Peter Kirk, der er skuespiller, instruktør, direktør for Teaterøen og kunstnerisk leder af Teater Asterions Hus, kritiserer i denne kommentar forholdene i den uafhængige scenekunst i Danmark.
Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP) har været fremme med en melding om manglende prøve- og spillefaciliteter for scenekunst i København. Og at man blot skal have Københavns Kommune med i finansieringen for at kunne etablere et kraftcenter for den uafhængige scenekunst i København. Som en udøvende del af den uafhængige scenekunst i min egenskab af kunstnerisk leder af Teater Asterions Hus gennem de sidste ca. 20 år – og i egenskab af direktør for Teaterøen som privat aktør i denne meget lange problematik om både manglende prøve- og produktionsfaciliteter og i forlængelse heraf en åben scene – vil jeg tilbyde et par perspektiver og nogle ret graverende konsekvenser i denne sammenhæng.
Kvadratmeterprisen er høj
Til orientering driver jeg Teaterøen på Refshaleøen i København uden offentlige midler og tilbyder prøvefaciliteter for teatre, opera- og dansekompagnier. Jeg plejer at sige, at vi har 12 prøvesale. Fordelt på 5-7 huse med blandt andet gymnastiksal, snedkersal, riggerloft, bådehus, bunker og noget så eksotisk som en afmagnetiseringsstation. Jeg er på en måde part i sagen og i øvrigt ganske uenig i påstandene om, at der ikke findes faciliteter for den uafhængige scenekunst. Det kan være, de er dyre, men det er der jo en grund til: Kvadratmeterprisen i København er, som man vil vide, ganske høj.
Problemet er ikke, at der mangler prøvelokaler, men snarere at den uafhængige scenekunst er dybt forarmet og ikke har råd til at betale leje af prøvelokaler. Dens aktører besidder end ikke midler nok til mange andre essentielle poster på budgettet. Problemet med prøvelokaler er et symptom på en dyb krise for en hel profession. Et sygdomstegn på en bevillingspolitik, som langsomt har trukket benene væk under en lang række scenekunstproducenter.
LÆS OGSÅ: De skabende scenekunstnere mangler rum til kunstnerisk udvikling!
Fokus på det egentlige problem
UP er sat i verden for at forbedre vilkårene for den uafhængige scenekunst – forstået som de kompagnier, der modtager tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PUS). UP har efter min mening ikke formået at sætte fokus på det egentlige problem. Men det er på tide at gøre det!
Det er vigtigt at vide, hvem vi taler om her: Der er mellem 100-150 professionelle kompagnier, der deler den virkelighed, at de producerer scenekunst – og samtidig hverken har et teaterhus eller fast tilskud fra det offentlige. De deler også den virkelighed, at de i større eller mindre grad efter ansøgning opnår produktionstilskud fra Statens Kunstfond. Tallet er større, hvis man medtager den gruppe, som har mere sporadisk berøring med Kunstfonden. Langt størstedelen af denne gruppe har det, man ville kalde løbende drift, og producerer og afvikler forestillinger for et ganske stort publikum. Nogle op til flere hundrede forestillinger om året. Andre gæstespiller med stor succes på flere af verdens kontinenter. Andre igen vinder priser og/eller udvikler scenekunsten i ganske mange genrer og former. I gruppen er højt estimerede, internationale performancekunstnere, storslåede dansekompagnier, højt specialiserede dukketeatergrupper, kompagnier, der samarbejder med og skaber indhold for institutionsteatrene, kunstnere og grupper, der træder nye stier. Nogle er over 40 år gamle, nogle 20, nogle er spritnye. Hvis man kan sige det kort: Den eksperimenterende, den opsøgende, den turnerende, den internationalt orienterede scenekunst og scenekunst for børn og unge er stærkt repræsenteret her.
Man kunne sige, at mange af dem servicerer et nationalt opdrag. Det er i høj grad eksperimenterne, der blev til succeser og således er blevet hængende både som vigtige kompagnier for Danmark og som propper i kunstfondssystemet, og det er kompagnier med høj grad af integritet og prægnans. De er IKKE led i en fødekæde, forstået således, at de bare ønsker sig ind på en rigtig scene. Det er selvstændige enheder, der arbejder determineret på et særligt udtryk – og dermed også med en særlig organisering. De er væsensforskellige fra institutionsteatrene – og ikke bare gradsforskellige.
Udhuling af feltet
Ingen branchefolk er i tvivl om disse kompagniers berettigelse og vigtighed for udviklingen af scenekunsten. Men skal vi tage en dialog om dette, så lad os endelig få den!
Noget andet med hensyn til økonomien! Den er for disse kompagnier virkelig dårlig.
Tal kan blive så kedelige, men et lille billede: UP har eksisteret siden 2016 og er på sin anden fireårige bevilling på 3,7 millioner kroner om året. UP har således eksisteret i 6 år. I den samme periode er bevillinger til denne del af branchen gået drastisk ned. En drifts- eller projektbevilling lå i 2016 omkring 1,5 mio. kroner, men den nu ligger på 750.000 – 1 mio. Den seneste uddeling fra Statens Kunstfond fortsætter tendensen. Her ligger projektbevillinger på 500.000 og nedefter.
