Med en uretfærdig generalisering kan man overordnet sige, at revyerne i de større byer generelt stryger publikum mod hårene, mens provinsens revyer i langt højere grad stryger publikum med hårene. For mange provinsrevyer vil kort og godt bare gerne underholde frem for at provokere sit publikum og årets søde Randers Revyen er ingen undtagelse.
Målet synes at være, at der skal gives plads til det småfrække og det gode grin frem for at slå publikum i hovedet og rive vores allesammens dobbeltmoral i næsen.
Sagt på en anden måde: Der er ikke levnet meget plads til reflekterende eftertanke, hvor vi som publikum lige når at spejle os i karaktererne. På den led er denne revy lige så sød, som den er tandløs, for den gør ikke en kat fortræd.
Men det skal understreges, at den er stjerneforgyldt med et dygtigt revyhold, og det revyen taber i indholdspusten kommer langt hen af vejen hjem via det flotte spil.
Omvendt kan man også sige, at denne revy er genrens svar på en Tv-reklame for Den Gamle Fabrik. Det er genkendeligt, det er hyggeligt, og det er ufarligt. Randers Revyen er i år en hyggespreder-revy, der, uden at ville rage uklar med nogen eller noget, stille og roligt kører derud af. Men omvendt savner man også lidt mere mentalt modspil. Revy handler også om at trække publikum i øret og få os til at indse, at det vi klandrer naboen for, reelt også er det, vi selv praktiserer. Det sker stort set ikke her.
Til revyens store forsvar skal det understreges, at revyen er stykket sammen af de numre, som den enkelte revykunstner kan og kender i forvejen, tilsat enkelte nye indslag. Hele revyen er derfor som en tekstmæssig omgang drivtømmer med input fra de fire forskellige revykunstnere, hvor instruktøren Jeanne Boels opgave så er, at hun på meget få uger skal stykke drivtømmeret sammen, så det hele fremstår som en fasttømret skude. Og kompliment for det kæmpe stykke arbejde, for det er lykkedes, selvom lidt mere bid i de udvalgte tekster ikke ville have skadet.
Tom Jensen brillerer som revykunstner, ikke mindst som frustreret borger, hvor han i forskellige indslag kommer galt ind i de kommunale eller statslige systemer. Til gengæld er Tom Jensen, i denne revy, en elendig tekstforfatter. Specielt i indslaget Piskunsteren, hvor han står og pisser abstrakt på forskellige billedlærreder, uden der er en mening med det hele, og hvad skal vi så med det? Også dette Tom Jensen indslag er en mellemting mellem barnligt, kedeligt og publikumsfordummende.
Mette Marckmann og Lone Rødbro er til gengæld skønne som de to danske kvinder, der hver især tror sig som den eneste ene for den græske elsker Eros, lige indtil sandheden går op for dem begge. For det viser sig, at de alle, over en kant, er blevet narret.
John Batz er herlig i en nærmest gennemgående figurtegning som den uheldige, usikre eller misforståede mand i forskellige indslag, og Batz forstår med udlevet charme både at forsvare, men også at hænge disse skvattede mænd til tørre.
Revyen spiller på den store og stedlige fiskerestaurant, hvad man menu-mæssigt også nyder godt af og et lille tip er at bebo det nærliggende smukke gamle Hotel Randers, hvis man kommer udenbys fra. Begge dele er med til at gøre Randers Revyen til en rigtig dejlig oplevelse, også selvom revyen stryger alle i salen lidt for meget med hårene. Lidt flere vilde totter i revy-frisuren til næste år vil absolut ikke skade.
