★★★★☆☆ Verden imellem os – spredehagl på kanten af sædet

Syddjurs Egnsteater er klar til endnu en omgang i turnémanegen med geniscenesættelsen af Brian Vind Hansens Verden imellem os. Der skal nok blive grint og græmmet rundt omkring i de danske udskolingsklasser, men kan det fange?

Frederikke og Victoria er bedste venner. De spiller Just Dance, har deres egen lille klub og udfordrer hinanden med små challenges. Men så rejser Victoria til Afrika i fire år og da hun kommer tilbage, går Frederikke i niende klasse og til boksning med sin nye bestie. Det er ikke helt let for Victoria at reintegrere sig i den kedelige provinsby og noget ulmer. For hendes mor har været ude for noget slemt, og nu er Victoria anderledes temperamentsfuld.

Flere og flere ubehagelige konfrontationer med de andre klassekammerater følger. Det eskalerer, og imens forsøger Frederikke at finde ud af sin egen loyalitet. Ligger den hos den gamle veninde eller fællesskabet? Og det gør det ikke lettere, at begge lejre gør forfærdelige ting. Da klassen laver en Snapchat-gruppe mod Victoria, følger Frederikke med, og så er der ingen vej tilbage.

En konstant fortællestrøm

Historien om det gamle venskab udspiller sig i en konstant fortællestrøm. Indimellem de fine dialoger mellem de to bliver man ført af personernes fortælling om handlingen, hvilket for det meste ikke er nødvendigt. Vi kan sagtens følge med i skiftene på scenen uden, og det bidrager ikke til andet, end at man føler sig en smule talt ned til.

Nu er undertegnede måske heller ikke den direkte målgruppe, og selvom de 13-18-årige har travlt med hormoner i hjernen, så bliver det hele lidt for meget tell og ikke helt nok show. Man kunne også frygte, at det hele bliver lidt cringe (og hermed har jeg sikkert outet min egen alder), når to voksne kvinder spiller niendeklasseselever. Så måske bliver nogle af grinene ufrivillige. Det samme gælder referencer til et ungdomsliv, som måske allerede er fjern fortid for nutidens unge.

Men fortællingens styrke tager revanche. For da klassens dronning holder fest, og der begynder at tegne sig en historie om mobning og sociale medier, bliver man grebet af den. Der vokser noget håndgribeligt, noget relevant, frem. Det hele kulminerer i en grum torturfortælling, som får publikum frem på kanten af sædet. Det minder lidt om Jane Tellers sublime ungdomsroman Intet (2000) og får samme intensitet, hvilket jeg er sikker på, nok skal fange målgruppen; det fangede i hvert fald både mig og min 12-årige ledsager.

Gråt i gråt

I ens Hummel-kondisæt er Line Bie Rosenstjerne og Maja Juhlin fit for fight, når de spiller Victoria og Frederikke og alle deres forældre, lærere og klassekammerater. Med enkle ændringer i tøj og manerismer, bliver det tydeligt, hvem der er hvem. Det hele akkompagneres cool af Sara Mouritzen på trommer, som giver Verden imellem os sit høje energiniveau.

Scenen er grå og afspejler dermed provinsbyens tristesse sammen med de syv små, ens huse, spillerne rykker rundt med for at skabe scenerummene. Husene og de sorte dragter forsvinder dog lidt i det grå, under det kolde lys fra loftet, så spillerne skal give den ekstra gas for at øjet ikke svømmer hen i det farveløse. Men det gør de nu også. 

Ungdomsspredehagl

Verden imellem os er skuespiller Daniel Bevensees instruktørdebut. Han lader fint de to spillere udfolde sig, selvom man godt kunne have tænkt sig en opstrammer af Brian Vind Hansens tekst. For en ungdomsstekst, der nærmer sig sin 10-års fødselsdag, har måske lidt svært ved at følge med og fange tidens unge, gætter jeg på.

Historien skyder i alt for mange retninger, med det nærmest obligatoriske kys, der forvirrer lidt, men ikke rigtigt gør noget tydeligt i personernes forhold; lidt hashrygning, som ikke gør meget andet end at lade os forstå, at de stadig er nogle ballademagere. Der ligger også en historie om et intergenerationelt traume i første led, hvilket kunne være interessant og aktuelt at udforske. Victorias mor har nemlig været kidnappet af Al-Shababb, og den utryghed er afgørende for Victorias ændrede sind. Men når man skyder med spredehagl, rammer man aldrig dybt.

Det, der vinder, er i sidste ende energien og trommernes drive. Og så ikke mindst når historien samler sig i den sidste tredjedel af stykket.