Blandt et stærkt internationalt felt har Copenhagen Opera Festival udpeget den nyskabende danske operaskaber, Louise Beck, som ny kunstnerisk leder. Det skriver Copenhagen Opera Festival i en pressemeddelelse.
Med valget får festivalen, der hvert år samler 20-30.000 publikummer om genrens største stemmer, en
entreprenant og udviklingsorienteret kapacitet med international rækkevidde og en konsekvent vilje til at udvide operaens muligheder. Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter.
Den Sidste Olie, der skildrede koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, fandt nemlig sted ude på isen i den spritnye Østerbro Skøjtehal. Det blev begyndelsen på et frugtbart samarbejde med festivalen om en række nyskrevne operaværker, der udvider rammerne for operaen og de rum, den kan indtage. Nu bevæger dette samarbejde sig ind i en ny fase.

Tydelig stemme i debatten
Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af operaplatformen OPE-N (tidligere OperaNord). Gennem snart tre årtier har hun arbejdet målrettet på at udvikle opera som en levende og samtidsrelevant kunstform, både i nye, stedspecifikke formater og i dialog med det klassiske repertoire.
Louise Beck har i de senere år markeret sig som en tydelig stemme i debatten om operaens udviklingsvilkår og bæredygtige strukturer – med en dyb forståelse og kærlighed for genren. Hun udtaler:
“Igennem årene har jeg fulgt med i Copenhagen Opera Festivals store indsats for at gøre opera mere tilgængelig og fortrylle en hel by med kunstartens stjernestøv. Opera er en altfavnende og vild kunstart, der kan rumme og ramme os alle – og det har festivalen helt rigtigt set. Derfor er den i dag en uundværlig platform, hvor tradition og nybrud, operaelskere og et helt nyt publikum mødes. Den dynamiske platform glæder jeg mig til at være med til at styrke og udvide.”

En stærk operafaglig profil
Louise Beck har gennem sin karriere arbejdet i krydsfeltet mellem det etablerede operafelt og det frie, musikdramatiske miljø. Siden hun som barn havde fast plads sammen med sin far på galleriet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, har hun oparbejdet en kæmpe kærlighed til operaens brede repertoire.
Hun har skabt og produceret en lang række anmelderroste og prisnominerede værker, heriblandt Den Sidste Olie og den aktuelle trilogi Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, der præsenteres på årets festival og soloværket LOL – Laughing Out Lonely. Det har netop turneret i Canada og USA, og skal videre til blandt andet Malmö Opera og Edinburgh Fringe Festival.
Sideløbende har hun indgået i omfattende samarbejder med toneangivende institutioner som Den Kongelige Opera, Den Jyske Opera og GöteborgsOperan og været uddannelsesleder på Den Danske Scenekunstskole og gæsteprofessor ved Ernst Busch Hochschule für Schauspielkunst.

Stærkt ansøgerfelt
Louise Becks arbejde spænder fra klassiske opsætninger af Mozart, Offenbach og Verdi til nyskrevne og stedsspecifikke operaer i utraditionelle rum. Fra københavnske lejligheder og tørdokken på Holmen til internationale samarbejder i Norden, Europa, Nordamerika og Asien. Festivalchef Rikke Frisk siger:
“Vi ledte efter én, der kan favne Copenhagen Opera Festivals store spændvidde, fra de dedikerede operaelskere til dem, der endnu ikke ved, at opera kan være noget for dem. Louise kommer med en kolossal viden og kærlighed til genren, et kæmpe netværk både nationalt og internationalt, og en oprigtig nysgerrighed på, hvad der sker på feltet ude i verden. Og så kan hun få ting til at ske. Jeg glæder mig virkelig til at videreudvikle festivalen sammen med hende.“
.
Louise kommer med en kolossal viden og kærlighed til genren, et kæmpe netværk både nationalt og internationalt og en oprigtig nysgerrighed på, hvad der sker på feltet ude i verden. Og så kan hun få ting til at ske. Jeg glæder mig til at videreudvikle festivalen sammen med hende.”

