Sexpol er en historisk gendigtning af 1930’ernes Danmark, og en fiktionalisering af de unge idealister som stod bag den sexualpolitiske bevægelse Sexpol. Det er en fortællingen, der vil så meget, at den til tider taber pusten. Men når teksten sætter ud, så tager scenedesignet over, og lader lys, lyd og krads-dokumentar forme det sansemættede univers, som får følelserne til at sitre.
Sexpol er en ambitiøs fortælling om en turbulent tid, hvor unge idealister, der troede at seksuel revolution kunne ændre verden, psykoanalysen slog igennem som sjæle-hjælper, fascismen buldrede frem og befolkning var knækket af 1. verdenskrig og fattigdom.
Sexpol på Teater Grob. Foto: Emilia Therese
Dramatiker Lærke Sanderhoff forsøger at få de mange fortællinger til at flette sammen – men det er en svær balancegang, hun ikke helt får løst.
Der er meget faktastof, og man fristes til at spørge – men hvilket af det er mest vigtigt? For her er både historien om de mange biografiske karakterer, der forsøger at ændre verden med deres ”orgasme mod fascisme”-ideologi, en fortælling om at lade sig underlægge en leder og ukritisk følge hans vilje, gruppepres, magtspil, individ, samfundsetik og egen moral og det er oplagt at knytte tråde til nutidens forføriske lederskikkelser og reflektere over nutiden.
Sexpol på Teater Grob. Foto: Emilia Therese
Men hvad er fokus?
På scenen følger vi den karismatiske psykoanalytiker Wilhelm Reich (en magtfuld kæmpe i skikkelse af Kasper Leisner) træde i karakter som sekterisk leder af gruppen. Reich var Freuds yndlingselev og blev pioner indenfor det psykoanalytiske arbejde som knyttede en sammenhæng mellem krop og psyke, men de mange foredrags-agtige oplæg om manden, hans ideologier og liv er til tider lige ved at tage pusten fra fortællingens dramatiske flow. Stærkere står de mange scener, hvor vi kommer ind under overfladen på gruppens medlemmer.
Sexpol på Teater Grob. Foto: Emilia Therese
Fx da rigmandssønnen Tage (Morten Brovn), kaster sig ud i Reich orgasme-seance og pinligt nøgen opdager helt nye sider af sig selv og sin krop. Mens journalisten Jo (Katrine Høj Andersen), der bramfrit skriver seksualoplysende sange for børn, kommer i konflikt omkring sin støtte til Reich, og den fiktive karakter Bodil (Helle Fagralid) tager kampen op mod gruppen, mens hun smertefuldt må se til, at ideologierne tager magten over manden og deres fælles liv. Her er der menneskelige værdier og følelser på spil, hvilket giver fortællingen det indre liv, som kan mærkes i salen.
Sexpol er en forestilling med meget på hjerte – måske lidt for meget – men den store force er det sjældent flotte scenedesign, hvor de mange elementer smelter sammen til et helstøbt og sansemættet univers, der elegant understøtter den dramatiske fortælling.