Som udgangspunkt koster en professionel scenekunstproduktion i omegnen af 1,5 millioner kroner og opefter, alt efter antallet af medvirkende og de forskellige kreative og nødvendige administrative og tekniske kræfter rundt omkring. Til orientering lå en driftsbevilling for denne del af branchen på 3-3,5 million for 15-20 år siden. Kort fortalt: Man har udhulet hele feltet gennem lang tid – en udvikling det ikke er lykkedes UP at ændre, desværre.
Ingen organiserer sig
Konsekvensen er, at en stor del af scenekunstbranchen er proletariseret og skal i bedste fald producere indhold for under en tredjedel af, hvad det koster at producere professionel scenekunst. Kompagnierne har ualmindeligt svært ved at udvikle sig fra dette vækstlagsniveau, fordi man ikke kan aflønne personale, men blot forsøger at overleve. Ordentlig honorering, overenskomster eller noget så eksotisk som anciennitet, for ikke at tale om synlighed, formidling og udbredelse, må man kigge misundeligt på institutionsteatrene efter, for der er simpelthen ikke ressourcer dertil. Den kunstneriske friskhed er eneste våben for at opretholde en stadig mindre økonomi, men dog en økonomi. Konsekvenserne er alvorlige, talrige og kedelige. Ingen råber op, fordi angsten for at miste den lille økonomiske hjælp er stor. Eller man åbner først munden, når man trækker sig, fordi man ikke orker mere. Ingen organiserer sig ordentligt, fordi brancheorganisationen Dansk Teater kræver overenskomster, som man jo altså har vanskeligt ved at efterleve.
Som leverandør til blandt andre denne gruppe af kompagnier er det min klare fornemmelse, at disse kompagnier er blevet betydeligt fattigere og overordentligt pressede over en årrække. UP er med andre ord ikke lykkedes med at skabe flere midler, bedre synlighed eller for den sags skyld bedre vilkår. I 2020 fik UP en bevilling med det opdrag at finde prøvefaciliteter til denne gruppe af kompagnier. Det er efter 2,5 år ikke lykkedes endnu på trods af en forholdsvis substantiel bevilling. Det taler sit eget sprog. Kvadratmeter er som sagt dyre i København.
Armod kvæler branchen
Men konsekvensen af udmeldingen om, at der ingen prøvelokaler findes i København, bliver, at vi fodrer hunden med sin egen hale, og at det på ingen måde kommer et udhungret felt til gode. Der er et par ildsjæle, der har forsøgt at hjælpe branchen i den samme periode, som UP har været på banen – og endda lidt før. Der er blandt andre Forsøgsstationen på Vesterbro, og der er os på Teaterøen. Vi tilbyder plads til scenekunstnere med behov for store rum, højt til loftet, mørklægning, trægulve, rig, podier og alt muligt andet. Det, der er behov for.
Men kompagnierne har mindre og mindre økonomi til at leje disse steder, det er simpelthen det, der er problemet. Og, vigtigere, et symptom på den armod, som altså kvæler branchen.
På tide med bedre vilkår
Som leverandør til denne scenekunst må jeg kigge mere og mere på økonomien, og derfor et par pejlemærker til orientering: Det, som en almindelig virksomhed gerne betaler for en dagsleje, er ofte 6-8 gange højere end det, et scenekunstkompagni betaler for det samme rum. Særlige events betaler på en dag det, som kompagnier kan betale over tre-fire uger for det samme rum. Men scenekunstkompagnierne er pressede og beder om billigere priser og bedre service. Flere og flere kompagnier bliver frustrerede over, at vilkårene ikke er gode nok. Jeg forstår dem. Jeg beder dem rykke ud i weekender for at kunne tjene ind til huslejen, hvilket er til stor gene for et kompagni, der er i fuld gang med prøver og har scenografi og lys stående. Jeg prioriterer ikke på samme måde investeringer, der kommer scenekunsten til gode, fordi det ikke er rentabelt. Jeg er begyndt at leje nogle af salene ud til andre aktører over længere perioder for at få noget sikker indkomst, og dermed forsvinder de ledige prøvesale. Konsekvensen bliver i sidste ende, at jeg lukker ned for alle 12 sale, og vilkårene for den frie scenekunst endnu en gang bliver dårligere. Det er et simpelt regnestykke.
Mon ikke det er på tide, at der tages ordentlig fat på at skabe bedre økonomiske vilkår for en ualmindelig presset branche?
Hvad siger UP? Hvad siger brancheorganisationen Dansk Teater? Hvad siger Statens Kunstfond? Hvad siger Kulturministeren?
Nå jo, Kulturministeren sagde i forbindelse med medieforliget: ”Uanset om man bygger en metro eller laver en film for skattekroner, så skal det være med ordentlige forhold for de ansatte”. Wauw, tænk hvis det også gjaldt scenekunstbranchen! Kunne nogen ikke fortælle dem i Kulturministeriet, hvordan vilkårene for de ansatte i de af Statens Kunstfond projekt- og driftsbevilgede professionelle kompagnier er?
For de er desværre blevet ganske uværdige og dybt ødelæggende.
Denne kommentar er udtryk for skribentens egen holdning.
