André Andersen og Pernille Stockfleth flekser med de fortælletekniske muskler i deres genfortællende forestilling om Ole Lund Kirkegaards Otto er et næsehorn udsat for Java-kaffe og friskfyrattitude.
Storytelleren André Andersen slog benene væk under mig med sin gyserhistorie Abehånden i 2019. Alle kan fortælle historier, men man kan nemt forestille sig, hvor ringe en historie kan fortælles. Hvem har ikke siddet til et selskab og hørt på sin sidemakkers anekdote og håbet, at den snart var til ende?
Men storytelling er både story og telling, og en god historie skal først og fremmest fortælles. Det er André Andersen en mester i, når han med friskfyrattitude, høj energi og en hob af fjollede gags gør sin historiefortælling til en leg, som man bare må være med i.
På det seneste har André Andersen sideløbende med sine soloforestillinger slået pjalterne sammen med den lige så ferme storyteller Pernille Stockfleth i en række forestillinger under navnet André Andersen Teaterkompagni. Det ser ud til at være et særdeles frugtbart samarbejde.

Et helt univers omkring os
I deres nye forestilling Otto er et næsehorn genfortæller de Ole Lund Kirkegaards historie fuldstændig sublimt med fortælleteknisk blær, så publikum sitrer af begejstring. Det er ikke rocket science, men virtuost brug af virkemidler.De laver ikke teater. Vi møder de to medvirkende, mens de sidder og læser bogen, og så beslutter de sig for at lege, at de spiller teater.
Visuelt læner karakterener sig selvfølgelig tæt op ad Ole Lund Kirkegaards karakteristiske illustrationer
Det er indgangen til en resumerende version af historien, hvor de med en hurtig paryk eller en strikhue springer ind og ud af de forskellige karakterer fra bogen. De kan endda skiftes til at være nogle af hovedpersonerne. Og visuelt læner karakterener sig selvfølgelig tæt op ad Ole Lund Kirkegaards karakteristiske illustrationer fra bogen.
At Topper er en heldig kanut, at fru Flora serverer Java-kaffe, og at Otto er et næsehorn, der siger ”grumpf, grumpf”, er ikke bare replikker. Det bliver tilsammen til et helt univers, som de to medvirkende bygger op omkring os, og det er aldeles engagerende at sidde midt i. Vi bliver helt konkret deltagende ved at råbe ”Java-kaffe!”, hver gang lejligheden byder sig.

Fantasien skaber mirakler
Den tekstmæssige bearbejdelse af Otto er et næsehorn er også virkelig velovervejet. Vi får en fornemmelse af genfortælling i resumé-form, men ikke desto mindre er hele historien næsten kommet med, og vi får faktisk den fulde oplevelse af Ole Lund Kirkegaards vidunderlig historie.
De to skuespilleres samspil minder på visse punkter om Kjeld Petersen og Dirch Passers
De to skuespilleres samspil minder på visse punkter om Kjeld Petersen og Dirch Passers. Det er André Andersen, der med sin punchende energi naturligt tager opmærksomheden, men man skal ikke undervurdere Pernille Stockfleths evner både som straight man, der lægger op til pointerne, og som en gedigen karakterformidler i sig selv.
Og hvilken fortælling er mere oplagt for sådan et par historiefortællere, end historien om fantasiens evne til at skabe mirakler? Her er Otto sprællevende, og det må man ikke snyde sig selv for at opleve.
Frit efter: Ole Lund Kirkegaard. Tekstbearbejdelse og iscenesættelse: André Andersen. Scenografi og grafik: Rasmus Finsen. Dukker: Tanja Bovin. Produceret af: André Andersen Teaterkompagni.
Medvirkende: André Andersen og Pernille Stockfleth.
Set på KLAP 2026. Turnerer 2025/2026 og 2026/2027. Aldersgruppe: Fra 6 år.




