Del

Et dukkehjem
19. sep - 17. dec
Det Kongelige Teater

Et dukkehjem som legestue? Det er en godt set og meget aktuel fortolkning, der sætter tidens pres for lykke i fokus. Trods en magisk snekoreografi og en konsekvent satsning på barnlighedens gestik og tone, er den nytænkende Anna Balslevs koncept desværre ikke helt vellykket denne gang. 

At forlade mand og børn har ikke helt samme chokeffekt i dag, som da Henrik Ibsen skrev Et dukkehjem i 1879. Trods fortsat hetero-normativ dominans har en del flere familieformer end det borgerlige ægteskab også set lyset siden da. Men dramaet viser sig ganske aktuelt alligevel i Anna Balslevs iscenesættelse, der tager udgangspunkt i vor tids fokus på lykke og perfekthedskultur, enkelt understreget ved, at spillerne ikke forlader scenen, men hele tiden overvåger hinanden. 

Det vidunderlige, der udeblev

et dukkehjem det kongelige teater
Et dukkehjem, Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn

Ikke blot har Nora forfalsket en underskrift for at skaffe kapital til at rejse sydpå med sin stressede mand, hun bruger alle kneb og krumspring på at holde alle omkring sig glade og på at undertrykke det grimme. Ingen må have det dårligt, men jo mere Nora slår krølle på sig selv, jo mere påklistret hendes smil bliver, jo mere presser realiteterne sig på. Håndfast symboliseret i brevet, der afslører hendes falskneri. Hver gang hun river det over, kommer der et nyt, et nyt, flere – sandheden eller måske nærmere indsigten vil frem. 

Først skal Nora dog have det endelige skub, da hun indser, at det vidunderlige ikke sker. Det vidunderlige er den romantiske drøm om, at ens elskede vil ofre sig for en, men det har Noras mand Torvald på ingen måde tænkt sig. Han vil bare lægge låg på sagen og holde facaden ren. Da forstår Nora, at hun ikke ved, hvem hun selv er, fordi hun har haft så travlt med at pleje sin og de øvriges lykkelige legestue-drøm. Da ligger hun som en falden engel, og skal skabe sig selv på ny. 

et dukkehjem det kongelige teater
Et dukkehjem, Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn

Og det er jo dramaets universelt gyldige indsigt, som Anna Balslev et langt stykke af vejen har et godt greb om. Iscenesættelsen er umiskendeligt hendes med en stiliseret og meget fysisk spillestil, replikkerne forenes med bevægelser til et partitur, der i de bedste øjeblikke kalder den overgivne latter og den fortvivlende empati frem. Forestillingen er ved premieren dog ikke skarp nok. Den går lidt i tomgang mod slutningen, og lidt for mange replikker skurrer og får ikke det ultra-præcise svirp, som bærer konceptet. 

Barnligheden i fokus

Karaktererne taler som børn, hvilket er et virksomt greb til at fremhæve det maniske fokus på, at alt er – skal være – en leg. I startens erotiske leg mellem Sicilia Gadborg Høeghs Nora og Peter Christoffersens Torvald falder replikkerne som ping-pong, hvor selv de metakommentarer, der punkterer de mest sexistiske replikker, organisk flettes ind. Men især i det lange afsluttende skænderi mellem de to går det for tit galt i timingen – om end jeg elskede Noras lange skrigen ”STOP”, da Torvald atter diagnosticerer hende ud fra sin egen oplevelse af, hvad hun føler. Mansplaining for fuld skrue, og et adækvat svar i barnets rasende tone – for man kan godt blive ret barnlig, når mænd forklarer en ting. 

et dukkehjem det kongelige teater
Et dukkehjem, Det Kongelige Teater. Foto: Catrine Zorn

Slingrer personinstruktionen lidt mellem det usikre og det stilistik præcise, er forestillingens visuelle, medfortællende udtryk til gengæld meget gennemført. Makroner har der altid været i Et dukkehjem, men i Jonas Flys stramt fabulerende scenografi får vi også sne i læssevis. Sne drysser blidt, man kan gemme sig i sne og man kaste med sne. Det er en både prægnant og mangetydig metafor for Noras mentale rum – og hendes helt konkrete tilværelse. Hun er låst i et rum af grå sten, sneen er først en del af legen, men antager undervejs både flere festlige, men også truende toner – ikke bare for Nora. Det er simpelthen gudesmukt, når Nora danser i sneen, og lige så skræmmende, da stormen omkring hende fortættes og bliver til et angreb.

Timing og tone var ikke helt i mål til premieren, hvilket blev forstyrrende for i hvert fald min indlevelse. Men det retter sig forhåbentlig i kommende forestillinger, og der er meget godt at sige om denne nye Et dukkehjem, der meget målrettet etablerer og udvikler det barnlige univers, der åbner teksten for en aktuel fortolkning. 

Hør instruktør Anna Balslev og scenograf Jonas Flys tanker om forestillingen her.

Læs mere om Et dukkehjem her.

Iscenesættelse: Anna Balslev
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Koreografisk konsulent: Stephanie Nguyen
Medvirkende: Sicilia Gadborg Høegh, Peter Christoffersen, Ida Cæcilie Rasmussen, Mikkel Arndt og Sofie Torp

Spiller 19. september - 17. december 2020 på Det Kongelige Teater, Skuespilhuset og turné.