★★★★☆☆ Rosens navn får magisk liv i stemningsfulde rammer

NørregadeTeatret har taget munden fuld med en sceneversion af Umberto Ecos Rosens navn, og lykkedes trods en noget lang spilletid med en medrivende, stemningsfuld og ikke mindst stor visuel oplevelse.

Det er lidt hårdt for ryggen at tilbringe over tre timer på en kirkestol, men det må man leve med. For det er et scoop, at NørregadeTeatret har fået lov at iscenesætte Rosens navn i Maribo Domkirkes højtidelige rum. Umberto Ecos roman udspiller sig ganske vist på et kloster, men domkirkens arkitektur og akustik skaber den helt rette kontekst for historiens begavede krimi.

Miljøet er præget af konflikten mellem de strenge benediktinere og de mere milde franciskanermunke. Konceptet vækker tydeligvis genklang, for den store domkirke var proppet til randen, da jeg så den til den første af mange ekstraforestillinger.

Kampen mellem lys og mørke

Franciskanermunken William af Baskerville – navnet signalerer hans evner som detektiv – og hans unge lærling Adso er blevet hidkaldt til benediktinerklostret for at undersøge et mystisk dødsfald. Snart skal der holdes en form for forsoningsmøde mellem de to trosretninger på klostret, og klostrets abbed, spillet med sitrende nerve af Preben Kristensen, vil have orden i eget hus inden da.

Det får han ikke, for flere dødsfald indtræffer. Alle relateret til klostrets bibliotek, som William i forvejen er ganske bjergtaget af. Han arbejder sig frem mod en opklaring, men inden da kommer den pavelige udsending med inkvisitionen i spidsen i skikkelse af Lars Boms sadistiske Bernardo Gui. Han piner og dræber, før han spørger.

Blandt ofrene er pigen, som Adso har tabt sit hjerte til. Spanske Gracia Rios Calderon giver historiens enlige kvindefigur både sødme, sensualitet og desperation næsten uden at sige et ord. Forklaringen findes ikke, som Bernardo Gui tror, i synd i almindelig forstand, men handler abstraheret om kampen mellem benediktinernes mørke og franciskanernes lys. Mellem tragedie og komedie. Om at give plads til begge i livet.

Luk latteren ind

Ecos roman er således en rigtig knaldroman løftet ind i et filosofisk – og humoristisk – sprog, der leende spørger: “Hvad nu, hvis Aristoteles også havde skrevet en bog om komedien. Hvordan ville vores kulturhistorie så have formet sig?”

Jeg ødelægger nok ikke noget ved at afsløre, at det er netop den fiktive bog, der udløser alle misgerningerne på klostret, fordi nogen ikke ønsker at lukke lyset, i form af komedien, ind i verden. Ecos bog blev i 1986 filmatiseret med Sean Connery og Christian Slater i rollerne som William og Adso, så den perlende begavede fortælling vil være kendt af mange.

Man kan derfor også spørge, hvorfor vi nu skal have den i en sceneversion, der alt andet lige bliver i den lange ende, hvis man skal have finesserne i intrigen med. NørregadeTeatret svarer på det ved at insistere på, at vi i en hurtig tid alligevel godt kan tåle det lange format. For historien er spændende nok og får en ekstra dimension gennem Søren Glads vidunderligt smukke lys-/videoscenografi. Det changerer fra de lyse solstrejf til det dunkle biblioteksmørke og hvælver sig op over os i hele kirkens rum.

Omgivet af spillet

Kun et enkelt delbart sætstykke supplerer kirkens interiør, mens et tilsyneladende uendeligt antal frivillige fungerer som levende, stemningsbærende sætstykker. De pusler hele tiden omkring os, op og ned ad gangene, som de tavse, men vidende munke, der af og til bryder ud i sang – en enkelt gang i et tavst skrig. Det er godt tænkt, for der er langt fra sidste række til alteret, hvor handlingen mestendels foregår.

Kristian Boland og Samuel Traum slår flot til med god kemi og timing som William og Adso. De er næsten konstant på scenen og får varmt formidlet det lys, deres munkeorden repræsenterer. Nis Bank-Mikkelsen lægger stemme til den aldrende Adsos minder. De indrammer fortællingen med meta-optakten fra Johannesevangeliet “I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.”

Waage Sandø giver myrekryb som den – i mere end én forstand – blinde skurk Jorge. Han vil hellere miste alt end give latteren lov til at gjalde, og raser mod os fra prædikestolen i en sjælsrystende scene. Christian Damsgaard giver en sød, kropslig comic relief til lægemunken Severino. Bjarne Antonisen er fordækt klam som biblioteksmunken Bengario, og Mikkel Vadsholt giver den svigefulde munk, Salvatore, nuanceret liv.

Dommedagsklokker

Et hav af gode kræfter befolker de øvrige taleroller, som de i større eller mindre grad kan give karakter, da plottet drives til sit klimaks uden for mange svinkeærinder i Frank Rubæks sikre instruktion.

Spillet bliver en anelse skematisk af og til, fordi det lider lidt under de mange detaljer. Det kan godt kombineres med et plot i en roman, men i en scenisk version kan det, sammen med antallet af karakterer, forekomme ophobet. Manus kunne have været skåret lidt skarpere ved fx at reducere i bikaraktererne, men NørregadeTeatret har omfavnet fortællingen i sin helhed – det afkræver respekt.

Det lille egnsteater får Rosens navn til at flyve i dynamikken mellem de stærke hovedkarakterer og sit kæmpeensemble i en magisk scenografi, der spiller fornemt sammen med munkenes sang og kirkens malmfulde klokker, der determinerende varsler dommedag – og fortsat klinger i mine ører.