Populært lige nu

DANISH+ – kurateret showcase er en del af dansk scenekunsts eksportsucces

Den internationale, kuraterede showcase DANISH+ løber af stablen 6. - 8. maj. Her stimler indkøbere fra 16 forskellige nationer sammen i Aarhus for at...

De nominerede til Årets Reumert 2024 – få overblikket her

De nominerede til Årets Reumert 2024 er i dag blevet offentliggjort med et bredt felt af genrer og produktioner fra hele landet repræsenteret. Som...

Lad sæson 25/26 blive en sæson med fokus på fairness for scenekunstnere

Produktionsselskabet prfrm opfordrer alle institutionsledere til at arbejde for, at sæson 25/26 bliver en sæson med fairness i højsædet med denne venlige påmindelse om...
Annoncespot_imgspot_img

★☆☆☆☆☆ De urolige – kollaps på Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teaters Skuespilhus lukker året med en helt igennem rædsom forestilling, som aldrig burde have åbnet dørene for publikum. Holder man af familien Ullmann/Bergman skal man holde sig langt væk. Det skal man også, hvis man ikke ved, hvem de er.  

Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal begynde med at beskrive, hvad der er galt med De urolige. Så vidt jeg kan vurdere, er der kun taget dårlige beslutninger i tilblivelsen af denne fuldstændig kiksede adaption af Linn Ullmanns fremragende selvbiografiske roman om sin berømte mor og far, Liv Ullmann og Ingmar Bergman. En forestilling, der havde premiere i en noget mere stiliseret version på svenske Dramaten i 2018 end den udgave, Det Kongelige Teater nu sætter på scenen.

Annonce
De urolige
De urolige på Det Kongelige Teater. Foto: Karoline Lieberkind.

Ingen ilt, ingen musik, ingen nerve

Dramatiseringen bliver et eksempel på, hvorfor det ikke altid er så god en idé at omsætte romaner til scenen. Jeg holder umådelig meget af Linn Ullmanns elegante kompositioner, men historien – og ikke mindst stemningen – forsvinder i Karen-Maria Billes dramatisering, der blafrer til højre og venstre uden nogen samlende dramaturgisk idé. Plukker lidt skattegæld her, lidt Broadway der uden at bruge de løsrevne fragmenter til noget. Ingen, som ikke allerede kender personerne, vil have en jordisk chance for at gætte, hvem det handler om. Hvis man vil abstrahere, så gå dog planken ud.

Før pausen handler det måske om et barn, der gerne vil have sine forældres opmærksomhed. Efter pausen er det tydeligste spor en demenshistorie. Intet af den ømhed og sanselighed, Ullmanns skrift rummer, er kommet med over i replikkerne, der helt ned til sprogniveau er en fornærmelse. ”Er du okay,” spørger de flere gange den aldrende Bergmann. Jeg tror, jeg kan garantere, at den formulering ligger nogenlunde så langt fra Ullmanns præcise prosa, som man kan komme.

Dernæst har man sat Peter Langdal til at instruere. Jeg kan kun spørge: hvorfor? Fordi han er kendt som kammerspillets mester? Næppe. Der er ingen ilt, ingen musik, ingen nerve. Bare ord, ord, ord uden resonans. Man hører kollapset i den første replik. Man håber, det vil lette. Man skuffes.

De urolige
De urolige på Det Kongelige Teater. Foto: Karoline Lieberkind.

Jeg bliver sjældent vred

Jeg undlader som regel at kritisere dårligt skuespil direkte, da spillerne ofte agerer på præmisser, de ikke selv er herre over. Således også her, men da forestillingen er skuespillerdreven, kommer jeg desværre ikke udenom det denne gang.

Kirsten Olesen er et eklatant fejlcast som Ingmar Bergman. Kan ske, at de tre roller er navngivet Kvinde 1, 2 og 3, men de spiller jo datter, mor og far + det løse. Hvem har forestillet sig, at det ville tilføre værdi at besætte manderollen Bergman med en kvinde? Kan ske, at flydende køn er moderne, men her giver gender bender-manien absolut ingen mening. Kirsten Olesen sejler rundt i maskulin-klichefyldte positurer og spiller ellers sig selv med en lidt dybere stemme. Jeg kan tænke på de første fem mandlige skuespillere, der kunne have tilført rollen den foruroligende nerve, som Bergman i romanen indfanges med – som reflekteret i dens titel.

Linn Ullmann tegner i sin roman et billede af sin mor som en, der smeltede ind i sin scenepersona og kun kunne være Liv Ullmann. Hanne Windfeld danser og hopper rundt og drikker en masse “viiiiiiin”. Heller ikke her en fortolkning, der tilnærmelsesvis minder om forlæggets skarpe, men kærlige blik. Stakkels Stine Schrøder Jensen drøner som datteren rundt og prøver at pumpe energi ind i foretagendet, men får intet modspil, ingen dynamik. Tværtimod snubler hun flere gange i den overfyldte scenografi, der har fået opgaven med at formidle farens medie, filmen. Bare ikke så smart, når der ligger dolly-skinner og båndoptagere i vejen for spillerne.

Jeg bliver sjældent vred på forestillinger. Men det blev jeg over dette makværk. Havde det nu været på et lille teater med begrænset budget og få i ensemblet, kunne jeg måske have overvejet at give to stjerner. Men det er det ikke. Det er på Det Kongelige Teater, der burde have både muskler og selvkritik nok til at lukke en forestilling ned, der ikke har en jordisk chance for at flyve, endsige hæve en tå fra gulvet. 

Seneste

Den Jyske Opera stiller skarpt på flygtningekriser gennem nyt samarbejde 

I forbindelse med den kommende iscenesættelse af tjekkiske Bohuslav...

DANISH+ – kurateret showcase er en del af dansk scenekunsts eksportsucces

Den internationale, kuraterede showcase DANISH+ løber af stablen 6....

Lucia Vinde Dirchsen: “Der er plads til jer – lige præcis som dem, I er”

I sidste uge offentliggjorde Årets Reumert-juryen, at der fremover...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Den Jyske Opera stiller skarpt på flygtningekriser gennem nyt samarbejde 

I forbindelse med den kommende iscenesættelse af tjekkiske Bohuslav...

DANISH+ – kurateret showcase er en del af dansk scenekunsts eksportsucces

Den internationale, kuraterede showcase DANISH+ løber af stablen 6....

Lucia Vinde Dirchsen: “Der er plads til jer – lige præcis som dem, I er”

I sidste uge offentliggjorde Årets Reumert-juryen, at der fremover...

De nominerede til Årets Reumert 2024 – få overblikket her

De nominerede til Årets Reumert 2024 er i dag...

Aalborg Teater får ny ledelse

Aalborg Teater meddeler i dag, at to nye direktører...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Den Jyske Opera stiller skarpt på flygtningekriser gennem nyt samarbejde 

I forbindelse med den kommende iscenesættelse af tjekkiske Bohuslav Martinůs opera, The Greek Passion, indgår Den Jyske Opera et ekstraordinært samarbejde med Røde Kors og...

DANISH+ – kurateret showcase er en del af dansk scenekunsts eksportsucces

Den internationale, kuraterede showcase DANISH+ løber af stablen 6. - 8. maj. Her stimler indkøbere fra 16 forskellige nationer sammen i Aarhus for at...

Lucia Vinde Dirchsen: “Der er plads til jer – lige præcis som dem, I er”

I sidste uge offentliggjorde Årets Reumert-juryen, at der fremover kun er kønsneutrale priser. For skuespiller Lucia Vinde Dirchsen, der selv er nonbinær, er det...