Hvad ville du gøre, hvis du var lukket inde på en motorvejscafé et tilfældigt sted i Europa og parkeringspladsen uden om blev invaderet af syriske flygtninge? Det er udgangspunktet for dramatiker Julie Maj Jakobsens seneste, roste forestilling Aftenlandet på Aalborg Teater.
“Da Aalborg Teater ringede og bad mig lave en forestilling til dem, havde jeg en idé om, at jeg ville portrættere en begyndende krise i Europa. Det var i starten af 2015, og før krisen for alvor blussede op med fundet af den første lastvogn med døde flygtninge. Pludselig blev projektet så overhalet indenom af virkeligheden, og det gjorde bare forestillingen mere aktuel”, lægger dramatiker Julie Maj Jakobsen ud på den hyggelige Løves bogcafé i Aarhus, hvor vi er mødtes til en spændende samtale om dilemmaet, man som europæer står over for med flygtningekrisen.
Julie Maj Jakobsens forestilling Aftenlandet på Aalborg Teater er blevet rigtig godt modtaget og den finder sted langt væk fra Aarhus’ stemningsfulde gader og beværtninger. Forestillingen tager udgangspunkt i den europæiske motorvejscafé Get In, et sted alle vil væk fra, og hvor forskellige europæeres veje kan krydse hinanden.
”Jeg blev mere og mere opmærksom på, at det skulle handle om os europæere og ikke om flygtninge, fordi deres tragik er til at få øje på og ikke til at gradbøje, men hvad gør det ved os? Det blev mere og mere interessant for mig. Og hvorfra stammer vores apati og vores manglende evne til at handle?”
Flygtningekrisen i dansk teater
Flere andre forestillinger i dansk teater har tematiseret flygtningekrisen. Instruktør og dramatiker Christian Lollike har fx opført forestillingen Living Dead, hvor karaktererne var udstyret med udtryksløse blikke, glinsende solariehud og næsten ingen mimik. De var og opførte sig som zombier. De var handlingslammede og beskrev forfærdelige situationer med fisk, der åd af druknede lig i havet og Lollike lånte i forestillingen fra fiktive zombie- og gyserfilm.
Julie Maj Jakobsen griber det anerledes og mere virkelighedsnært an. Hun arbejder ofte med et mikrokosmos overfor et makrokosmos. Hun lader i Aftenlandet, der dog er i familie med satiren, konflikterne opstå, idet flygtningene begynder at strømme til og opholde sig på parkeringspladsen uden for motorvejscaféen. På den måde finder man flere lag og perspektiver i forestillingen.
”Jeg forsøgte at bevæge mig ind i de europæiske modsætninger og skæbner. Jeg tror ikke, jeg har fået det hele med, men jeg mener, at det giver en eller anden form for snit ind i en virkelighed. Aftenlandets karakterer er selvfølgelig en form for stereotyper for at tydeliggøre og trække nogle ting frem. I Aftenlandet bliver det flygtningene udenfor på parkeringspladsen, der kigger på os. Eller os, der kigger på flygtningene, der ser på os”.
medmenneskelighed og Europas fremtid. Foto: PR, Aalborg Teater
På flugt fra os selv
Den gennemgående karakter i Aftenlandet er medarbejderen på motorvejscaféen Get In. Personen ser stedet som en funktion i verden; et sted, hvor alle er velkomne. Indtil situationen ikke længere er til at håndtere. Og hvem er så de andre europæiske karakterer, der er med i Aftenlandet?
”Fælles for dem er, at de er strandet og er på vej fra et sted til at andet. Jeg ville lave parallellen til flygtningene. De europæiske karakterer er også på flugt, men fra dem selv eller noget i deres liv på vej mod noget bedre”, forklarer Jakobsen og fortsætter:
”Der er et ældre, velhavende belgisk ægtepar, som det viser sig er gået nedenom og hjem med firmaet. Deres søn er deres diametrale modsætning. Vi møder to vagtværnsmænd, der har stået i et dilemma med flygtninge om natten. En lettisk lastbilschauffør, der turer Europa rundt for at tjene penge til sin familie. En skuespillerinde sidder på toilettet med dårlig mave. Hun skal til casting på en tv-serie om flygtningekrisen. Et lesbisk par med tvillinger, der er på vej gennem Europa på dannelsesrejse. De opfinder undervejs Europas sjæl”.
