★★★☆☆☆ Lidt underfortalt Ørkenrose er forførende svøbt i countrytoner

“Hedetur, pletblødning, vægtøgning, brystspænding, hovedpine, kvalme” tilsat countrytoner får vi i Bådteatrets visuelt og musikalsk originale cabaret, Ørkenrose, der i et foruroligende western-set-up sætter lys på kvindekroppen. Det er der brug for i en tid, hvor den også så småt dukker op i debatten om prioriteringer i sundhedsvæsenet. Lidt mere rød tråd ville dog have klædt den groteske og egensindige forestilling.

Hatten af for scenograf Nana Andrea Tiefenböck, der har omskabt Bådteatrets minimale scenerum til en tro kopi af en westernsaloon. Dog ikke mere tro, end at det foruroligende lurer i hjørnerne, mens en knaldrød hest passerer den bragende blå himmel i en rude, og halvdøre klaprer ildevarslende, mens groteske væsener af og til indtager saloonen sammen med trioen Signe Kærup Dahl, Astrid Kjær Jensen og musiker Amalie Hannibal Petri.

Samklang mellem krop og country

Hvad westernuniverset så egentlig har med kvindens krop at gøre – som det hele handler om – havde jeg lidt svært ved at gennemskue. Er det kvindens krop, der er ren wild west? Sundhedsvæsenet og den mandsfikserede sygdomsvidenskab? Eller er det blot en visuel association fra titlens ørkenrose til kvindekønnet? Der er vemodig samklang mellem kroppen og Amalie Hannibal Petris fremragende country-kompositioner, hvis vers, ligesom den øvrige tekst, er skabt af holdet.

“Hedetur, pletblødning, vægtøgning, brystspænding, hovedpine, kvalme,” lyder det i den mest catchy sang i repertoiret, der naturligvis dykker ned i overgangsalderens uendelige slidsomme indgreb i kroppen, der stadig skal eksistere i verden, som om alt er, som det plejer.

Kan man klappe i takt på dette refræn? Naturligvis! Det er tilbagelænet, sorgfuld hjerte/smerte. Her er det ikke rettet mod kærligheden til en anden, men mod ens egen lunefulde krop, der ædes af den forræderiske tid.

Hej søster

Inden da har vi poetisk strejfet graviditeten, der udfolder sig som en blidt flydende baby i en varmt lysende livmodercirkel under den sovende kvinde på baren. Idyllen varer ikke længe, for nu invaderes den fødende krop af en læge/jordemoder, der effektivt flår ungen ud og syr med lang tråd, mens kvinden skriger. Sådan kan en fødsel opleves, voldsom og distancerende. For andre er det heldigvis anderledes.

Senere får vi hele livet samlet i en maggiterning. Eller mere korrekt – i den helt vidunderlige dukke, Signe Kærup Dahl blidt fører over scenen og gennem kvindelivets faser. Det er også hende, der mod slut har en smertefuld sitrende scene med det døde barns spindelvævstynde, evige mærke i moren.

“Hej søster,” lyder sangen, der nøgternt og med 70’ervibe kalder sundhedsvæsenets manglende forståelse og interesse for kvindekroppen frem. “Lægen hører ikke, hvad du siger / Lægen siger, alt er, som det skal vær’ / Du kan altid tage en pille mere.” Det er sørgeligt, fordi det er sandt, og får endnu en grad af mismod med sangens 70’ertone, som  Signe Kærup Dahl rammer præcist med sine naivt-vrede ord. Vi har vidst det længe, først nu begynder det fokus at flytte sig.

Mystisk og underfortalt

Nu kan det lyde, som om Ørkenrose er en meget didaktisk forestilling. Det er den ikke. Den svæver lidt uafgørligt, men dragende et sted mellem de meget konkrete kropslige erfaringer og et grotesk-poetisk rum. Et rum, hvor alt forstørres og af og til underliggøres i det velkendte western-set-up, der samtidig oser af uforudsigelighed.

Der er mange gode greb og enkeltelementer i Ørkenrose, der også med fuld ret kan argumentere for sin collageagtige struktur med genrebetegnelsen “country cabaret”. Men en smule mere rød tråd eller dramaturgisk bue ville klæde forestillingen, der af og til ender med at være lige så mystisk og underfortalt, som den hævder, kvindekroppen er. Af og til tangerer den også en børneteatertone, der skurrer mod den dampende, voksne kvindekrops væren i verden.

Det sagt, har forestillingen et pirrende, originalt visuelt og musikalsk univers omkring den cool trio, der fremskriver et tema, der heldigvis er begyndt at indtage sin plads på både scener og i den offentlige debat.