajmi, og instrueret af Nicolei Faber. Forestillingen skildrer Novo Nordisks udvikling i en historisk kontekst, og tiltrak både mange årskortholdere og et større segment af forskere, læger og forretningsfolk til teatret – folk, som ikke er det typiske publikum på Mungo Park eller i Gladsaxe. Forestillingen spillede for udsolgte sale, og spilleperioden blev forlænget.
LÆS OGSÅ: Guldkalven – medicinalkrønike til tiden
Unges første teateroplevelse
Sukker var derimod rettet direkte mod Vestegnen. Ikke for at se dem som et publikumssegment, men fordi temaet ganske enkelt taler direkte ind i mange unges liv og i et sprog, der er deres. For mange af de unge var det også deres første møde med teater.
Nu gider vi godt gå i teatret
”Jeg tog afsæt i min egen historie og skildrede en sårbar og uafklaret fortælling fra det miljø, jeg selv kommer fra. For første gang forsøgte jeg ikke at nedtone sproget, kostumerne eller råheden i handlingerne. Det betød, at nogle anmeldere – også dem, der rigtig godt kunne lide forestillingen – ironisk nok mente, at sproget var for hårdt og urealistisk.”
Flere af de unge førstegangsteatergængere var dog ret begejstrede og responderede med et “Nu gider vi godt gå i teatret,” fortæller Anna.
LÆS OGSÅ: Stærkt ensemblespil i den heftige, men lidt uforløste Sukker
Målrettet indhold mødte nyt publikum
For at nå de unge tog Anna og kunstnerne bag produktionerne ud på skoler og i klubber i lokalmiljøet, hvor de arrangerede målrettede workshops med udskolingselever. I Høje Taastrup havde en af skolerne fx ligestillingsuge, hvilket lå i tråd med forestillingens tema.
Ikke nødvendigvis kommer op i seksualundervisningens politisk korrekte rum – men som stadig eksisterer blandt de unge
”Tematikken i Sukker italesætter vilkår og handlinger, som ikke er kropsligt og moralsk accepterede samfundsidealer, og som ikke nødvendigvis kommer op i seksualundervisningens politisk korrekte rum – men som stadig eksisterer blandt de unge,” forklarer Anna.
Noget, der er vigtigt for Mungo Park i arbejdet på Vestegnen, er ikke bare at spejle.
”Noget af det vigtigste er at præsentere relevant indhold for de unge. Altså eksistentielt relevant, ikke pædagogisk relevant. Formen skal være overvældende og gøre noget andet end TikTok, tv eller bøger. Værkerne, vi sender til Vestegnen, skal forløses på en måde, der ikke blot spejler, men også overvælder det unge publikums logiske sans og idé om, hvordan en historie kan fortælles, og hvad en historie er,” forklarer Anna.
Foto: Issam Talib
Økonomien afgør udviklingen
Mungo Park modtog i 2024 et fireårigt udviklingstilskud fra Statens Kunstfond og en stor fondsdonation, som er afgørende faktorer for teatrets udvikling.
Det betyder, at vi nu kan tænke bredde som en samlet helhed i repertoiret og ikke som et krav i det enkelte værk
”Samtidig med, at Vestegns-aftalerne landede, fik vi en mail om et udviklingstilskud på 1,1 million om året. Rimelig god fucking timing,” siger Anna og vipper utålmodigt videre på stolen. Maja overtager roligt, inden Anna når at tale videre:
“Den økonomiske støtte er altafgørende. Tidligere skulle alle forestillinger tilpasses et meget bredt publikum på grund af den landsdækkende turnevirksomhed. Nu har vi ændret turnemodellen. Det er kun få forestillinger, der kommer afsted – og kun hvis det giver mening.
Det betyder, at vi nu kan tænke bredde som en samlet helhed i repertoiret og ikke som et krav i det enkelte værk. Når alle værker ikke skal rundt i hele Danmark, kan vi tillade os, at det enkelte værk er mere radikalt og personligt for kunstnerne – og på den måde tiltrække forskellige publikumsgrupper. Præcis som det er sket i denne sæson. Samtidig kan vi lave større sceniske produktioner. Og når vi gør det sådan, sælger vi også langt flere billetter,” forklarer Maja.
Nu er det mere som et gesamtkunstværk
Maja understreger også, at en del af succesen handler om at bruge teatrets ressourcer bedst muligt.
”At vi har udvidet ensemblet til syv ansatte, kan mærkes i en synergi, som giver overskud hos spillerne. Vi har lavet en forretningsmodel, hvor der er plads til, at spillerne kan restituere efter hver forestilling. Der er prøvefri om fredagen indtil opløbsperioden, og vi har ingen lørdagsprøver. Det betyder, at spillerne ikke er så pressede, hvilket kan mærkes undervejs og i det kunstneriske resultat.”
Det betyder, at spillerne ikke er så pressede
Anna er enig og supplerer: ”Jeg mærker, at teatrets virkemidler – det som ikke er tekst og narrativ – står langt stærkere i Sukker og Guldkalven end i vores tidligere forestillinger. Formsproget er vokset mere ind i værkerne, hvor formen tidligere mere understøttede historien. Nu er det mere som gesamtkunstværker.”
Alt handler om magt
Teatret har også omstruktureret organisationen. Da jeg talte med Anna og Maja for to år siden, var et afgørende punkt, at Anna skulle afgive en del af sin magt.
Jeg følte mig som en deltidsforælder, der ikke kunne komme ordentligt i dybden
”Jeg var et sted, hvor jeg ikke længere syntes, det var sjovt at gå på arbejde. Jeg følte mig som en deltidsforælder, der ikke kunne komme ordentligt i dybden, hverken i det kunstneriske eller det ledelsesmæssige rum. Derfor ønskede jeg en forandring og spurgte Maja, om hun ville påtage sig mere ansvar og se mindre til mig på kontoret,” forklarer Anna.
Maja supplerer: ”Jeg kan udfolde ledelsesrummet langt mere nu, og Anna har fået to ugentlige dage med kunstnerisk fordybelsestid, hvilket er en afgørende investering i teatret og vores fremtidige produktioner.”
Det er praktisk besværligt og ressourcekrævende
Når jeg taler med Maja og Anna, er der meget, der er lykkedes for dem, og når jeg spørger til kunstneriske og organisatoriske knaster, har de svært ved at komme med eksempler.
Jeg ville gerne sige noget sjovt eller dramatisk
”Jeg ville gerne sige noget sjovt eller dramatisk. Men Maja og jeg har ikke haft nogen indbyrdes problemer – endnu. Det er nok, fordi vi blander os ret meget uden om hinandens arbejde. Hver uge mødes vi en effektiv time, hvor vi opdaterer hinanden og giver kritik – men helst kun den ene time. Når ingen ser én over skulderen ellers, tager man kritikken mere til sig,” siger Anna, og Maja nikker.
Én ting er de dog enige om er svær: ”Helt ærligt, det er praktisk besværligt og ressourcekrævende at gennemføre forstadsstrategien i praksis. Bare det at få de unge til at møde op og se en forestilling på en bestemt dato er besværligt. Koordination med lærere og fastlæggelse af tid og sted er besværligt. At finde de rigtige datoer med kulturhusene er besværligt. Men ellers får vi jo aldrig nye publikummer i teatret,” afrunder Maja.
