★★★★☆☆ SHAKES’ Kong Lear gør arvestriden til ren Succession

SHAKES har i sin ellevte sæson kastet sig over Kong Lear. Det brutale spil om arv og magt gør sig godt i truppens særlige fortolkning af Shakespeares klassikere, der mikses med eder og forbandelser, fantasifulde over-the-top-kostumer og et genialt soundtrack.

“Sig hej til Goneril,” lyder det i vanlig vennesæl tone hos SHAKES i Ørstedsparken. Sommertraditionen har for længst bidt sig fast, og der er trods det halvvåde, kølige junivejr pænt fyldt op på skrænten med udsigt til Julie Forchhammers lige så vanligt skramlede scenografi, der i år er centreret om kongetronen.

Magt og mellemledere

Det handler jo om magt. Hvem har den, hvem tager den og ikke mindst: kan man finde ud af at give slip på den. Den aldrende Kong Lear vil dele sin magt ud mellem sine tre døtre, hvis de ellers kan belægge deres ord om kærlighed til ham. Det kan storesøstrene Goneril og Regan, mens lillesøster Cordelia ikke synes, “det er helt normalt”.

Hun forstødes, og tragedien kan tage fart sekunderet af sidehistorien om brødrene Edgar og Edmund og deres far, “mellemleder Gloucester”, som Patricia Schumann gestalter med fin forståelse for netop denne udsatte position i den skrøbelige magtpyramide.

Lear gør sin entre til tonerne af Dollars, der hurtigt får følgeskab af temaet fra Succession. Arv og familiekonflikter er dramatisk stof, og de to kendingsmelodier er yderst velplacerede. Soundtracket byder selvfølgelig også blandt andet på Tears for Fears’ Everybody Wants to Rule the World og Eurytmichs Sweet Dreams (Are Made of This) med linjerne “Some of them want to use you / Some of them want to get used by you / Some of them want to abuse you / Some of them want to be abused”, der kontant opsummerer spillet mellem karaktererne i det tragiske magtspil.

Sanguniverset er spot on

Thomas Markmanns dramatisering balancerer fint mellem det løsslupne gakkeri, som konceptet alle dage har trukket vejret igennem, og de tragiske passager, som særligt får nerve i Karin Heinemeiers Learskikkelse. Hun lægger ellers hårdt ud med magtsprogets arrogance i både krop og stemme, når hun hundser rundt med både døtre og sit følge. Det består, ud over Christoffer Rønjes britiske punknar, af Søren og Peter fra publikum, der velvilligt bærer hende rundt – og som tak kun får ydmygelser.

Men siden krakelerer lille Lear, mens skællene falder fra hendes øjne. Kort genforenes hun med Cordelia, før hun falder i slaget mod sine søstre. Før da møder Lear atter Gloucester. Sammen ser de verden, som den er: “fucked og de rige vinder til sidst”. Fra Knockin’ on Heavens Door lander Heinemeiers fragile Lear fuld af banesår i duet med den døde Cordelia i erkendelsen af at have set livet fra begge sider – og så alligevel til sangen “I really don’t know life at all” (Jomi Mitchell).

Sanguniverset er af og til kitschet, men rammer spot on på følelser og stemning hver eneste gang, hvad enten sangene mumles abrupt, blot antyder en stemning, eller får fuldt patetisk skrald af det stærkt syngende cast.

Spas og løjer i sommeraftenen

Ari Alexander og Casper Kjær Jensen er slibrigt intrigante som søstrene Goneril og Regan, men slår særligt til i brødrejalousien med Kjær Jensen som den førstefødte og lettere fjumsede Edgar, der lader sig narre af Alexanders magtbegærlige halvbror. Edgar må flygte til Køge og tage skikkelse af Ghita Nørby, før rænkerne afsløres, og han viser, at magtbegæret også lurer i hans forsigtige krop.

“Tag den,” ægger en tilskuer, da Edgar står alene tilbage på scenen – og så lander magten i form af Lears efterladte krone koket på hans hoved. Vi kan håbe på, at han vil forvalte den bedre, men troen er spinkel efter den heftige snurretur i magtspillet. Erkendelserne om et andet liv kommer – som så ofte hos Shakespeare – for sent.

SHAKES har stadig friskheden og fandenivoldskheden. De giver os Shakespeare med eder og forbandelser, fantasifulde over-the-top-kostumer og som nævnt et genialt soundtrack. Den dybe sorg og den tragiske fortrydelse findes under løjerne i Heinemeiers nedbrudte og Schumanns nervøse krop, men mest af alt er Kong Lear naturligvis spas og løjer med publikum i sommeraftenen. Har man ikke set SHAKES før, er Kong Lear et godt sted at starte.

LÆS OGSÅ: Ti år med SHAKES og stadig forelsket i konceptet