★★★★★☆ Drop dit spejl og se samtiden i øjnene i Amager Revyen 2026

Amager Revyen 2026 er tidligt ude i år, men det er bare én god grund mere til at valfarte til selskabslokalerne på Markmandsgade, hvor revyen atter viser, at den er noget helt særligt med sine sproglegende tekster og kærlige, skæve vinkler på samtidens dårskaber. Musikaliteten er helt i top i år med et delvist nyt cast, der stråler i Mikkel Løvenholt Reenbergs som altid cool instruktion.

Amager Revyen er helt speciel, og det handler som i mange andre mindre revyer om, at teksterne kommer fra andre forfattere end dem, der typisk leverer til de større revyer. Det gør ikke Amager Revyen mindre revyagtig, men giver en god balance mellem tradition og fornyelse – og i år et virkelig højt kvalitetsniveau på netop tekstsiden, hvor der ofte lægges spøjse skæve vinkler og leges ekvilibristisk med sproget.

Det føler jeg ikke

Der er måske lidt mindre Amager og lidt mere Danmark i år, hvilket verdenssituationen taget i betragtning giver god mening. Vi snydes dog ikke for endnu en lokal klassikerfortolkning med den sensuelt-ulmende revyveteran Dorte Munksgaard i Steen Svanholms Amager Boulevard. Den parafraserer Solitudevej og lader det herlige ord “surmulepart” rime på refrænet “om tirsdagen i tørvejr på Amager Boulevard.” Knudemanden Kaj er tilbage, men det er ikke altid lykken at få sine drømme opfyldt.

Vi får også et lidt spinkelt spin på Den store havfrue. Hende vil hverken Dragør eller andre som bekendt have, men hun viser sig at gøre god fyldest som muse hos gode gamle HCA. Her, som fx i Jacob Jonias Mavefornemmelser, viser holdet klasse ved at løfte de mere petite pointer med timing og tæft. Og det er da sjovt, om tyveknægten “kan se sig selv i overvågningsbillederne” eller føler lidt noget andet. Revyen har fint tag i de nære – for ikke at sige selvcentrerede – problematikker, som let kommer til at fylde, når man ikke kan overskue de globale konflikter.

Således negles også vores online tilværelse i flere gode numre. I Frida Sigurths Amar Halshug handler alt om timing, når dialogen konstant punkteres af bippende mobiler. I Morten Holm-Nielsen og Tomas Raaes sødmefyldte Mor er her altid iscenesætter samme Sigurth sig som en superheltemor. Hun beskytter mod både Putin og Lynetteholmen – hvis hun altså lige kunne løsrive sig fra sin influencerkanal. Ikke nye pointer, men tekst og spil skarpt to the point.

Elegante tekster uden overflødigt fedt

Anders Aamodt er med i revyen for anden gang og brillerer med sin klassiske digtertype, der i Tor Baggers spidsformulerede Poetry Slam let får “selvbetjeningskassen” til at rime på “Peter Madsen”, mens “soundbox” og “TedTalks” rimer på “reklamer for sikkerhedssko fra Airtox”. Med uhyre elegante, monomane og veleksekverede rants om hverdagens små irritationer snor Aamodts digter sig gennem revyen til stadigt stigende genkendelsesglæde.

Han er også rørende som officeren, der må klare sig med en ny kikkert i Længsel efter hygge. Og som en famlende Troels Lund Poulsen i andet geled med Max-Emil Nissens Lars Løkke i Jacob Jonia og Michael Slebsagers bragende morsomme og musikalske regeringsparodi S.V.M. og Mette Medina med Frederikka Lindbæk i topform i front som Mette F. med den signifikante tagline “Nu er mandatet kun for mig.”

Sangen følges op med (politisk) bogstavleg i swingerklubben i Benny Bang Jensens lidt skematiske, men elementært sjove tekst. Bogstaver er også på spil i Kurzhals & Ejlersens bedste tekst i år, Små gryder har også øren, hvor Frida Sigurths vikar må sande, at den danske børnesangskat står pivåben for woke-kritik fra de søde små.

Max-Emil Nissen, der ligesom Frederikka Lindbæk er ny på holdet, folder sin forrygende stemme ud i Tor Bagger og Morten Wedendahls svidende woke-satire med dobbelt skrue, Men jeg er jo ikke dem. Han tager også kegler som dræbersnegl i Jacob Jonias Ølfælden, der rundbarberer den danske øko-selvforståelse. Både Bagger og Jonia har mange gode tekster med i år, og især Bagger leverer knivskarpe tekster, fx også i sit take på forvekslingssketchen. Her bliver forskellen på ejendomsmægler og konfliktmægler fatal for departementschefen, der skal håndtere sommerhussalg og Grønlandskrise.

En flok, der har fået nok

Første del afrundes med en underskøn fornyelse af seer-brokkerøvene fra DR’s 90’ersatire Den gode, den onde og den virk’li sjove. Her gælder det Melodi Grand Prix, og holdet er “en flok, der har fået nok, og ikke vil være nummer sjok”. Nummeret fortsættes naturligvis med et medley af grandprix-sange leveret med charme og uendeligt mange blinkende pailetter. Holdet er fint understøttet af musikerduoen Peter Ravn og Christian Dahlberg, der er med til at give revyen et højt, musikalsk niveau i år.

Det er fest og farver, som gør sig godt før pausen. Mod revyens slutning vælges en anden toneart i Reenberg og Dahlbergs blide fredshymne Lad stjernerne vise vej. Det refererer refererer tilbage til deres åbningsnummer, Drop dit spejl, og peger håbefuldt mod et opgør med tidens selvcentrering og handlingslammelse.

Amager Revyen 2026 er måske en anelse mindre crazy end de seneste år – om end der både er blomster med tømmermænd, empowerment-prinsesser og grise med mere end flæsk på hjertet – men netop derfor rammer den samtidens alvor godt. Mikkel Løvenholt Reenberg står fortsat for en cool instruktion, der både kan det stramme og det gakkede. Første del stod ved forpremieren lidt skarpere end anden del, men latterniveauet var højt hele vejen i en revy, der netop er helt sin egen – og som ikke bare amagerkanere, men københavnere generelt bare skulle tage at flokkes om.