Revyskuespilleren Kim Brandt står skarpt i årets Rottefælde Revy i Svendborg. En revy der svinger mellem at stryge publikum med hårene samtidig med, at den fint maner til eftertanke. På den led er dette – vanen tro på stedet – ikke en revy, der går råt i kødet på publikum for så at rive os vores dobbeltmoral i næsen.
I stedet omformes anklagerne blidt og føjeligt, garnet med indslag, hvor der køres på fine ordspil og hentydninger, alt sammen pakket ind i Carsten Friis’ lullende og frimodige iscenesættelse.
På den led er Rottefælden en mere traditionel revy i gammeldags forstand, fornyet jo vist, men meget diskret og på den konto forarger den ikke sit stampublikum ved at forny sig vildt og voldsomt. En ‘vi ved, hvad vi får’-tendens, som de mange stamgæster fra hele landet plejer at kvittere med i form af, at Rottefælden ikke blot er den revy, der har den højeste revy-belægningsprocent overhovedet. Revyen kan også prale af at være den forestilling på landsplan blandt alle teatre, der kan melde totalt udsolgt hus flest gange. Statistisk har teatret i perioder haft en belægningsprocent på over 100 %.En rekord, der har medført, at man påtænker at udvide spilledagene til næste år. Læg dertil at revyen er Danmarks ældste og verdens 9. ældste overhovedet. Sådan!
Bedste bud på stammen i forhold til det fine ordspil og dobbelttydighed finder man i Leif Maiboms morsomme Den røde løber, hvor Jan Schou i skikkelse af Dronningen ikke bare går på den røde løber, men er den røde løber, idet Dronningen her i rødt outfit a la lycra (en hentydning til Kronprinsessens tale til sin mands nylige 50års fødselsdag) har tilmeldt sig det folkelige motionsløb, som Kronprinsen netop har afhold i forbindelse med sin runde dag. Der svirpes den ene kærlige uforskammethed af efter den anden, mens Jan Schou med vanlig super-finesse præcist genanvender og gengiver mange af Majestætens karakteristiske ansigtsudtryk ikke for at latterliggøre, men for at understrege. Indtil videre er dette det eneste revy indslag i år, der tager Dronningen under kærlig behandling, idet alle hidtige revyer har taget hensyn til landesorgen i forbindelse med Prins Henriks død tidligere i år.
Revyens bedste og mest tankevækkende nummer er Ib Christoffersens I næste uge hvor Kim Brandt, til musik af huskomponisten og kapelmesteren Jens Krøyer, giver den som mand og far gennem flere årtier. Først som den travle forretningsmand der skal nå karrieren – og derfor forsømmer familien, indtil næste uge, påstår han. Dernæst som velbjerget borger, der skal cementere sit ståsted – og derfor ikke har tid til familien før i næste uge for tilsidst at ende som ældre, hvor kone og børn har forladt ham, fordi han aldrig var der for dem. Skabelonen og formen er velkendt men super god, garneret med billedskabende indhold og usagte mellemlag, der taler deres eget usagte sprog. En revytekst, der maner til eftertanke alt imens den i sin grundform klart læner sig op af en lang gammel revytradition: Den moralske vise.
Samme fine reflektion går igen i endnu en af revyens Maibom-tekster Mit lille stakit, der leger med tanken om de grænsemæssige mure og hegn rundt omkring i verden, igen en Jan Schou fremførelse, hvor han igen har den moralske pegefinger fremme.
Anne Herdorf tager sig selvironisk og i bogstaveligste forstand af de store roller i revyen og i den forbindelse leverer hun årets mest rammende portræt af Nordkoreas Kim Jung-un i sin egen Stormøde. En original og skæv sangtekst om verdens store ledere af i dag, eller dem, der tror, de er det.
Der er en hel del tomgangs-tekster, der lugter lidt forældet og hule og her burde Hanne i fælden, i form af en kvindelig cykelrytter, der fyrer dårlige vittigheder af – i den grad ryge ud med skyllevandet. Til gengæld står døve-oversættelsen af Rottefælde-revyen 135års jubilæumshistorie skarpt og herre-morsomt og igen er det Kim Brandt, der brillere, her i samspil med Christine Astrid, der langt fra har fået de bedste tekster i år, hvad der er lidt synd for både for hende og for publikum.
Kendetegnede for dette års revy i det Sydfynske, er, at de velkendte dobbelttydigheder ofte tager en uventet drejning, så dét man tror indslagene drejer sig om i starten, reelt viser sig at være noget helt andet. F.eks. i indslaget om at være anderledes, der viser sig ikke at handle om minoriteter, som ikke accepteres, indslaget handler til gengæld om danskernes manglende accept af den nyligt afdøde Prins Henrik.
Bedste bud er imidlertid sangen Send dem hjem, som, man i starten tror, handler om flygtningen, hvorpå det viser sig, at det drejer sig om, at provinsen er godt trætte af udflytningen af ministerier fra København. For dem, der flytter med, er kultur-radikale Djøffer med de pladderhumanistiske rigtige meninger, holdninger indpakket i en omgang café latte-snak, der ikke er til at holde ud. Et Københavner-segment, man er godt træt af, så provinsen vil have dem sendt tilbage til København. En morsom og original vinkling på problematikken omkring udflytningen af statslige arbejdspladser, som mange af revyerne i år beskæftiger sig med.
På mange måder er Rottefælden en af landets mest hyggelige, men også en af landets mest hattedameagtige i al sit grå segment, og her bør Rottefælden i al sin konfliksky sødme og i ønsket om ikke at ville forny sig måske snart komme ud af hullet, for ellers går det galt. At hvile på ældre laurbær er farligt, men omvendt gør revyen sig, selvom den ikke gør en kat fortræd.
