Direktør for Teaterøen og kunstnerisk leder for Teater Asterions Hus, Peter Birk, kommer i denne kommentar med sine konkrete bud på, hvordan forholdene for uafhængige teaterkompagnier i Danmark kan forbedres.
Den 29. april opfordrede jeg her på ISCENE til debat om det økonomiske grundlag i en stor del af den danske scenekunstbranche. Det er endnu ikke lykkedes mig for alvor at få relevante personer som kulturpolitikere, interesseorganisationer eller andre tunge spillere på banen.
Udviklingsplatformen for scenekunst (UP) har set mit indlæg som en kritik af sig selv, men det er på ingen måde mit ærinde at kritisere UP. Blot tog jeg afsæt i UPs offentlige efter min mening forfejlede indlæg om manglende prøvefaciliteter i København, som for mig er et symptom på et langt alvorligere problem. Det problem vil jeg gerne adressere og skabe (ikke mindst politisk) opmærksomhed på.
Samfundet skal være klar til at betale
Mit ærinde er at ændre forholdene for en stor og vigtig del af den nationale scenekunst. Lad os – i mangel af en bedre samlet betegnelse – kalde dem de uafhængige teaterkompagnier. Primært kompagnier, der modtager tilskud fra Statens Kunstfond og ikke har egen scene. Det drejer sig om 100 til 150 professionelle kompagnier. Jeg har beskrevet denne gruppe mere i min sidste kommentar. Og mit simple budskab er: Vilkårene for denne del af den samlede scenekunstbranche er ikke værdige på trods af, at de modtager tilskud fra og opfylder et opdrag for staten.
Men: Tilskud fra det offentlige bør leve op til et minimum, så såkaldte professionelle teatre kan aflønne kunstnere efter overenskomster, opretholde en nogenlunde grad af administration og betale underleverandører fair priser.
Min helt afgørende pointe er, at vil vi som samfund have den type kunst, må samfundet betale for det. På samme måde som vi efterhånden har lært med computeren. Vi har altid vidst, at hardware koster. I lang tid har vi alle sammen vist nok være tilbøjelige til at tro, at software er gratis. Men det er den ikke, og nu betaler vi alle sammen. På samme måde: Bygninger som kulturhuse og teatre koster penge, men det gør indhold altså også! Software i form af kunst koster penge! Som moderne samfund ønsker vi kunst og kultur og oplevelser, og må altså betale for det.
For forhåbentlig at sætte lidt mere gang i debatten, så vil jeg i denne kommentar komme med et par konkrete løsningsforslag på den aktuelle katastrofale tilstand for de omtalte uafhængige teaterkompagnier.
Små Nationalteatre
Det mest oplagte ville være at gøre som i Tyskland, hvor man post corona har givet netop denne del af branchen et løft med nye bevillinger. Jeg foreslår i den forbindelse en struktur, der løfter kunstneriske, bæredygtige uafhængige teaterkompagnier ud af Statens Kunstfonds projektpulje og danner en gruppe af ”små nationalteatre” – på linje med de små storbyteatre.
Disse ”små nationalteatre” udgør en samlet kreds af kompagnier med stærke profiler og skal på linje med egnsteatrene og de små storbyteatre forhandle en 4-årig resultataftale med den bevilgende myndighed – i dette tilfælde staten i skikkelse af Statens Kunstfond – og ydes et tilskud for at kunne varetage denne opgave.
Denne opgave kan i de fleste tilfælde være en national eller international forpligtelse, hvilket de kompagnier, vi taler om, i forvejen gør, blot uden reelle muligheder for at gøre det professionelt nok. Udvælgelsen kunne ske efter ansøgning på linje med udvælgelse af små storbyteatre. Antallet kunne være 25-30. Det svarer til en årlig ekstraudgift på 100 mio. kroner. Således ville Statens Kunstfonds midler til det eksperimenterende, lidt usikre lag kunne sikres og de vigtige kompagnier opnå ordentlige produktionsvilkår og løfte et nationalt opdrag.
Flere teatre over hele landet
Egnsteatrene, der er spredt over hele landet, udgør et samlet hele af supervigtige små og større enheder, der finasieres af både kommunerne og staten. De opfylder et mere lokalt opdrag og for langt størstedelen rækker længere ud i landet og verden med værker af meget høj kvalitet. Mange egnsteatre turnerer livligt og dygtigt. Langt størstedelen af teatrene nyder både solid velfungerende økonomi og høj grad af kunstnerisk integritet og ordningen er stærkt medvirkende til udvikling af samfundene dér, hvor de bor. Spørg bare på Mors, i Randers, Hjørring, Roskilde, Vordingborg, Holbæk og så videre.
Måske vi skulle finde et andet navn til denne ordning, for navnet egnsteater giver nogle andre konnotationer end både mange teatre og kommuner har lyst til at associeres til. Det er måske lidt bedaget. Vores Eget Teater er det, der er meningen. Det-teater-der-er-i-min-by! Nå, gode forslag ønskes…
Det blev besluttet for 10-15 år siden at ændre den procentsats, staten refunderer kommunen med, så den gik fra fast 50 % til en rammebevilling med en lidt mere usikker procentstørrelse på mellem 30 og 40 %. Det vil sige, det koster kommunerne meget mere at investere i og drive et (egns)teater. Det har mange afledte betydninger forskellige steder i landet. Nogle ærgerlige, som at kommunerne skærer ned på bevillingerne, eller ser mere rigidt på value-for-money-effekter og dermed har lidt svært ved at leve op til armslængdeprincippet. Andre positive, som at kommunerne har større interesse i det lokale teater, og samarbejdet kommune og teater imellem er blevet mere frugtbart. Det bliver ”vores teater”, hvilket er en gevinst for begge parter. Men den mest ærgerlige konsekvens er, at der næsten ikke bliver etableret nye teatre. Og det er på ingen måde alle 98 kommuner, der har et eget teater. Snarere omkring halvdelen.
LÆS OGSÅ: De skabende scenekunstnere mangler rum til kunstnerisk udvikling!
Gulerod og pisk
Så i kunstens og i udflytningens navn: Lad os dog få etableret nogle flere teatre i kommunerne. Lad os forbedre den ordning, så det bliver mere attraktivt for kommunerne at have et eget teater. De store kommuner skal have flere, de store byer flere.
Mit forslag til gulerod går på, at Statens refusionsprocent genetableres til det oprindelige 50 % – og at der refunderes 60 % for egnsteater nummer 2. Mit piskeforslag er, at det gøres til lov, at hver af de 98 kommuner skal have mindst et professionelt teatertilbud til egne borgere.
Udflytning – eller lad os kalde det bosætning kræver kultur, både i form af mødet med den professionelle kunst – og i form af egen deltagelse. Vi har brug for lokale enheder, der skaber grobund for børn og unges egen deltagelse. Det har man forstået i en kommune som Holstebro, hvor der er hele tre (!) egnsteatre – og i øvrigt en positiv bosætningsprocent, hvilket mange provinskommuner jo slås med at få.
Dette forslag ville skabe samarbejde mellem masser af de interesserede sprængkreative kompagnier fra Kunstfondens pulje og mange kultur- og borgersultne kommuner. Ren investering. I software, ikke hardware…
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
