★★★★☆☆ Fortrængning og forsoning i replikskarpe On Snow and Quicksand

Casa Dee Productions præsenterer Fergal O’Byrnes On Snow and Quicksand på Krudttønden. Den lidt spinkle historie om skyld, skam og mulig forsoning løftes af dramatikerens stærke sans for replikker og en spillerkvartet, der leverer varen i Barry McKennas sprudlende iscenesættelse.

Tik tok, tik tok. Det gamle standerur tæller tiden. Eller gør det? Først er det i hvert fald i stykker, og virker til at have været det længe i baren, hvor tre mennesker fanges under en snestorm og opsøges af en fjerde gestalt, der ved lidt af hvert om deres dybeste hemmeligheder.

Velkommen til limboland

Fergal O’Byrnes On Snow and Quicksand er en lille replikstærk sag spundet over det kendte limboplot. Knap så overraskende som M. Night Shyamalans blockbuster The Sixth Sense (1999), ikke så grotesk som Sophie Zinckernagels Dramatisk Debut-vinder John Lennon er død (2018), men ganske underholdende i sit lette, ordlegende flow.

De tre i baren gemmer på hemmeligheder, der trækker skyld, skam og måske forsoning med sig. Kevin Kiernan-Molloy er bartenderen Stan med den lurende hoste. Stan har et evighedsskænderi kørende med sin onkel Dunphy, der i Ian Burns’ smådistræte skikkelse også lader til at have taget fast ophold i baren – storm eller ikke storm.

Stan sværmer samtidig lidt for Mikka Chantal Deleurans kække Amy, der skriver på en horror-historie. Den spejles i de ildevarslende bremselyde, der ind imellem bryder gennem stormens rumlen uden for den varme bar. Josef Aarskovs lyddesign bliver måske lige lovlig overtydelig med en bid af The Eagles Hotel California, men fungerer ellers særdeles fint i sit miks af evergreens og omverdenens foruroligende lyde.

Fortrængninger og fortrydelse

Samtalen flyder i kendte cirkler mellem de tre, mens radioen varsler om stadigt dårligere vejr. Men før vi mødte dem, så vi en engel. Et snefnug, en magisk gestalt i hvidt. Hun har observeret dem på afstand, men træder nu ind i baren. Maja Muhlacks Clem er en forvandlingskugle, der fremtræder med forskellig ham og prægnans som en katalysator for de tres fortrængninger og fortrydelse.

Ian Burns fumler vittigt og smerteligt med den historie, han har fortalt igen og igen for selv at forstå, hvad der skete, da Dunphy måtte forlade sit embede i utide. Måske en metoo-sag, måske ikke. Måske havde den ellers så elskelige Amy noget med sagen at gøre. Hun, der ellers vandrer så let over jorden med et knæk af grin i taljen over de to herrers evindelige mundhuggeri.

Og Stan, den martrede mand, der tabte sin datter et sted i fortiden. Hans skam står i vejen for forsoning og snor sig synligt med i Kiernan-Molloys forvredne krop og frosne grimasser. Kun Amy, det smilende fatamorgana, tør ham momentant op.

Forsoning i sneen

Barry McKenna har iscenesat med vanlig sans for den rappe, britiske timing, der kræver sine spillere med sin vittige kaskade af ord og høflige fornærmelser. Kvartetten honorerer kravet og de spidsfindige replikker med overskud og præcision i karaktertegningen.

Teksten er ferm og leger dygtigt med konnotationer til de tre naturbegreber, der fungerer symbolsk og til dels konkret i historien. Sneen, der lukker dem inde med sin tyngde, men samtidig har det overjordiskes lethed og bærer forsoningen i sig. Kviksandet, hvis slæbende fylde trækker ned, og de sorte huller, der kan få alt og alle til at forsvinde.

On Snow and Quicksand er en tæt lille time. Historien er spinkel, men løftes underholdende af de fire spillere, der også formår at strø små stænk af sorg ind i de kvikke replikskifter, der er tekstens helt store force.