Der er mange, lidt slappe køkkenbordssamtaler i Det Kongelige Teaters genopsætning af Mutter Courage, der dog vinder ved sin dragende scenografi og et stærkt greb med det fortællende soldaterkor.
Bertolt Brecht skrev Mutter Courage i 1939 som et opråb til de stater, der samarbejdede med Nazi-Tyskland. Han gav samtidig dramaet en tidløshed, der adresserer alle kriges gru og det altid relevante spørgsmål, som ikke er ”hvem vinder krigen”, men ”hvem vinder på krigen”?
Det spørgsmål er fortsat relevant i en tid, hvor krigsretorik atter fylder dialogen mellem verdens største magthavere. Vi kan ikke lukke øjnene for krigens realitet, når den nærmer sig vores egen verden, og ikke blot udspilles i områder fjernt fra os. Brecht skrev stykket i eksil i Danmark, og trods vores nyligt genfundne militære engagement, skal der nok en del fantasi til at forestille sig, at vi kan spille andre roller end den lille hjælper i tidens konflikter, hvad enten vi er på Jorden eller i cyberspace. Desto nemmere er det nok at identificere sig med titelfiguren, Mutter Courage, der nok hævder at hade krigen, men ikke desto mindre lever af den – og giver køb på sine værdier og mere konkret svigter sine børn, fordi overlevelsesinstinktet bliver tilværelsen selv.
Velfungerende soldaterkor
Der sker en del, og så alligevel ikke, i Mutter Courage, der trods megen død og anden genvordighed mest er en rejse på stedet. Alle initiativer til at bryde den fortsatte traven efter hæren, som Mutter Courage sælger sine varer til, dør på krigens og handlens ulyksalige fællesalter. Det Kongelige Teaters relativt nye husinstruktør Sigrid Strøm Reibo og den tyske scenograf Katrin Nottrodt fanger fornemt dette budskab ind på den i udgangspunktet helt tomme scene, hvor Mutter og hendes unger og siden andet påhæng evigt trækker hendes handelsvogn rundt og rundt, mens musikken spiller fra vognens lad. Siden åbner scenen sig i mange niveauer, men hele tiden med rejsen for øje.
Den højtlæssede vogn er dragende på en skramlet måde, der går igen i Courage-entouragens lag-på-lag-mundering, der mimer den moderne flygtnings klædedragt. Forestillingens mest geniale greb er dog soldaterkoret, der optræder i en række historiske uniformer og samtidig gennem sang er en form for fortæller, der forsøger at holde styr på tidslinjen. Mutter Courage udspiller sig under trediveårskrigen (1618-1648), men det har kun perifer betydning, for historien er uden plot og fremdrift og foregår i cirkler omkring mennesker på evig rejse gennem krigen.
Tunge dialoger
Soldaternes skifter således også vilkårligt mellem at være korstogsfarende, nazister, franske Napoleonskrigere og amerikanske Koreasoldater mm. Deres sange til Paul Dessaus originale musik fungerer med Brechts oprindeligt tænkte Verfremdungseffekt, dvs. effekter, der bryder med stykkets illusion og opfordrer tilskuerne til at forholde sig kritisk til det. Sangene udfolder nemlig stykkets temaer i et adskilt blik, men skaber også nogle af forestillingens tætteste og smukkeste øjeblikke – visuelt som auditivt med den uhyre velspillende kvartet som fast fundament.
Dermed også sagt, at jeg havde en smule svært ved at hænge på de mange, lange dagligdagsdialoger, gibende afskeder og tuskhandler, som Mutter Courage også består af. Brecht er virkelig episk – og her mener jeg det ikke helt som det ungdommelige plusord. Også dialogen går jo i rundgang, og karaktererne skal i dramaets ret ikke rigtig være interessante i sig selv, men mere være typer. Jeg synes, der bliver for mange køkkenbordsamtaler, hvor dialogen ikke har fat, hvilket så står i skærende kontrast til de mange andre scener, hvor den har. Et lidt uegalt indtryk på repremieredagen.
Karen-Lise Mynsters tragiske Mutter kryber derfor ikke helt under min hud, om end hendes forgæves ofre og fejltolkninger fortsat er aktuelle både eksistentielt og samfundsmæssigt. Fanny Louise Bernth er til gengæld hjerteskærende med meget små midler som den stumme datter Kattrin. Mathias Skov Rabæk og Sigurd Holmen le Dous gør det også godt som hendes brødre, den tapre Eilif og den forsigtige Schweizerost. Jens Jørn Spottag er underspillet stærk som anløben kok, Tom Jensens eksalterede major ligeså, men det er især ensemblet som helhed, der i soldatersekvenserne løfter forestillingen ved at tilføre tiltrængt energi og æstetisk kraft som modvægt til de tungere dialoger.
Se forestillingens trailer her.
Læs mere her.
