★★★★☆☆ Fugl – aktuel opera taber pusten undervejs

Fredag havde Operaen i Midten urpremiere på den nye danske opera Fugl i Højhuset Kulturhotel ved Herning. En stærk og højaktuel krigshistorie med meget på sinde – som desværre ikke når helt ud over scenekanten.

Hvordan er man et godt menneske, når krigen hærger? I den nye opera Fugl, skrevet og komponeret af Jesper Nordin, møder vi fire karakterer, der alle bliver udfordret i deres grundlæggende tro, værdier og etik. Historien dykker ned i forskellige grader af behovet for at handle – eller lade skæbnen råde. Ylva Kihlbergs iscenesættelse af den ellers stærke og skæbnesvangre historie er stærk i første akt, men mister siden energien.

I Fugl møder vi den sygeplejestuderende Mina (Frederikke Kampmann), der ønsker at gribe til handling i krigens ubarmhjertighed, men konstant konfronteres med afmagt. Præsten Milo (Asmus Hanke) vil lade skæbnen råde og leve som fugle, hvilket hans kone Amsel (Sidsel Aja Eriksen) sætter spørgsmålstegn ved. Historien tager for alvor fart, da myndighederne opdager, at Milo og Amsel gemmer sprængstof i hjemmet.

Scenerummet styrker og spænder ben

Den sekskantede sal danner rammerne for iscenesættelsen af Fugl. Publikumspladserne er placeret i en nedadgående halvcirkel med orkestret til venstre. Rikke Juellunds scenografi henligger i mørke, hvor kun omridset af kasser, to nøgne træer og fire hvide slør, der hænger fra loftet, kan skimtes. Operaen indledes med lyden af fire fortællende børnestemmer, der løbende guider os gennem historien.

Med velintegrerede fodtrin bag publikumsrækkerne i sceneskiftene bliver rummets udformning en stor del af helhedsoplevelsen. Desværre forhindrede opbygningen af publikumsrækkerne mit udsyn til den forreste del af scenegulvet, hvilket resulterede i, at væsentlige detaljer forsvandt i formidlingen.

En fængende begyndelse

Med medrivende kompositioner og æstetisk vellykkede lydbilleder bliver orkestret – bestående af Olivera Marinkovic, Maria Isabel Edlund og Christian Back Kirkegaard – sikkert ledet af dirigent Magnus Plejdrup, operaens stærkeste stemningssætter.

Sangerne Frederikke Kampmann, Asmus Hanke, Sidsel Aja Eriksen, Anders Kampmann, Lars Fosser og Guido Paevatalu leverer medrivende vokale præstationer. Imens skaber Ise Klyster og Benjamin Haar lydmæssige og visuelle åndehuller med guidende lyssætning og videoprojektioner på bagvæggen.

At Fugl ikke er gennemkomponeret, men fletter sangen med tale, tydeliggør kontraster i karaktererne. Tvivl og moral sættes tydeligt på spil de steder, hvor en enkel replik eller kort dialog tager over for sangen. Den sårbare og detaljerede præstation i Sidsel Aja Eriksens gestiske spil gør Amsels skæbneberetning til den mest fængende. Børnestemmernes naive og legende toneleje giver fortællingen et sårbart skær, som særligt i første akt er let at give sig hen til.

Knækket spændingskurve

Første akt slutter, da Milo bliver anholdt, hvilket lægger op til en stigende spændingskurve. Kurven dykker dog hurtigt. Musikken drukner Jesper Nordins smukke libretto i anden akt. Kun de talte ord og sangernes gestik står tilbage som sceniske markører for hændelsesforløbet.

I anden akt savner jeg de ellers vellykkede og visuelt smukke intermezzi fra første akt. Særligt projektionen med fugle i trætoppe og fuglekvidder efterlod et løfte om håb, og løftede scenografiens nøgne trætop på fineste vis.

Fuglesymbolismen, hvor sangeren spreder armene som vinger og samtidig leder tankerne mod Jesus på korset, bruges så ofte, at den mister sin effekt. Resultatet bliver, at det narrative potentiale forbliver uforløst og utydeligt, hvilket gør iscenesættelsen af anden akt flad og langtrukken. Fugl er en rå og aktuel opera med stærke præstationer og fine detaljer. Men i anden akt mister den sit narrative greb og efterlader en del af værkets potentiale uforløst.