Det Flydende Teater lyser op i sommernatten med en lidt uskarp, men musikalsk charmerende forestilling om Skagensmaleren Anna Ancher.
Det Flydende Teater er gået i land, og årets forestilling opleves derfor ikke som tidligere i båd på Furesøen, men på den skrånende plæne ved det fine udstillingssted Sophienholm. Det er ikke noget dårligt bytte, og ellers er alt ved det samme. En historisk person er i fokus, og skarpe kompositioner og naturens luner som vejrlig og fugle i flugt accentuerer teksten på charmerende vis.
Julie Riis, Luise Kirsten Skov, Pelle Nordhøj Kann i “Annas verden”. Foto Per Morten Abrahamsen
Med vandet som baggrund
Det Flydende Teater laver ikke som sådan site specific-teater, men også i år giver det god mening at have vandet som baggrund og himlen som uendeligt tag over hovedpersonen, Anne Ancher født Brøndum. Hun var om nogen lysets maler, og stråler i dag stærkere end de fleste af hendes samtidige, mandlige kollegaer.
At opleve hendes historie i aftensolens skær med kispus mellem træerne på skrænten og duften af søbred i næsen forstærker fornemmelsen af Annas miljø. Et miljø, der jo i høj grad var knyttet til hendes fødeby Skagen, som også lagde navn til det kunstneriske fællesskab, hun på godt og ondt var en del af.
På godt som et naturligt og beundret midtpunkt i kunstnerkolonien, på ondt eller i hvert fald mindre godt i den trippelrolle som mor, hustru og kunstner, der selvfølgelig også gør hendes historie – og ikke bare hendes kunst – aktuel i dag.
Har aldrig malet for andre end sig selv
I Julie Petrine Glargaards tekst er det dog nærmere veninden og kollegaen Marie Triepcke, der frustreres over at sætte kunsten til side for sin ligeledes malende, flamboyante husbond P. S. Krøyer. Anna Ancher svæver lidt henover problemstillingen. Hun glemmer af og til datteren Helga og skændes lidt med sin egen vege malermand Michael Ancher, men har, som hendes afsluttende bemærkning lyder: ”aldrig malet for andre end sig selv”.
Måske derfor bliver hun mindre påvirket af dette kvindelige skisma, mere urørlig i sin kunstneriske sikkerhed. ”Det er dit eget valg”, siger hun til Marie, hvilket vel både er sandt og det modsatte lidt afhængig af, hvor stærkt ilden brænder og hvilke vilkår, man er født og vokset ind i.
Teksten dømmer ikke, men stiller problemstillinger og positioner op. Det kan skiftevis virke lidt firkantet og lidt flygtigt, men fanger fint, at kunsten definerer Anna Anchers liv, og at alle andre agendaer og forhold underordnes ”de rene linjer” og det strålende lys, hun må og skal indfange.
En kærlighed sent i livet blusser kort, men bliver som et par andre sekvenser næsten for skitseagtige og kommer dermed til at understrege forestillingens kronologiske struktur.
Det bliver ofte det historiske dramas svøbe, hvis man ikke vælger en mere tematisk tilgang eller hopper direkte ned i et livs brændpunkt og folder det ud. Scenograf Sir Grand Lear og instruktør Jennifer Vedsted Christiansens får dog tilført en let og liflig poesi til levnedsbeskrivelsen, Nanna-Karina Schleimanns klare klange bibringer en velgørende vildskab, som næsten må være til stede i et drama om kunstnerisk skaben.
Kunstnerlivets kompleksitet
Julie Riis overbeviser som den selvberoende Anna, der allerede tidligt vælger sin vej og står ved den. Luise Kirsten Skov og Pelle Nordhøj Kann dækker karaktererne omkring hende, jævnligt afbrudt med kommentarer som to kuratorer, der sætter rammen og binder forestillingen sammen. Det fungerer godt, og selvom jeg måske kunne ønske lidt mere fokus og lidt flere fravalg, lyser Annas Verden stille op i sommernatten som en blid forestilling om kunstnerlivets kompleksitet.
Læs også…
Læs også om fotografen Per Morten Abrahamsens arbejde med teaterfotografiet i artiklen: Per Morten Abrahamsen – det afgørende øjeblik
