★★★☆☆☆ Til døden jer skiller er en middelmådig detox af parforholdet

Med komiske åndehuller, der ofte også fremstår tragikomiske, er Herning Ny Teaters opsætning af Andreas Garfields Til døden jer skiller præcis, hvad den giver sig ud for at være: En forestilling om to par, hvis ægteskab kommer i krise og hvor spørgsmålet om skilsmisse spøger. Dog med et lidt for overfladisk drys af komik og relaterbarhed.

Til døden jer skiller indledes med et brud på den fjerde væg, en forventningsafstemning og velkomst til publikum: Den Ansatte, der spilles af Thor Støvelbæk, fortæller, at vi er på et kursted, hvor vi skal detoxe, viske sindet rent for stressfaktorer og tilføre en hovedrengøring til parforholdet.

Allerede i teatrets foyer ligger samtalekort om parforhold. Publikumsrækkerne i salen er dækket af blødt lys og en tung røgelsesduft fylder teatersalen – som er vi virkelig på et kursted, hvor en stor grad af vedkommenhed og selvrefleksion venter forude. 

Scenografien som effektiv medspiller

To midaldrende par, Jesper Asholts Lasse gift med Camilla Bendix’ Signe, og Maibritt Saerens og Karin Bang Heinemeier som det nygifte par Merete og Mia. Alle fire træder ind på det eksklusive og særprægede kursted til en skæbnesvanger detox: Her kan drinks give orgasme og saunagusen sende gæsterne på selvreflekterende syretrip. Imens kommer hemmeligheder frem i lyset og skilsmisser tages op til overvejelse af flere omgange.

Kostumerne viser på få sekunder, hvilke personligheder vi har med at gøre. Spastedet som ramme for historien er let aflæst i Gøje Rostrups enkle scenografi, der består af det mest nødvendige: Seng, bar, bruser, saunabænk og polstrede, modulopbyggede bænke i naturlige og bløde materialer. Det hvide bagtæppe er sammensat af lange, halvgennemsigtige slør. Disse hæver scenografien op på et niveau, hvor den både føles intim og svævende.

Flora Brands lysdesign understøtter konstant fremgangen af historien. Særligt i samspil med Weronika Andersens lyddesign under saunagusens syretrip, hvor lys og lyd går op i en højere enhed. Den Ansatte er den, der primært rykker på møblerne, drejescenen og står for andre praktiske hands-funktioner i diverse sceneskift. En stærk påmindelse om, at han står til tjeneste – særligt, hvis der opstår en nødsituation…

Fra karikeret spil til sårbar hudløshed

Indledningsvist fremstår spillestilen karikeret i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse. Det kunne have resulteret i en behagelig komisk distance, men personligt rammer det komiske aldrig helt. Selvom der af og til kommer latter fra salen, kan jeg maksimalt svinge mig op på et ”Ha!”. 

Den overbelastede Signe er den eneste, der ikke fremstår karikeret fra starten. Camilla Bendix leverer en overbevisende gengivelse af et menneske, der er flosset i kanten og på kanten til at opgive sit ægteskab.

Det karikerede smelter væk i takt med, at facaderne falder. Vi når langsomt ind under huden på karaktererne. Mens deres drømme og ægteskabelige udfordringer afsløres, blødgøres spillestilen og bliver mere rå og ægte i sit udtryk. Ved afslutningen af første akt har vi købt præmissen og forstået, hvad karaktererne har på spil.

En detox eller en fin nok aften i teatret?

Trods den vellykkede scenografi, de gode tiltag og idéer til helhedsoplevelsen forbliver Til døden jer skiller en flad oplevelse. Slutscenen virker malplaceret, antiklimatisk og unødvendig. Forestillingens forsøg på at slutte af med et brag ligner mere et forsøg på at forklare mest muligt i forestillingens sidste minutter.

Den tilfredsstillende forløsning udebliver, det samme gør muligheden for en pirrende, åben slutning. Jeg går derfra med en oplevelse af, at forestillingen er præcis, hvad den giver sig ud for – hverken mere eller mindre.