Samlende platform for operaens fremtid
Louise Beck vil være med til at videreudvikle Copenhagen Opera Festivals strategiske arbejde som central infrastruktur, der forbinder lag og aktører i dansk operas økosystem. Festivalen fungerer i dag som et samlingspunkt, hvor etablerede operahuse og scener, det frie felt og nye kunstneriske stemmer mødes og indgår i forpligtende samarbejder. Ikke bare under selve festivalen, men hen over hele sæsonen, hvor nye produktioner, formater og samarbejder udvikles. Om det siger Louise Beck:
“I Danmark findes der en enorm talentmasse og et utal af både erfarne og banebrydende kunstnere, der kan og vil udvikle operagenren i det frie felt. Deres skabertrang og visioner er helt afgørende for operaens økosystem, og med en målrettet opbakning fra Copenhagen Opera Festival, vil dette stærke felt kunne nå ud i hele landet og også være med til at sætte Danmark på det internationale opera-landkort.”

Stærk evne til at tænke nyt
Det konkrete program og udviklingsarbejde for de kommende festivaler vil ske i dialog med festivalens eksisterende strategi og i et tæt samarbejde med festivalchef, Rikke Frisk og bestyrelse. Louise Beck bringer et omfattende nationalt og internationalt netværk med sig. Hun har gennem sit virke dokumenteret en stærk evne til at tænke nyt og skabe samarbejder på tværs af kunstarter, institutioner og landegrænser.
Louise Beck overtager deltidsstillingen fra den nuværende kunstneriske leder Amy Lane. Festivalen har allerede nu påbegyndt en løbende overlevering mellem de to, der fortsætter frem til og med festivalen i august.
Louise Beck tiltræder stillingen den 1. september og vil derfra være ansvarlig for festivalens kunstneriske udvikling og retning – i tæt samarbejde med festivalchef Rikke Frisk og bestyrelsen – i de kommende fire år. Copenhagen Opera Festival 2026 finder sted fra den 13. til den 23. august over hele København.
Kilde: Copenhagen Opera Festival
Louise Beck:
Uddannet ved Københavns Universitet og Wimbledon School of Arts i London. Scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af OPE-N (tidligere OperaNord) siden 1996. Debuterede i Danmark i 1996 med den spektakulære opera af Peter Laugesen og den islandske komponist Haukur Tómassons Gudruns 4. sang i tørdokken på Holmen, der modtog Nordisk Råds Musikpris. Har udviklet og produceret en lang række anmelderroste opera- og musikdramatiske værker i Danmark og internationalt. Har været udpeget af Statens Kunstfond som musikdramatisk facilitator og skabt det treårige udviklingsprogram TRAVERS i samarbejde med nationale og internationale partnere. Har siddet som formand Statens Kunstfonds Legatudvalg for scenekunst. Har samarbejdet med blandt andet Copenhagen Opera Festival, DR, Den Kongelige Opera, Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera, Göteborgs Operan, Aarhus Festuge, SPOR Festival, Aalborg Operafestival, Festspillene i Bergen, og de fleste store og små teatre i Danmark. Tidligere uddannelsesleder på Kunsthøgskolen i Oslo og Den Danske Scenekunstskole samt gæsteprofessor ved Ernst Busch Hochschule für Schauspielkunst i Berlin. Mentor i Udviklingsplatformen for Scenekunsts mentorprogram.
Copenhagen Opera Festival:
Grundlagt: 2009. Antal besøgende i 2025: 31.000 i hele København, 10 dage i august. Periode: 10 dage i august.
Copenhagen Opera Festival er Danmarks største operafestival, der både producerer og
præsenterer nye værker, koncerter og mobile formater over hele København. Festivalen arbejder med at udvikle operagenren og gøre den tilgængelig for nye publikummer, og spænder fra klassiske hovedværker til nytænkende stedsspecifikke produktioner. Kendt for blandt andet sine nyskrevne operaværker, opera-partybussen Ride! Sing! Repeat! og Festivalscenen på Den Røde Plads på Nørrebro.
Samarbejder med: Den Fynske Opera, Københavns Universitet, Tivoli Copenhagen Phil, Det Kongelige
Teater, Den Jyske Opera og en lang række frie kompagnier, scener og kunstnere.




