★★★★☆☆ Har du talt med din Nabo i dag?

Public Performance præsenterer i samarbejde med Aaben Dans og Folketeatret en inddragende undersøgelse af naboskabets styrke og kvaliteter, der med humor, dokumentarisme og jordnær praktikalitet animerer egne refleksioner.

Næppe er aftenens mission om “at kortlægge og infiltrere nabolaget” præsenteret, før publikum selv må kvalificere opgaven med en rask lille håndsoprækning. Den afdækker, at vi ikke vil undvære vores naboer, selvom en del af os har konflikter med dem. “Vi vil noget med hinanden, men hvad er det, vi vil,” konkluderer gamemaster Erik Pold åbent.

Stærke typer med åbent sind

Det skal vi dykke nærmere ned i med de to operative på holdet, performerne Annika Lewis og Nicolai Duckert Perrild. Klædt i orange kedeldragt og guldfarvet dynejakke skal de nemlig ud i området Musicon, som Aaben Dans er en del af. Imens rokerer Erik Pold deres avatarer, 2 Barbie-agtige dukker, rundt på det ligeledes orange kort over området, der af og til klippes ind i billederne fra de tos selfie-optagelser.

Roskilde Festival og Højskole er også naboer og får således lov at fylde visuelt – og måske som den herostratisk berømte feeling – i de orange markører, mens guldjakkerne korresponderer med taget på rockmuseet Ragnarock, som vi ofte kan skimte i udkanten af performernes live-optagelser.

De drager ud med åbent sind. Annika Lewis som den lyse, der vil finde og sprede kærlighedspulsen i området. Nicolai Duckert Perrild lidt mere på vagt. Ja, faktisk får han i starten flere gange noieren, mens han roder rundt på mørke stræder og fyldte parkringspladser. De to performere får meget ud af deres kontrasterende mimik i de billeder, de løbende sender retur til os i salen, og som mixes dygtigt af de to afviklere, der sidder bag de blinkende knapper i scenens kontrolrum.

Hils på hinanden

Ekspeditionen foregår i tre rul, der hver gang afsluttes med nabo-barometeret, der udløses af publikums knips og klap. I Roskilde er vi on a high med et støt stigende barometer, der til slut næsten sprænger loftet, mens vi er helt, helt stille.

Først afsøges gaderne. Der er ret tomt, så det er godt, at Annika Lewis er god til at forestille sig ting og går målrettet efter hygge. Naboer må de kigge langt efter, så i stedet får de iværksat en catwalk-konkurrence i bedste interimistiske modehus-stil. Erik Pold på trappen mellem publikum, de to andre ude i det dunkle mørke. Det festlige indslag følges af et ekspertpanel, der i båndede indslag giver indsigt i naboskabets væsen. “Livskvaliteten stiger, når man hilser på hinanden,” siger livstilseksperten, mens arkitekten forklarer, hvordan man tænker naboskab ind i nybyggerier og konfliktmægleren betoner værdien af relationer.

Eksperterne giver en fin faglig kontrast til de mere hands on-undersøgelser, der nu går ind i andet rul med besøg i åbne, offentlige bygninger. I Kunstsmedjen, hvor Annika kigger ind, er der rotter for tiden, men ellers kan man godt møde lækre mænd der, betror to grinende damer os. Nicolai møder et andet sted en håndfuld herrer, der går virkelig meget op i at male Warhammer-figurer – især om mandagen. Begge indslag giver os på en genuint nysgerrig måde en skive af livet, som det leves i Musicon by night.

Mestre i inddragende formater

Anika synger drømme-flirtende Børge Mûller og Bent Fabricius Bjerres smukke Nattens sidste cigaret, mens hun danser alene i et af områdets magisk-lysfyldte rum. Dansen rækker ind til os i salen, før sidste rul sættes i gang. Nu skal vi nemlig helt ind i privaten. Til et ældre par med kaffe på kanden og til en flok unge på højskolen, der måske, måske ikke har alkohol i glassene.

Naboskabet fejler i hvert fald ikke noget på disse to lokationer, hvor beboerne deler gavmildt ud af sig selv, og også indvilger i at drage med Annika og Nicolai ud i natten og hen til os, hvor cirklen kan sluttes. Public Performance er mestre i at lave inddragende formater, der ikke nødvendigvis kræver så meget af den enkelte, men altid får en til at reflektere over, hvordan vi er i verden.

I Nabo foregår det på en meget jordnær og relationel måde, hvor man som tilskuer mest skal vinke og klappe, mens vi stirrer på naboerne derude på skærmen, som reelt bliver inddraget. Det er underholdende, og under latteren ligger et dybere lag, der berører om mellemmenneskelighed, mens hele konstruktionen leger med dokumentarismens virkemidler – og objektivitet.

Kontrasten mellem de saglige eksperter, samspillet mellem de tre karakterer, uforudsigeligheden i nogle af møderne og den genremæssige legesyge giver fin nerve og fremdrift til et performativt format, der fungerer på flere niveauer. Performancen kan fange på Folketeatret fra 30. april, hvor andre rum og naboer skal undersøges.