★★★★☆☆ Vildnis – underfundigt laboratorium for poetisk musikalitet

Mør Collective præsenterer VILDNIS – Der vokser græs ud af min hovedskal på Teater FÅR302. Den er skrevet af dramatiker Abelone Koppel, og publikum vælger hver aften mellem den røde, gule eller grønne mappe med tekstudvalg, performerne skal spille og sige, dikteret gennem en øresnegl. Det er intens linedans, hvor spillerne er på overarbejde, og hvor handling opløses i poetisk musikalitet.

VILDNIS er næsten skabt til at fare vild i med ord og tanker som græs, der vokser vildt og tæmmes i et stramt system af regler, der er aftalt på forhånd. De mange tekster er blevet til i et samskabende rum, der dermed udfordrer dramatikerens rolle væk fra prøverummet.

Når publikum har valgt en tekst, træder performerne Charlotte Elizabeth Munksgaard og Villads Bugge Bang ind på scenen og giver stemme til ordene i deres ører som simultantolke fra hver deres øresnegl. Det er råt, sårbart og giver et indblik i maskinrummet for skuespil. For hvad sker der, når tekst og bevægelse ikke kører på rygmarven, og spillet skal opstå umiddelbart?

Et laboratorie for ord

Vi er alle deltagere i et eksperiment. I godt selskab med mennesker, der ikke er bange for at fejle, men på jagt efter det vilde og måske lidt utæmmede, rå nærvær. For i modsætning til flere andre arter, er vi fyldt med ord, der forhindrer os i at være fuldt til stede i nuet. Ord, der som et krat er til at fare vild i, uden at vi helt ved, hvor de kommer fra, og hvad de vil os.

En elektronisk hakken fylder rummet, men ikke den sædvanlige elektroniske brummen, der fylder alle teatersale for tiden. Mere en menneskelig stønnen som en smagsprøve på forskellige følelser, vi skal møde. Rummet er klinisk, hvidt og bart med diskrete trefarvede skaktern på gulvet – alt oplyst af lysstofrør. Sol Ravn har dermed skabt et unikt og stramt kukkasseteater som hvid kanvas for ordenes penselstrøg.

Bag et vindue ses musikrummet, hvorfra komponist og livemusiker, Mika Forsling, skaber magi. De to performere er klædt helt i hvidt, og i væggen ses en lille lem, som arkitekten bag det hele (Anika Barkan) af og til ser stift igennem med store, sorte briller. Eksperimentet er i gang i klinisk kolde omgivelser, hvor ord og musik dissekeres og udfoldes til følelser og relationer mellem mennesker.

Utæmmet vildnis

Ordene synes rigtig nok at vælte ud af performerens hovedskal, fordi sætningerne ikke er forberedt, så deres retning og intentioner skal gribes i nuet. Måske er det vejen til at holde teksterne levende og utæmmede for en performer, der normalt skal gentage sig selv aften efter aften? Måske er det en måde at give teatertekster fri fra indstuderede kropslige rammer, fastlagte tryk og intonationer.

Et system er der dog. En forestilling er opdelt i tre runder med forskelligt fokus og aktionskort, der siger noget om kroppen i rummet. Det står i programmet, men det er ikke noget, vi ser på scenen – andet end et lille “tak”, når en scene er afleveret.

“Rejs dig op, sæt dig ned, opfør dig ordenligt.” Charlotte Elizabeth Munksgaard og Villads Bugge Bang taler til hinanden, men kan også opleves som forskellige sider af en person – som en dialog med egne indre stemmer. Nogle gange gentager de hinandens sætninger – som i kanon. Sammenviklede og ufri.

Som et virvar af tankefulde og drømmende minder, der kører sit eget løb – livlige, surrealistiske, formanende og håbefulde. Begge performere er til stede med et fokus, der på intet tidspunkt kan sættes på pause i deres imponerende dribling mellem ord, rum og samspil. Den ukendte næste linje tilfører en ægthed, men efterlader os også indimellem i røgslør af desorientering.

Poesi som musik

Performerne er underklædt i grå, vatterede veste med middelalder-vibe. Ingen lanser – kun vignetter af ord, ord og atter ord, der paraderes, gribes og jongleres. “Hun siger, dit hjerte sidder i hele kroppen. Du vil så gerne være voksen.” Provokerende og ransagende. Tænk at der er overskud til at lægge lag af følelser uden på kostumet. Vejr trækkes gennem en megafon, en bamse krammes, vand sprayes, en bænk er fuld af græs.

Rekvisitterne medfortæller, men fremfor en sammenhængende historie, træder poesien frem som drømmefangere med rytmer, dynamikker og kroppenes timing. Mika Forsling er en nærværende medspiller, som griber om ordene, som var de blot endnu et instrument i hans fængslende kompositioner. Det er et stort plus, at menneskelige stemmer og klassiske toner inddrages som brobygger til det elektroniske landskabs rige instrumentering.

Pludselig giver Charlotte Elizabeth Munksgaard sin øresnegl fra sig og rækker den til en fra publikum – et fint brud på den fjerde væg, der åbner det generøse og samskabende rum yderligere. Farvet lys og haze skaber stærke billeder, der ledsager de sidste krampetrækninger af en vildtvoksende performance. Et pletvist vaklende nærvær vidner om, at trætheden til sidst er ved at sætte ind. Til gengæld overtager musikken, der hvor ordene forstummer i en skøn og klangfuld epilog.