★★★☆☆☆ Medea – stærk hovedrolle i sært lunken indpakning

Det Kongelige Teater er med på bølgen af græske myter, men trods fornemt spil af Signe Egholm Olsen i titelrollen overbeviser Medea ikke rigtig som lidenskabeligt hævndrama. Nok fordi man ikke kan skrige sig til passion, når der ikke er noget at spille op ad.

Mytologiske, græske kvinder fylkes i denne sæson på de danske scener. Fædra gennemlyste det modne begær på Husets Teater, Teatergrad satte klimaaktivisme for retten i Antigone. Vi har endnu til gode, hvordan Odense Teater vil fortolke Elektra, mens Det Kongelige Teater har lavet en ganske klassisk Medea, der kun scenografisk bevæger sig udenfor kernehistorien om den rasende Medea, der slår sine egne børn ihjel for at straffe den mand, der har svigtet hende efter at hun har ofret alt for ham.

Blød bolledej

I centrum for alt står derfor Medea. Med hende står og falder forestillingen. Signe Egholm Olsen er god. Ikke så god som hun var i den lignende rolle i Liv Helms intense Ibsen-fortolkning Lille Eyolf på Husets Teater i forrige sæson. Men så god som hun kan være, når hun stort set intet modspil får. Rasmus Bjergs Jason fremstår som et blankt stykke papir, som alt glider af på, undtagen i tabsøjeblikket mod slut. Jeg har svært ved at gennemskue den dramaturgiske idé i at iscenesætte ham således.

Det trækker energi ud af forestillingen, og det gør det svært at relatere til en relation, hvor der absolut ingen kemi er. ”Jason er forelsket i magt,” siger Medea på et tidspunkt. Det forklarer hans pragmatiske forhold til den menneskelige kærlighed, men man kunne vel så forvente bare en smule engagement i magtprojektet?

Bjerg sidder gemytligt i sofaen og smider venligt om sig med misogyne betragtninger om kvindekønnet. Pulsen kommer ikke op, og det virker akavet af de forkerte grunde, da parret et kort øjeblik holder om hinanden. At de to nogensinde skulle have haft lidenskabelig sex forekommer aldeles usandsynligt.

Puddelhundekrøller og blodstænk

Forestillingens visuelle greb er tilsvarende svære at afkode analytisk, men de fungerer i egen ret. Først får vi Medea og Jasons forhistorie på voice-over, mens et gammeldags stue-tv viser en filmversion i sort/hvid. Medeas hus er en form for 60-70’er parcelhus i ét plan med åbent vindue til ondskabens bryggers, hvor Medea forgifter sin rivals kjole og dræber sine børn med en voldsomhed, så blodstænk står op ad væggene. Det ualmindelige i det almindelige, hævnens kompromisløse blodtørst udført mellem vasketøj og tegnefilm på tv’et.

Koret, kvinderne fra Korinth, hvor tragedien finder sted, er klædt som husmødre fra nogenlunde samme årtier dog toppet med kitschet-charmerende 80’er-inspirerede puddelhundekrøller. Det ser ganske simpelt grafisk godt ud, og deres harmonier og disharmonier fungerer godt som et foruroligende klæde af lyd omkring Medeas skikkelse. De har hendes ryg, lige meget hvor langt hun går. Søstersolidaritet, hvor malplaceret den end er, i en fortælling, hvor absolut ingen vinder, men hvor alt går under i den lidenskabelige hævns tunnelsyn.

Lidenskab uden passion

Medea er en hævner, og forestillingen viser, hvad en forsmået elskende kan drives til, når kærligheden rives bort. ”Min lidenskab er roden til alt ondt i verden,” siger Medea således determineret. Det er i sig selv et trist budskab, at lidenskab kun kan føre ondt med sig, og det er som skrevet også svært at engagere sig i, når der ikke er et gran af lidenskab på scenen – altså ud over den selvgenererende vrede.

Medea har en del gode takter, men mangler den passion, der skulle samle fortællingen og løfte den ind, hvor den rammer hjertet. Sigrid Strøm Reibos Mutter Corurage – også på Store Scene – fra forrige år led lidt under samme problem med lidenskabsløse dialoger, der ikke fænger. Måske en bevidst stil, der spændes op mod mere farverige udtryk, her særligt korets formationer. I så fald ikke en stil, der rammer rent. Trods fine enkeltelementer samler tragedien sig aldrig og forbliver derfor mest et postulat.

Først, da alt er tabt, og Signe Egholm Olsen i tyngende tavshed forlader den store scene, mærker jeg et lille sus af smerte.