Populært lige nu

Annonce

★★★★★☆ Lille Eyolf – intens og ekspressiv Ibsen-fortolkning

Husets Teater er fortsat leveringsdygtig i Københavns bedste skuespil. Det bliver atter slået fast i Liv Helms knivskarpe fortolkning af et sjældent spillet Ibsen-drama om livets mening med hypnotiske og sjælsudkrængende Jens Albinus og Signe Egholm Olsen i centrum.  

Annonce

Langsomt halter lille Eyolf ind og draperer sig i stuens stilleben. Katastrofen er endnu ikke indtruffet, men noget ildevarslende sitrer i luften. Snart vil dette stille barn med skinnen på benet drukne. Måske som en bevidst handling. Vi ved det ikke. Men vi ved, at det allerede er gået skævt mellem Eyolfs forældre. Den måske prætentiøse forfatter Frederik, der længe har skrevet på en bog om det menneskelige ansvar, men nu vil tage det på sig som Eyolfs far, og Rita, der har pengene, men også et uforløst begær og en snigende jalousi til sønnen, der er kommet imellem dem.

lille eyolf husets teater ibsen
Lille Eyolf, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Sønnen, der symboliserer det tabte. Sønnen, hvis onde barneøjne for altid vil forfølge dem fra den ukendte grav i havet, der som det ubevidste lurer i scenografiens akvarium af en bagvæg. 

Ren følelsesturbine

Der er således fra start lagt op til en følelsesturbine, der kun forstærkes af Eyolfs død og det unge par, der kanter sig rundt i periferien af det vulkanske par i midten. Frederiks søster Asta, spillet med uendelig mild sødme af Asta August, til også hun eksploderer og endelig bliver den fuldvoksne kvinde, der kan møde begæret hos bejleren Bjarke, der med imponerende timing og blid uskyld forløses fornemt af Mikkel Becker Hilgart. 

Teaterchef Jens Albinus har selv oversat til et moderne, fortættet dansk, og Liv Helm iscenesætter det eksistentielle drama i en voldsomt ekspressiv stil, hvor replikker ikke bare siges, men forlænges i det kropslige og mimiske udtryk. På kanten, men stadig inden for det realistiske univers. Det er hypnotisk at se på og drager os med ind i de uforløste følelsers land. Vi kender dem jo godt, tabuerne, alt det man ikke må sige højt, de forbudte følelser og dem, der bare opstår, når en kærlighed klinger af og bliver til hverdag, til jalousi, til krig. 

Annonce
lille eyolf husets teater ibsen
Lille Eyolf, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Sjælsrivende skuespil

Og vi kan mærke dem her på Husets Teater, hvor Jens Albinus atter selv er på scenen med sit generøse talent. Det vege, det verdensfjerne, det krampagtigt nostalgiske i karakteren Frederik flyder mod os uden en eneste uren tone. Signe Egholm Olsen er drakonisk i sin vrede og higende længsel som Rita. En karakter, som er svær at holde af, men som hun alligevel får givet de sprækker af sorg og skrøbelighed, der gør det ægteskabelige opgør så meningsløst – og så dragende at se på. De kan ikke nå hinanden, de kan ikke være sammen i sorgen, men alligevel heller ikke hver for sig. 

Ibsen huserer også på Det Kongelige Teater, hvor Et dukkehjem udfolder sig i en helt anden, nytænkende stil. Fælles for de to tekster er kærlighedsfordringen. Både Nora og Rita har en kærlighedsforestilling, hvor den anden er det hele. Noras Helmer tåler ikke skammen, mens Frederik føler sig kvalt af Rita. 

lille eyolf husets teater ibsen
Lille Eyolf, Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Lille Eyolf er et sent værk, og Liv Helms version vægter følelsesdramaet højere end Ibsens kernetemakreds – spillet mellem intim- og samfundssfære. Skammen og dilemmaet er til stede, men flammer intenst mellem de to – og i videre forstand mellem alle fem karakterer. Det er grumme godt gjort, og Husets Teater viser igen, at de er suveræne i at forløse eksistentielle tekster med dramaturgisk skarpt, knusende sikkert iscenesat, sjælsrivende skuespil. 

Læs mere om forestillingen her.

Læs også interviewet med Jens Albinus om Husets Teater her, eller interviewet med Asta og Alba August her.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...