★★★★☆☆ Onkel Vanja – Tjekhovs klassiker i kønne klæder

Geir Sveaass’ iscenesættelse af Anton Tjekhovs Onkel Vanja på Vendsyssel Teater er især interessant på grund af Marianne Nilssons næsten poetiske scenografi og Thomas Hamilton eventyrlige lydunivers.

På Vendsyssel Teater har de gjort sig en del overvejelser om, hvorvidt de under de nuværende omstændigheder kunne spille russiske Anton Tjekhovs Onkel Vanja. Teaterdirektør Lars Sennels skrev blandt andet følgende om beslutningen i en pressemeddelse: ”Stykket viser et billede af Rusland, der desværre stadig er meget aktuelt. En verden, hvor rå magt dominerer, og hvor det er svært at gøre oprør og handle”.

Annonce

På sin vis kan jeg godt genkende denne tilstand i mindre skala i Geir Sveaass’ iscenesættelse på Vendsyssel Teater, selvom det måske er en anelse søgt at mene, at stykket fungerer ”som en hyldest til den menige russer, der tager afstand fra magten”. Til gengæld er Onkel Vanja en gammel sag fra 1897, så det har ingen betydning for den russiske stat, at forestillingen nu spilles i Hjørring.

Modløshed og ugengældt kærlighed

I Geir Sveaass’ iscenesættelse mærkes især modløsheden, men også de uforløste drømme og frustrationerne over forspildte liv. Igennem årtier har Jakob Højlev Jørgensens Vanja hjulpet sin niece, Karla Løkkes Sonja, med at forvalte det gods, hendes nu afdøde mor fik i medgift. Stort set alle indtægter har de sendt til Sonjas far, Jørgen Bings professor Serebrjakov, så han kunne opretholde sin magelige, akademiske livsstil i storbyen. 

Der, hvor fortællingen tager sin begyndelse, er Serebrjakov og Luise Kirsten Skov som hans unge, smukke hustru Jelena flyttet ind på godset med alle deres anderledes vaner. En hidtil ukendt ugidelighed har bredt sig blandt alle, der bare driver dagene bort. Det gælder såvel Vanja som den ellers driftige unge doktor, der normalt bruger al sin fritid på skovdyrkning. Kærlighed fylder hos flere af godsets beboere, men desværre af den ugengældte slags. Og mod slut imploderer dvaskheden og livslange opsparede frustrationer.

Poetisk univers

Marianne Nilsson har skabt en forunderlig, næsten poetisk scenografi til Geir Sveaass’ iscenesættelse af Onkel Vanja. Ned fra loftet hænger rosa trækroner, som en magisk skov, der kaster skygger ud over resten af scenografien i Marcus Philippe Gustafssons lysdesign. Rundt om i salen ligger dele af træstammer i samme farve. En gynge hænger ned over scenen i den ene side. Midt på gulvet i det store, runde scenerum, som publikum betragter fra alle sider, er placeret en rektangulær kasse i en mat, rødbrun nuance, der minder om brændt ler. En bred, ujævnt takket revne deler den i to på midten. To dele, som langsomt glider fra hinanden og afslører en grønmalet verden nedenunder, der gør det ud for godset i Anton Tjekhovs fortælling.

Som en aktiv stemningsskaber medvirker musiker Thomas Hamilton i forestillingen. Allerede da publikum træder ind i salen hører vi trillerne fra hans fløjte og de behagelige klange fra vindspillet i hans hånd, som han frembringer, alt imens han roligt svinger frem og tilbage på gyngen. I løbet af forestillingen leverer han et alsidigt og spændende lydunivers på både blæsere, tangenter og glas. Det føles næsten, som sidder vi inde i en enorm spilledåse, hvor den svært definerbare musik toner frem fra alle sider. Indimellem er det faktisk så interessant, at det kortvarigt tager fokus fra skuespillernes dialog.

Nærværende og fin iscenesættelse

”Jeg har ikke lyst til noget, jeg har ikke brug for noget, og der er ikke noget, jeg holder af,” erklærer Alexander Mayah Larsens doktor Astrov temmelig bombastisk til Lisbeth Gajhedes omsorgsfulde Marina helt i begyndelsen af Onkel Vanja. Men hans livsmission ændres snart, da hans blik – som Vanjas – vendes mod og forblændes af den smukke, farverige Jelena. Mens Karla Løkkes farveløse Sonja kun kan drømme om doktorens opmærksomhed.

Jakob Højlev Jørgensen lader Vanjas modvilje mod sin tidligere svoger blive mere og mere tydelig efterhånden som fortællingen skrider frem. Fra at komme små diskrete sidebemærkninger bruger han til sidst hele kroppens bevægelser i sin fremvisning af aggressioner mod professoren, som han har knoklet for et helt liv uden at få noget til gengæld. Men Jørgen Bing er nu også overbevisende irriterende som den bedrevidende, egoistiske kvindebedårer Serebrjakov, der svælger i dårligdomme og lader sig passe op af alt og alle omkring ham. Selvom han temmelig utroværdigt igen og igen konkluderer: ”Den eneste, der er glad og tilfreds, det er mig”. 

Onkel Vanja er både velcastet og velspillet. Fortællingen byder ikke på de helt store dramatiske udsving eller overraskelser, men derimod en fin, nærværende fortælling om livet på godt og ondt. 

LÆS OGSÅ: Kompleks debat om russisk kunst