★★★★☆☆ Erna og kroen – kampen mellem by og land i veloplagt mini-opera 

Peter Bruuns libretto fortolker originalt den folkekære Erling Jepsens roman Erna og Rumæneren om lokalsamfundets svære overlevelse. Storstrøms Ensembles ottemands orkester giver forestillingen et ironisk og morsomt tvist.

Tonerne fra violin, harpe og fagot sætter en stemning af poesi over scenen, hvor kirkegården i den fiktive, sønderjyske by Bramstrup markeres af gravstenen med tre Erna’er: mor, mormor og oldemor. Nutidens Erna, en djærv sønderjyde i smart lycra joggingtøj, er parat til at kæmpe for det hendøende, slidte lokalsamfund ligesom hendes formødre, da hun bliver ”tvunget” i arbejde som handicaphjælper.

Erna spilles af mezzosopran Stina Schmidt, hvis stemme rummer mange facetter, og vi indfanges af hendes smukke arie efterfulgt af replikken ”For dælen da,” da hun vil vise kommunen trods. 

Iført leopardmønster-besatte slacks og kunstig lammeskindspels møder hun op hos den rumænske tilflytter Sergiu, der sidder i en handicap-scooter i basbaryton Jesper Buhls barsk-bløde skikkelse. Baryton Teit Kanstrup giver den mere karikerede grillejer Günther nuancer, da han jaloux opdager, at Erna og Sergui falder for hinanden og udvikler ideen om at restaurere byens nedslidte kro.

Københavner-bashing

Erna-holdet har modigt kastet sig ud i at sætte Erling Jepsens særegne tekst op som opera. For hvordan formidle forfatterens hverdagshelte med replikker som “fuck off” ind i et operaunivers? Det lykkes, når musikken med dirigent Maria Badstue i spidsen ikke alene akkompagnerer men også kommenterer handlingens absurde udvikling, som fagotten, der går i kontrapunkt, når Erna er i krise.

Det groteske understreges af forestillingens to strandede københavnere i jakkesæt og sneakers, der repræsenterer en fond, som vil forskønne Bramstrup inden Dronning Marys besøg i anledning af 100-året for genforeningen. Tenor Mathias Hedegaard, og sopran Helene Hvass Hansen er uimodståeligt morsomme som de to moderne klovner, der taler om blomsterkummer, facademaling og flag i deres rytmiske duet Det bliver så godt, når hovedstaden hjælper. Leveret som frydefuld københavner-bashing. 

Blonder og røvballegardiner

Men så godt bliver det nu alligevel ikke, for fonden er oppustet og i en farverig scene, hvor kroen indvies, finansieret af Serguis kriminelle hælerbutik med fladskærme, går det helt gak-gak. Københavnerklovnene afmonteres i et grineflip og Bramstrup er tilbage til heltinden Ernas kamp for landsbyens overlevelse.

Stykkets hovedtema om landsbyens overlevelse synges fint i Uden den vil byen ikke være det samme – den lyserøde kro. Her udsmykker Erna kroen med røvballegardiner, blonder og lyserøde duge – hendes drøm om overlevelse i Bramstrup. Erling Jepsens univers er som et spejl af Danmark i dag. Vil landsbyen overleve truslen om fraflytning til storbyen, lukkede butikker og en nedlagt kro? 

Savner mere samspil

Peter Bruun har klogt økonomiseret Erling Jepsens omkring 20 romankarakterer ned til de vigtige fem personer, der alle giver forestillingen varme, humor og liv. Operaformen betyder, at den dramatiske udvikling i handlingen er mindre fremtrædende og rumænerens farlige kriminelle løsning for at redde byen er nedtonet for at fremhæve Ernas udvikling som selvstændig kvinde.

Formen med flere solopræstationer betyder også, at samspillet kun viser sig i glimt, men dog som herlige perler – især i københavnerklovnenes scener.  Scenografien af Tanja Bovin er rustik: En gravsten, en reol, borde og stole, der nemt kan flyttes og udsmykkes, og kostumerne er præcise og opfindsomme, som københavnerklovnenes storby-smarte outfit med sneakers, store briller og pomadehår.

Erna og kroen er en herlig komedie. Grotesk og humoristisk fremført af dygtige sangere, der også formår at tegne typiske karakterer i samspil med det suverænt spillende Ensemble Storstrøm.