Julie Maj Jakobsen fortæller, at forestillingen på den måde også spejler hendes eget private projekt: at se på sig selv.
”Det er nemt at rejse alle mulige steder hen og søge det eksotiske, men i en humanistisk tankegang må vi også vende blikket mod os selv”.
Velkendt dilemma
Situationen i Aftenlandet, der finder sted over et lille døgns tid, spidser til, da der pludselig dukker flere og flere flygtninge op, som stimler sammen uden for Get In. De kommer fra markerne. Inde i cafeteriaet ved de ikke, hvad de skal stille op, så de ender med at lukke dørene.
”Det, at blive spærret inde dette sted, sætter selvfølgelig gang i intrigerne og konflikterne gæsterne imellem. Men deres rejsefortællinger folder sig også ud. Og så opløses det… Nu skal jeg ikke afsløre det hele”, griner Jakobsen.
Dramatikeren forsøger også at gøre lidt grin med europæerne. Hun vil gerne diskutere deres arrogance og opfattelse af sig selv som højerestående, humanistiske mennesker. Og et velkendt dilemma mange sikkert kender til. Hvordan kan man hjælpe? Kan man gøre en forskel?
”Det bliver tydelig i sproget i Aftenlandet, hvordan vi intellektualiserer flygtningeproblematikken, som så skaber en distance. Det bliver synligt i mange af karakterernes sprog. Jeg har været meget optaget af materialet, og det har også givet anledning til at tage lidt pis på mig selv. Jeg har tænkt meget over spørgsmålet: hvornår gør vi egentlig noget?”
Troen på mennesket og kunsten
Hvordan ser Julie Maj Jakobsen så Europas fremtid?
”Jeg oplever, at vi står i en ekstremt vigtig brydningstid. Der er bevægelser i flere forskellige retninger. Med de optimistiske briller på, så bliver jeg glad, fordi det tvinger os til at tage stilling. Jeg tror på mennesket, og det er vigtigt, vi indser, vi ikke kan være alene i det her. En krig i verden er også vores krig. Vi kan ikke lukke grænserne for det. Jo større vi kan favne, jo større er chancen også for, at vi kan finde løsninger, hvor alle kan være med. Jeg håber, vi lander et åbent sted”.
Og mener Julie Maj Jakobsen så, at kunsten og teatret kan ændre verden?
”Selvfølgelig kan kunsten ikke ændre samfundet sådan 1:1. Men hvis samfundet ikke havde kunst, ville vi være meget fattige som mennesker. Den konstante insisterende tanke på, hvem vi er i vores samfund; en insisteren på det ikke rationelle, tror jeg på. At der er ting, der ikke vil passe ind i kasser og altid vil falde udenfor”, svarer Julie Maj Jakobsen og holder en lille tænkepause, inden hun taler videre.
”Der var en anmelder, der nævnte dette citat af dramatikeren Kjeld Abell i en anmeldelse af Aftenlandet: ”I teatret kan mennesker mødes, og mennesket blive ét menneske”. Det er det teatret særligt kan, fordi det er i live, i forhold til fx film. Oplevelsen har man mere sammen med dem, man sidder ved siden af i teatret, mens man i film bare sidder som tilskuer.”
Julie Maj Jakobsen har dog ikke ønsker om, at publikum skal have bestemte budskaber med hjem fra sine forestillinger:
”Mine tekster har ofte rod i dilemmaer om vores forståelse af fælleskab og personligt ansvar. Det rumsterer i alle mine forestillinger og deraf udspringer spørgsmål om identitet: ’Hvor er vores ansvar for os selv og hinanden, og er der en grænse der imellem?’ Men jeg vil gerne, at publikum får en udvidelse af verden, ser noget i et andet perspektiv, når de ser mine forestillinger. Verden bliver en smule mere mangfoldig og større, hvis man fx læser en god bog, så får man lidt mere overskud til være rummelig”.
