Anna Balslev har kondenseret fortællingen om Jenny, som vi kender fra Lone Scherfigs Oscar-nominerede film An education fra 2009, til en fint formet og fysisk fabulerende forestilling om overgangen til at blive voksen.
Der er mange bananer i Anna Balslevs udgave af An Education. Bananer, der gør pigerne i stand til at holde sig længere, før de skal tisse på skoletoilettet, hvor drengene kigger ind. Bananer, der knytter bånd og bryder mødomme. Bananer, der bæres som slør og brudebuket – og så den ultimative scene, hvor bananer symboliserer svigt og selvhad på en måde, der gør kvalmende ondt langt ind i hjertet på os, der kigger på. Den scene er hele forestillingen værd og fanger uden et ord bedraget, der udstiller Jennys længsel efter at være sofistikeret som den barnagtige drøm, den (også) er.
For det handler jo om Jenny, der falder for den smarte, ældre Simon Goldman. Vi kender historien fra Lone Scherfigs Oscar-nominerede film An Education fra 2009 – hvor Simon hed David – men instruktør Anna Balslev har bearbejdet filmforlægget, Lynn Barbers autofiktive roman, til en anderledes destilleret sceneversion for kun tre stemmer – eller måske faktisk kun én stemme.
Centralt står Jenny, der længes – ikke efter skibskatastrofer og pludselig død, men efter at være sofistikeret – hvilket nok i sidste ende er det samme. Hun spilles med coolness af Nanna Finding Koppel, lige ved siden af står veninden Emma, der repræsenterer den ungdommelige naivitet og overromantisering med et lille drys af snusfornuft. Mathilde Arcel Fock, der stadig er under uddannelse, vader lige ind i os med store, charmerende træsko på. Emma og Jenny har vel det, man kunne kalde en ”sismance” eller bare på godt dansk: de er slyngveninder på den lidt smertefulde måde, hvor den ene lever gennem den anden. Emma er næsten mere betaget af Simons frieri end Jenny selv, der blasert og påtaget-voksen verfer venindens rosenrøde rablerier af – men nok gemmer på lidt af det samme indeni. Lidt længere borte i skyggerne går moren/hustruen/den lidt ældre kvinde, der resigneret punkterer pigernes drømme. Marie Dalsgaard er eminent med sin lakoniske timing og evne for nedtonet absurditet.
Sammen er de en kvindes boblende forelskelse og bratte bitterhed. Det er en overvejende vellykket adaption til scenen, der følges fint på vej af Karin Gilles stramme scenografi af abstrakte ribber, hvor pigerne vægtløst stræber og svæver højt og lander tungt, mens virkeligheden og underbevidstheden lurer i skyggerne bag. Der kunne for min smag godt være sparet endnu mere på de fortællende sekvenser – er det overhovedet nødvendigt at vide, hvad der sker efter svigtet?
Anna Balslev har et godt greb om det fysiske intimteater, hvad hun også viste fornemt i Færdig med Eddy på Betty Nansen Teatret i sidste sæson. Hendes instruktion træder i An Education kraftigst i karakter i dialogerne og de kropsligt bårne scener, så måske det er snart er på tide at arbejde sig væk fra de monologiske tekster og prøve kræfter med et større ensemble?
An Education er en lille, fint formet forestilling, der vil have stor appel til det yngre publikum trods aldersgrænsen på 13 år. Den rammer med enkle midler og billeder det identitetsdannede felt, der vakler mellem selvovervurdering og skrøbelighed. For Jenny får det umiddelbart fatale konsekvenser, andre slap lettere gennem overgangen til voksen, men alle kan spejle sig i længslen efter at være sofistikeret – efter at være nogen.
LÆS OGSÅ: Hæsblæsende og underholdende Bonnie & Clyde på Betty Nansen
