Hvordan skaber man en god afrunding og evaluering af et kunstnerisk projekt? Det var emnet, da Bæredygtigt Kulturliv NU og Dansk Scenekunst satte social bæredygtighed til debat og inspiration på kurset “Bæredygtig produktionsplanlægning i scenekunsten – evaluering, implementering og forankring af bæredygtige produktionsprocesser”.
Kurset “Bæredygtig produktionsplanlægning i scenekunsten”, der blev holdt på Udviklingsplatformen for Scenekunst i København, var det femte og sidste i rækken under parternes 16 måneder lange Accelerator-program. Dagens tema tog afsæt i Theatre Green Books afsnit om produktion og anbefalinger om at dele erfaringer med fremtidige hold. Leder af Bæredygtigt Kulturliv NU Christian Gade Bjerrum understregede i sin velkomsttale, at ”Det er sårbart at blive evalueret. Derfor skal der skabes et bæredygtigt rum for kritik og feedback.”
Vi skal starte i en kropslig organisering
Dagens første oplægsholder var HAUTs kunstnerisk leder Alex Blum. ”Den sociale bæredygtighed er vigtig. Vi skal starte i en kropslig organisering, for handlinger sætter sig i kroppen og er med til at skabe de mennesker, vi er” lød det fra Blum. Hun er uddannet koreograf og statskundskaber og har forsket i, hvad der sker i queerkroppe, som modtager vold af både strukturel- og fysisk karakter.
Handlinger sætter sig i kroppen og er med til at skabe de mennesker, vi er
Igennem sit koreografiske arbejde har Alex Blum arbejdet med kroppe og muskulatur. De muskler, som binder sig op på det autoimmune nervesystem, er konstant er på arbejde og registrerer, hvordan vi har det, og om der trusler i rummet. Vi bærer rundt på psykosomatisk bagage. Det er herfra, vi reagerer på omverdenen, og fordi vores autoimmune nervesystem er forskelligt belastet, reagerer vi forskelligt på respons.
Må jeg evaluere dit arbejde?
Alex Blum har været med til at udvikle en mere rolig og samtykkebaseret feedbackmetode. En metode, som tager afsæt i de kroppe, der er tilstede under samtalen, og som passer på den mest sårbare krop i rummet. HAUT bruger metoden og har beskrevet den i ”A Queer Feedback Handbook”.
Den, der evalueres, kan altid sige nej
”Vi kan fx starte med at spørge: ’Må jeg evaluere dit arbejde? Din performativitet? Dit tilstedevær?” forklarer Alex Blum. Den, der evalueres, kan altid sige nej. Indvilliger vedkommende i at blive evalueret, er der visse betingelser, som er afsæt for feedbacken. ”Der afgrænses og sættes rammer for, hvad der skal evalueres. Det kan være kunstneren kun vil have feedback på lyssætning,” forklarer Alex.
Hun giver et konkret eksempel på feedback til en svensk produktionsgruppe, der havde skrevet en adoptionskritisk tekst. De medvirkende stod med selvoplevede erfaringer på scenen. ”Vi skulle derfor ikke diskutere for eller imod transnational adoption. Det ville rippe op i deres personlighed og hvem de er som krop. En forudsætning for bæredygtig feedback er, at vi tager afsæt i vores kroppe. Samtykker og mærker efter vores grænser,” understreger Alex Blum.
Feedback går ind i vores kollektive nervesystem
Efter oplægget introducerede Alex Blum en øvelse, som resonerede krop, berøring og en opfølgende omsorg. Den var egentlig meget simpelt i sin form, men overvældende effektivt i sin respons på nervesystemet. Vi fandt en partner og lavede en lille ø med stole. Vi lukkede øjnene og skulle på skift give hinanden fem til syv berøringer. Det kunne være tunge tryk eller fjerlette prik.
Et let fingertryk bag på ryggen pirrede til min irritation og gjorde nærmest ondt
Den, man berørte, fjernede ens hånd, når de havde taget oplevelsen ind. Det var overraskende, hvor forskelligt berøringerne gav respons i kroppen. Et let fingertryk bag på ryggen pirrede til min irritation og gjorde nærmest ondt, og jeg hev hurtigt min makkers hånd væk, mens et hårdt tryk på knæet ikke affødte nogen særlig emotionel reaktion. Efter øvelsen talte vi om oplevelserne, og Alev Blum understregede som afrunding, at ”Feedback er ikke neutralt. Det går ind i vores kollektive nervesystem.”
Hold det simpelt
Dagens anden oplægsholder var Mikkel Rubæk, der producent på Det Kongelige Teater, som også arbejder ud fra Theatre Green Books grundprincipper. Mikkel Rubæk fortalte meget konkret om arbejdsprocesser og bæredygtighedstiltag.
”Man er nødt til at se igennem en masse detaljer, hvis man skal i gang,” understregede han, der arbejder ud fra “KISS-princippet”. Det står for Keep It Shot og Super-Simpel, og det må ikke tage mere end syv minutter at lave et CO2-regnskab for produktionen.
Man er nødt til at se igennem en masse detaljer, hvis man skal i gang
Det Kgl. Teater har blandt andet skabt bæredygtige forandringer ved kun at have én modelaflevering. Det betyder, at opstartsprocessen har fået mere fokus i en møderække, som løber over cirka 11 måneder fra start til slut. Det starter med et velkomstmøde:
”Her fortæller vi om om budget og grøn vision, og der laves en rammesætning for produktionen. De nye kunstnere i huset skal lære os at kende. Den personlige kontakt vægtes højt. Det er lettere at ringe til en kostumier, man har mødt før og høre, hvad der findes. Jo mere håndgribeligt og taktilt, man laver det møde, jo mere inspirerende er det,” forklarer Rubæk.
Personbåret overlevering mest bæredygtig
Den menneskelige kontakt har også vist sig at mest gangbar i forhold til at være bæredygtig på videndeling. ”Vi har ikke tid til at lave en rapport efter hvert tiltag. Den viden, vi har, skal forankres i huset. Overlevering er meget personbåret. Den hurtigste måde at dele på er til et ugentligt møde,” forklarer Mikkel Rubæk.
De vægter social bæredygtighed jævnbyrdigt med konkrete CO2-regnskaber.
Den sociale bæredygtighed understøttes af forskellige strategier for evaluering. Det Kgl. Teater har blandt andet indført “Skuespillernes kvarter”. Her samles skuespillerne hver uge og kan italesætte problemer på produktionen, som forestillingslederen så kan samle op på eller gå videre med. Derudover har teatret en Code of Conduct, som læses op til læseprøven. Der er fx hilsepligt og der skal tales pænt til hinanden. Efter hver produktion får alle på produktionen et evalueringsskema, der afleveres til teatrets HR-afdeling, som vurderer, om der er noget, der skal følges op på.
Kursusdagen satte fokus på, at teatrene er nået langt med deres bæredygtighedsarbejde, og at de vægter social bæredygtighed jævnbyrdigt med konkrete CO2-regnskaber. Dagen viste også en stor spændvidde i, hvor forskelligt evaluering kan gribes an, og understregede endnu engang vigtigheden af at mødes og inspirere hinanden.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Bæredygtigt Kulturliv NU med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
